De danske Byerhverv
i Tekst og Billeder

I HORSENS I MIDDELALDEREN. En lille Sølvmønt med Navnet Hors paa den ene og et Mandehoved paa den an- den Side er det ældste Vidnesbyrd om den By, hvis Historie her i Korthed skal fortælles. Mønten antages at være præget ved Midten af det 11. Aarhundrede, under Svend Estridsen, og bringer os saaledes Meddelelse om, at Horsens alt den- gang var en By af nogen Betydning som Handelsplads, siden Kongen her lod slaa Mønt. Og denne Betydning har den beholdt i den tidlige Middelalder. Hundrede Aar senere lader Valdemar den Store ogsaa slaa Mønt i Kongens Horsens, som det hedder paa en ved Bjærgsted i Aalborg Amt funden Sølvmønt, og under Val- demar Sejr betales der endnu Skat af Byen for Rettighed til at slaa Mønt. Men om Horsens’ Betydning som By i hine fjerne Tider taler dog først og frem- mest den Omstændighed, at den allerede i det XIII. Aarhundrede, tidligere end de Heste andre Byer i Nørre Jylland, havde sin egen Ret, sin Stadsret. Den kendeteg- nes herved særlig som By i Modsætning til det omgivende Land; den har sine egne Lovbestemmelser, der kun passer paa et Samfund, der lever af Handel, Søfart og Haandværk, i Modsætning til Landbefolkningen, der lever af at dyrke Jorden, den har sit eget Ting og sine særegne Vedtægter til Beskyttelse for Byfreden, Handel og Haandværk. Det »Næs«, hvorpaa Horsens er bygget og som har været medskabende ved By- ens Navn Horsenæs, hvis første Stavelse i Overensstemmelse med Byvaabnet maa antages at betyde Hest, har i Oldtiden og den tidligere Middelalder i langt højere Grad end nu haft Karakteren af et Næs. Ti Fjorden, er gaaet dybere ind i Landet end før, og store Dele af de Engdrag og Jorder, der ligger omkring Horsens har været omflydt af Vand. Det er vel endog sandsynligt, at det Terrain, paa hvilket Horsens By fandt Plads, i den ældste Tid har været et Næs for sig, der kun ved et Drag var landfast mod Nord. I det XIII. Aarhundrede kan de Sunde eller Vandløb, mellem hvilke Næsset skød frem, endnu paavises som Byens værnende Grave. 1261 tales der om Byens østre Grav, der fra Stranden har ført op omtrent i Ret- ning af den nuværende Havneallee tværs over Kattesund, en Betegnelse, der altid i danske Købstæder findes anvendt om Gader, der fører eller har ført ned til Vandløb med ringe Dybde, og derfra mod Vest parallelt med denne Gade og med Nørregade. Paa Vestkanten minder endnu Gadenavnet Graven om Byens vestlige Værn. Mod Syd har Aaen dannet Grænse og Forsvar. Indløbet til Byen blev beskyttet af Bor- gen, der uden Tvivl har ligget i umiddelbar Nærhed af Skibsbroen Ladbrohoved, sandsynligvis paa det Sted, hvor langt ned i Tiden først St. Hans Kloster og derefter