Englands Udvikling til industriel og kommerciel Verdensmagt og Irlands NedsynkeniI Fattigdom og Affolkning
To sideløbende Lærdomme til Belysning af Nationernes Udviklingshistorie og den nuværende Krigs Aarsager

67 tryk baade af Irlands oprindelige Forspring for England i Bebyggelse og Rigdom og af Folkets mærkelig sejge Mod- standsevne, naar man bliver bekjendt med, at lige op til 1831 var Irland et tættere befolket Land end England- Wales, til Trods for den mægtige Befolkningstilvækst, som den vældige industrielle Udvikling havde givet England. I 1801 var Irlands Folketal 52A Millioner eller 166 Ind- byggere pr. engelsk Kvadratmil, medens England-Wales kun havde 153 Indbyggere paa Kvadratmilen, og først i 1831 havde England indhentet Irland; begge Lande havde da 239 Indbyggere pr. engelsk Kvadratmil. Irlands Be- folkning udgjorde da 7Vs Millioner, Englands 139/io Mil- lioner. Naar Irland, trods Industriens Forsvinden, endnu et eller to Aartier kunde opretholde sit Folketal eller endog forøge det lidt, var det en hertil medvirkende Aarsag, at Landet gjennem Unionen med England dog fik nogen Erstatning for sine Industriers Undergang. Som Følge af denne kastedes Befolkningen paany tilbage til Landbruget, men dette fik da til Gjengæld, paa Grund af den engelske Korntold og anden Landbrugstold, der bestod overfor Ud- landet, en delvis privilegeret Stilling som Leverandør af Landbrugsprodukter til England. I Aarene 1815—24 ud- førtes saaledes aarlig IVs Mill. Quarters Korn til England og i 1835—44 24A Mill. Quarters aarlig; desuden var der en ikke ringe Udførsel af levende Svin, Flæskesider og af Spirituosa. Men til at standse Fattigdommens stigende Ud- bredelse forslog denne Udførsel ikke; tværtimod, Elendig- heden bredte sig med Arbejdsløsheden videre og videre over det ulykkelige Land. Det er en Opfattelse, som hyppig høres, at Irlands Nød stammer fra Karloffelpesten i 1845, men dette er en stor Fejltagelse. Der foreligger Vidnesbyrd paa Vidnesbyrd om Irlands Usselhed i Aarene 1820—45. Allerede i 1817 rasede der Hungersnød med efterfølgende Tyfusepidemi, og en i 1819 nedsat Kommitté erklærede Landets Tilstand for forfærdelig. Hungersnøden 1822 var frygteligere endnu; eksempelvis nævnes, at i Sognet Finloe manglede 696 af 817 Indbyggere fuldstændig Føde; i Clare begik Folk For- brydelser for at faa Føde i Fængslerne, i Cork saa man hyppig Mænd og Kvinder segne om paa Gaden af Sult. I Lord Bryces’ Værk »Irlands Historie i to Aarh und reder« 5*