Sverige.
.149
715 Kilometer. Stenkul brydes der, foruden et Sted i Marken, i 6
Skakter af større eller mindre Dybde. Ildfast Ler føres frem af 4 af
disse Skakter.
. Blandt Jordarter, som egne sig til industriel Anvendelse, maa
nævnes Glaciale og Postglaciale, plastiske Lerarter og Tørv.
De første have stor Udbredelse, især i Kystegnene og i Almindelighed
i de lavere Dele af Sverige; en Del af dem udgjør et udmærket Raa-
materiale til Cement-, Tegl- og Terrakottafabrikationen. Teglindustrien
har først i de sidste Aar begyndt at opnaa større Udvikling: de fleste
Teglbrug ere beliggende i Skåne og Mälardalen. Tørvemoser forekomme
i alle Sveriges Landskaber og i enkelte, i. Ex. Småland, meget rigeligt
og i stor Udstrækning. Den i Formuldning mest fremskredne Tørv
bruges i de skovfattigere Egne som Brændselsmateriale, og flere Steder
lindes større og mindre Anlæg, hvor den forarbejdes fabrikmæssigt til
Salg i og udenfor Landet. I de senere A ar er der oprettet flere Fabriker
for Tilvirkning af Tøi'vestrøelse af Tr'?’veinos (Hvitmossa).
Det største Antal af de Ertser. som hidtil ere bievne brudte i
Sverige, forekommer indenfor visse Felter i den Del af Landet, som
strækker sig fra Egnen ved Filipstad i Vest til den upp] andske Skär-
gaaid i Øst. Af de sønden herfor forekommende Ertser findes vistnok
en og anden mere betydelig i Södermanland, Östergötland og Småland,
men de fleste ere temmelig uanselige og desuden i Antal de første meget
underlegne. Nord for de nævnte Ertsdistrikter er det kun Nord-
bottenslän, som besidder store og mere betydelige Ertser. Her ere de
vidt bekjendte Hjemsteder for Jemerts ved Gellivara, Kirunnavara,
bvaffavara etc., som uden al Tvivl høre til de største, man overhovedet
Kjender, men som hidtil af Mangel paa Kommunikationsmidler ikke have
været Gjenstand for mere omfattende Brydning. I Landets nordre Del
iorekommer desuden ogsaa Kobbererts, i Jemteland o. a. Provinser ved
hvis Bearbejdelse der dog ikke er erholdt noget godt Resultat.
Af de i Sverige forekommende Ertser ere Jernertserne de al-
mindeligste, og Produktionen af dem er ogsaa uden Sammenligning meget
større end af nogen af de andre Ertser eller af Stenkul. Næsten al Jern-
malmen. er Bjergmalm (i Modsætning til So-og Myremalm), og det meste
eller ca. 70 pCt. er Magnetjernsten (Svartmalm), Resten Blodsten.
Jernholdigheden varierer mellem 30 og 70 Procent, men holder sig sæd-
vanlig mellem 45 og 55 Procent De svenske Jernmalme ere bekjendte
som meget rene og frie for Forureninger. Hvad den aarlige Brydning
at . Jernertser ved de forskjellige Grubefelter angaar, har denne i lang
tiel været størst ved Norberg. I 1885 naaede Malmbrydningen her op
ui ca. 165,000 Tons eller omtrent 19 Procent af al den Malm, som vindes
ved Landets samtlige Jerngruber. Som de betydeligste derefter maa
nævnes Persberg og Dannemora, hvis Produktion i samme Aar steg til
ca. 42,000 Tons; dernæst kommer Stribergsfeltet (37.000 Tons), Strina-
feltet (26,000 Tons) o. s. v.
.Af Zinkerts brydes de største Mængder uden Sammenligning
'eet Ammeberg. Blandt Kobberertsgruberne giver Falungruben
<ie største Mængder; efter denne maa nævnes Kafveltorps og Åtvidabergs-
gnibeme. Sølvholdig Blyerts brydes i størst Mængde i Salagruben,
^iKkelerts ved Klefva i Småland og Slättberg samt Kuso i Dalarne-
AnarLga?erts ved Spexeryd og Kohult i Småland samt ved Långban
og Pajsberg i Värmland; Kobolterts ved Gladhammar i Småland;
'juiderts i Falungruben.