De danske Byerhverv
i Tekst og Billeder

Det var først i Løbet af forrige Aarhundrede, at Danmarks Provinsbyer blev til Stceder, levende Centrer for Næringslivet — før den Tid var det Aarhundreder igennem bare Usseldom og Stilstand. Naar man nu om Dage vandrer igennem en af de større danske Købstæder og hygger sig ved dens blomstrende, velhavende Udseende, har man ondt ved at forestille sig, hvor smaat og fattigt det maa have set ud i en saadan By et Par Hundredaar tilbage. Kun Kirkerne ragede nu og da op, ellers synede all blot fladt og lavt og forkrøblet. Og intet Under var det, thi det var jo netop Systemet den Gang, Enevældens System, at hvad der kunde skra- bes sammen for Landet af Glans og Herlighed, det skulde gydes all tilhobe i fulde Skaaler ud over Hovedstaden, Kongens Residensby. Allerede ved del 18. Aarhundredes Midte var Kjøbenhavn en uforholdsmæssig stor By, 1769 var dens Folkemængde 92,500 eller omtrent Halvdelen af den samlede Købstadbefolkning i det egentlige Kongerige Danmark — nu er til Sammenligning Forholdet kun som 2:5. Mellem dette store Indbyggertal og den næststørste Bys var der et gabende Svælg: Odense havde samtidig kun 5800 Indvaanere, saa at Ho- vedstaden altsaa var 16 Gange større; nu er den kun lidt over 9 Gange saa stor. Derefter fulgte Aalborg med 4800, Helsingør og Aarhus med hver c. 4000, Randers med 3000, Svendborg og Nyborg med op imod 2000. Tilsammen rummede disse 7 Køb- stæder kun c. 25,000 Mennesker — nu rummer de det syvdobbelte! Den Gang var deres samlede Folketal kun noget o. y4 af Kjøbenhavns, nu er det henimod Halvdelen. Men ikke alene dominerede saaledes i hine Tider Kongens Residensby ved sin Befolkningstæthed, den var tillige Kronens Kæledægge og som saadan udrustet med allehaande Privilegier, som drog al større Handel til og over Hovedstaden. Eksem- pelvis skal saaledes anføres, at en Forordning af 1732 bestemte, at naar en Række af de i Datidens Udenrigs-Omsæthing vigtigste Varer udførtes fra de kjøbenhavnske Groshandleres Kreditoplag til Provinsbyerne i Kongeriget, skulde der kun svares en Tredjedel af den i Toldrullen anordnede Told og Konsumtion. Det var saaledes vel formelt tilladt Provinskøbmændene at indforskrive de paagældende Handelsartikler selv og direkte, men naar de købte dem i Kjøbenhavn, sparede de 2/s af de den Gang meget høje Toldafgifter. Desuden var jo de store Handelskompagniers Virk- somhed knyttet til Hovedstaden, lier samlede sig ej alene den store Importhandel, men ogsaa Eksporten af Landets egne Frembringelser foregik for Størstedelen over Kjøbenhavn. Landets Købstæder var saaledes faktisk nødt til at forsyne sig med næsten alt, hvad de behøvede af Fremmedvarer og forøvrigt ogsaa med adskillige indenlandske Industriprodukter fra Kjøbenhavn og delvis som Betaling sende deres Eksportartikler til Hovedstadens Grosserere. Den eneste af vore Søstæder, der drev nogen direkte Udenrigshandel af nævne-