De danske Byerhverv
i Tekst og Billeder

HORSENS I MIDDELALDEREN 9 fire Fløje staar endnu den nordlige, Kirkefløjen, tilbage. Noget senere opstod det an- det, St. Hans Klosteret eller »Korsbrødregaarden«, paa den anden Side Bygraven. Til dette hørte et Sygehus, der laa længere nede mod Stranden, som det udtrykkelig siges »paa Kirkegaarden«. Om denne Kirkegaard mindes vi vist endnu ved Navnet Sotfelt, d. v. s. Stedet, hvor de der døde af Pest eller Sot blev begravet. Paa den modsatte Side af Byen, uden for dens vestre Grav, laa St. Jørgensgaarden, de Spe- dalskes Gaard, om hvilken vi mindes ved Navnet Spedalsø, og inde i Byen paa Hovedgaden, i nuværende Søndergades nordlige Side, laa endelig Helligaandshuset, en borgerlig Hospitalssliftelse for Syge, Vanføre og Fattige. De første skriftlige Efterretninger, man har om Horsens, beretter — som de første historiske Efterretninger om næsten alle danske Byer — om fjendtlige Angreb. Un- der Borgerkrigen mellem Kongerne Erik og Abel blev Horsens 1242 plyndret og brændt. Det var næppe første Gang, det hændte den, men om lidligere Angreb og Ødelæggelser, der uden Tvivl har ramt den som andre danske Købstæder i det XI. og XII. Aarhundrede, har vi ingen Efterretning. Ved denne Brand i 1242 gik »Hor- sens Gaard«, vist nok den før omtalt Borg eller Kongsgaard, til Grunde. En Snes Aar senere, i Sommeren 1261, fik Horsens Borgerskab sig en ordenlig Forskrækkelse paa Halsen. En skønne Dag saa de nemlig en Fhade paa syv store Skibe stævne ind mod Byen. Sligt havde sjældent godt i Følge, og Byens Folk er sikkert blevet meget beroligede ved at høre, at Flaaden, der var udsendt af Bisp Haakon af Trondhjem, der selv var om Bord, ikke kom med Ondt i Sinde. Den var ude paa Frierfærd, og om den skulde blive blodig eller gaa fredeligt af, vilde nær- mest komme til at bero paa den 17aarige Prinsesse Ingeborg, Erik Plovpennings Datter, der opholdt sig i et Kloster i Nærheden af Horsens. Kongen af Norge havde nemlig friet til den unge Prinsesse, men hendes Moder synes at have haft andre Planer med hende og for Eksempel ikke sørget for Udstyr. Nordmændene, der var beslutsomme Folk, har ikke lagt Vægt paa saadanne Bagateller og behøvede det saa meget mindre, som den unge Prinsesse selv ikke lod til at ville opsætte sit Bryl- lup, fordi Brudekjolen ikke var færdig. Hende fandt Bispen i sit Kloster, hvorhen han var draget med sine væbnede Mænd efter al have ladet Resten blive tilbage og passe paa Skibene, der laa i Horsens Fjord. Prinsesse Ingeborg var straks rede til at følge de norske Mænd først ned til deres Skibe og derefter til deres Fædre- land, men rigtig aabent har ingen af dem gaaet til Værks. Ti det hedder udtrykkeligt, at de to danske Riddere, der skulde passe paa hende, vidste ikke, hvor hen Rejsen gik, før de var kommet om Bord og havde sat Kursen efter Norge. Det er ikke umu- ligt, at den senere saa berømte Fribytter, Tønsberg-Jarlen Alf Erlingsøn, har været med paa dette ejendommelige Togt og paa det har lært Farvandet her at kende. Sit Kendskab hertil gjorde han i all Fald frugtbringende, da han i 1285, under de Fred- løses Plyndringer, løb ind i Horsens Fjord og hærgede og plyndrede og stak Ild paa Byen. Det var mindst anden Gang i Løbet af eL Aarhundrede, at Horsens By blev lagt øde. Det var maaske Harme over delte sidste Overfald, der endnu sad i Blodet paa Erik Mændveds Drost, David Torstensøn, da han i Begyndelsen af det næste Aarhun- drede tog en norsk Herremand, Svend Friis og hans Ledsagere, til Fange i Horsens. Det var David Torstensøn, der havde fanget Tønsberg-Jarlen eller Mindre-Alv, som han ogsaa blev kaldet, og ladet ham hænge ved Helsingborg, og Svend Friis og hans