De danske Byerhverv
i Tekst og Billeder

36 AARHUS I MIDDELALDEREN Kvinder, der sker Brud paa Plovfred og Tingfred, ja til sidst sker der Mandrab, »som da den Mand blev slagen ved sin Plov«. Kong Hans maatte flere Gange, snart i Bispegaarden, snart i Sortebrødreklostrets Sal søge at stifte Forlig. Det var urolige Tider og voldsomme Tider. I 1496 maatte Biskop Niels Klau- sen udstede et højtideligt »Biskops Vidne«, at han hverken med Raad eller Daad havde haft Lod eller Del i den nylig myrdede Hr. Johannes Pedersens Død. Winalt Klausen, en Mand af Adel, havde øvet Vold paa Aarhus Byfred og derved forbrudt sit Liv, hvilket dog Borgmestre, Raad og Menighed i Byen gjorde Naade med og gav og tindede ham for gode Mænds Forbøns Skyld, — og uden Tvivl efter at Bøderne var betalt, —- hvorfor Winalt Klausen forpligter sig og sine Arvinger paa Tro og Love, til aldrig at »fejde eller arge Aarhus Borgere eller Borgersvende eller nogen deres Tjenere i nogen Maade.« Peder Skram, Væbner, havde ogsaa været noget løs paa Haanden, som det synes, efter følgende Skrivelse at dømme: »Jeg Peder Skram, Væbner, gør Alle vitterligt med dette mit aabne (Brev), at jeg bepligter mig paa min gode Tro og Love uden alle ydermere Gensigelse (dvs. uden yderligere Indvendinger) at gøre Jep Madsen Skomager, Borger i Aarhus, skellig Bod og Vanring (Erstatning?) for de Hug og Saar og Skade, som jeg og Oluf Mo- gensen, min Svend, hannem gjorde i sit eget Hus, og tale Byens Minde inden seks Uger (og) Dag næst efter denne Rejse er endt, som jeg nu udi skal i vor kære, naadige Herres og Rigens Tjeneste, og at tale og gøre Lars Sørensens Venner og Slægt, som (dvs. Lars Sørensen) jeg og fornævnte Svend desværre samme Tid ihjel- slog, — hvis Sjæl Gud naade! — muligst Bod og Vanring, naar de paaæske, som dem er bekvemmest op at bære og mig muligt ud at give . . . .« Men sligt var Herrefærd, —- et Par Historier af den Slags kom ikke en ung Herremand til Skade paa gode Navn og Rygte, det kunde lette lidt paa hans Pung, men Manden selv var lige god for det. Større Forundring vækker det, at Anders Andersen Skrædder, Borger i Aarhus, der havde frarøvet en Kollega i den ædle Skrædderkunst, Mogens Skrædder, noget Gods, og derved havde forbrudt sit Liv, »inden fire Stokke«, altsaa paa Tinget, kunde gøre Forbøn og anraabe Kongens Foged og Borgmestre og Raad om »at tage af hans Penge og give ham hans Liv for vor Herres Døds Skyld.« I Slutningen af 1471 blev Byen ramt af en stor Ulykke, idet en stor Del af den gik op i Luer. Den bestod endnu kun af lerklinede Huse med Fjællegavle og Straatag, og der var endnu næppe noget »Stenhus« i borgerlige Hænder. Man har ingen Ef- terretning om, hvilken Del af Byen det gik ud over, ej heller hvor stor en Del, men i Anledning af Ulykken fik Byens Borgere ved Kongebrev af 21. Januar 1472, »paa det at vor Købstad Aars maa vorde vel opbygt igen og vore Borgere samme- steds maa komme til Bjærings igen og blive ved Bestand,« Frihed for Udbud, Tjeneste og al anden kongelig Tynge og »Svarhed«, den aarlige Byskat — som jo var pantsat — undtagen, i 12 Aar. Da der i Brevet tales om den store Skade, som Borgerne i Aarhus har »fanget nu med Vaadeild og i anden Maade,« kunde man fristes til at tro, at Ulykken skyldes en Naturbegivenhed. Knap ti Aar senere hærges Byen af en »stor Pestilens«.