De danske Byerhverv
i Tekst og Billeder

8 HORSENS I MIDDELALDEREN Stjernholm blev bygget. Om Borgen eller Kongsgaarden ved Horsens har vi intet andet Vidnesbyrd end Navnet paa den Gade, oprindelig paa den Vej, der førte ud til den, Borregade. En sejlbar Fjord, et Vandløb med fersk Vand og Skove med Træ og Vildt i Nærheden — det var de naturlige Betingelser for Anlæget af en By. De fleste danske Købstæ- der, Købinger, er opstaaet som Markedspladser og med selve Markedet eller Torvet som Centrum. Markederne var gerne grupperede om en eller anden Helgendag eller anden kirkelig Festdag, og Købere og Sælgere strømmede til ikke blot for Hande- lens, men ogsaa for Salighedens Skyld. Dei' var saaledes en nær Forbindelse mel- lem Marked og Messe, — den spores endnu nede i Tyskland og Belgien — og denne nære Forbindelse viser sig blandt andet i, at Kirken faar sin Plads paa By- ens Torv, eller om man vil, at Torvehandelen af sig selv søger hen i Kirkens umid- delbare Nærhed. Den ældste Kirke i Horsens var en Trækirke, der i det XII.—XIII. Aarhundrede blev afløst af den endnu stauende romanske Stenkirke, efter sin Værnehelgen kaldet St. Ib, den almindelige Forkortelse i Norden for St. Jakob, og dette Navn bar den, til den i 1794 fik Navnet Vor Frelsers Kirke. Ogsaa dens Størrelse tyder paa, at Hor- sens ved dens Opførelse var en ret anselig By. I den ældste Tid laa Kirken frit paa Pladsen, hvor de Handlende paa Torveda- gene satte deres »Skamler« op, d. v. s. deres lave Udstillingsborde. I den aarlige Markedstid satte de derimod Boder op, der blev staaende, saa længe Markedet va- rede, og som i mange Byer gik over til at blive faste Huse, hvorved Bodegaderne blev til Gader, der udmundede paa Torvepladsen. Siden hen i Tiden, da det kneb med at finde Rum til de Døde under Kirkegulvet, — thi det var noget, som alle eftertragtede, at finde Hvile under Kirkens skærmende Tag — opstod Kirkegaarden rundt omkring Kirken. Ligesom Torvet ved Kirken, der tronede derpaa, var Byens Midtpunkt i aande- lig Henseende og Midtpunktet for Handelen, dens Næring og Bjæring, saaledes var det ogsaa Midtpunktet for det hele borgerlige Samfundsliv. Her samledes Byens Mænd og drøftede Byens Sager, og her var Tingstedet, hvor Lov og Ret plejedes efter gammel nordisk Vis under aaben Himmel. Selv længe efter at Byen havde faaet et Raadhus, vedblev man dog at mødes til Tinge ude paa Torvet, hvor i en tidlig Tid ogsaa Galge og Kag, — Pælen ved hvilken Folk, der blev straffet med Pisk, blev bundet under Afstraffelsen — blev rejst. Borgmester og Raad, — Horsens var saa anselig en By, at den i Middelalderen havde to Borgmestere og seks Raadmænd — menes at forekomme første Gang i et Dokument fra 1305, og det ligger da nær at antage, at Byen dengang har haft sit Raadhus. Det laa paa Torvets sydostlige Hjørne, sagtens med Facaden ud til Torvet og med Gavlen til Borggaden. Det gamle Raadhus gik til Grunde ved en Ildebrand i det XVI. Aarhundrede. Da det blev opført igen, var det paa et andet Sted, hvilket tyder paa, at det tillige med Byens andre Huse har været en straatækt Træ- eller mulig Bindingsværksbyg- ning. Kun Kirken og Klostrene var af Sten. Af de sidste havde Horsens to: Graa- brødrenes eller Franciskanerklostret og Johannitterklostret. Det første blev grund- lagt 1261 paa den store Grund mellem Badstugyde og »Byens østre Grav«, som Rid- der Niels af Barritskov nævnte Aar skænkede Ordenen. Af Klostrets oprindelige