Skildringer Af Naturvidenskaberne For Alle

175 EN GEOLOGISK UDFLUGT I SKAANE. 176 kjødfarvet Skiferjord gave denne Grube et ejen- dommeligt Præg.« Selve Skiferbruddene sees imidlertid først, naar man kommer i deres umid- delbare Nærhed, da de ligge paa Skraaningen ned imod Aaen og ere skjulte af de omliggende Bakker. Vi tage Veien fra »Pandehuset«, hvor Al- lunen udvandes af den brændte Skifer, mod Nord langs Skiferbruddene hen til det »gamle Værk« og »Forsemøllen«. Til Venstre have vi da først i ringe Afstand »Klockstapels-Bakken«, ved hvis Fod der hist og her fremtræder en stærkt for- vittret og til smaa, sorte Flager hensmuldret Allunskifer. Vi opholde os dog ikke her, men skynde os hen til det »store Brud«, idet vi paa Veien dertil passere lige forbi det 10—20 Fod dybe »gamle Skiferbrud«. Paa vor høire Side have vi langs hele Veien havt store, teglstensrode Bunker af udbrændt Skifer, og hist og her see vi i Nærheden af dem en hvidagtig Røg, der lugter af Svovl, opstige fra andre Bunker, hvor Skiferen for Tiden brændes eller ristes. Ved Siden af Veien ligger der ligeledes paa flere Steder opkastet Bunker af sort, nylig brudt ved Kalkbrændingen, men noget Saadant finder ikke Sted ved Andrarum, hvor Skiferen ved »Ristningen« blandes med Enebærris eller Pinde- brænde. Undersøger man de ubrændte Skiferstykker noget nærmere, vil man paa deres Overflade ofte linde et tyndt Overtræk eller smaa isolerede Ter- ninger af et haardfc, guldglindsende Stof, der bestaar af en Blanding af Jern og Svovl og som af Mineral ogerne kaldes Svovlkis. Af dette Stof findes ogsaa særskilte Klumper i Skiferen, som oftest smaa — én eller et Par Tommer i Gjen- nemsnit, men undertiden af Størrelse som indtil et Barnehoved. Nu kunne vi forstaa, hvorfra den kvælende Svovling! i Røgen fra de brændende Skiferdynger har sin Oprindelse; det er nemlig Svovlkisen, som sønderdeles i Heden, hvorved Svovlet træder i Forbindelse med Luftens Ilt og først danner Svovlsyrling, dernæst Svovlsyre, som med Skiferens Lerjord og Kali danner svovlsure Salte (AUun er et saakaldet Dobbeltsalt, svovlsur Kali-Lerjord); andre svovlsure Salte dannes ved den nævnte Syres Forbindelse med Jernforilte, Kalk og Talk. Den ristede Skifer bliver senere Fig. 1. Skematisk Profil af Lagene ved Andrarum. De fine Streger betegne Allunskiferen, de tværløbende; Kalk, de korte Streger: Sandstensskifer, Prikkerne: Sandsten, a, Klockstapels-Bakken; t>, det gamle Brud; c, det store Brud; d, Kalkklippen; e, Saugbækkea; f, Forsemollen. Skifer, og denne kunne vi nu i Forbigaaende undersøge lidt nærmere, idet vi tillige benytte Leiligheden til at sige et Par Ord om Tilvirk- ningen af Allun. Vi see da, at Allunskiferen bestaar af en tæt, ensartet Masse, hvis enkelte Dele ikke kunne iagttages med det blotte Oie. Den ridses let med en Kniv, og- Mærket efter denne, Ridsen — eller »Stregen«, som Minera- logerne kalde den — er sort. For Enhver, der har lagt nøiere Mærke til Udseendet af alminde- ligt Ler og Lerskifer, vil det strax staa klart, at Allunskiferen hører til samme Gruppe af Bjergarter som hine, og den er i Virkeligheden ogsaa meget nær beslægtet med Lerskiferen. Vi ville senere faa Leilighed til at tale om den Maade, paa hvilken den dannes, og skulle paa dette Sted kun bemærke, at den mørke Farve — saaledes som den kemiske Analyse viser — beror paa Tilstedeværelsen af kulstofholdige, organiske Stoffer. Som Følge heraf kan den, naar den er bleven antændt paa passende Maade, delvis for- brænde eller »ristes« i Luften. I Vestergötland, hvor der forekommer en stærkt kulstofholdig Allun- skifer, anvendes denne endogsaa som Brændsel udvasket, og af Luden erholdes til Slutningen, efter en længere fortsat Behandling, krystalliseret Allun; af Biprodukterne er Jernvitriol det vig- tigste. Det er saaledes Skiferens Kaliholdighed, der i Forbindelse med Svovlkisen gjør den skikket til Fremstilling af Allun. Nu tilvirkes der dog ved Andrarum kun en ubetydelig Mængde deraf i Sammenligning med tidligere; i Aaret 1873 beløb hele Produktionen sig saaledes til 476 Tønder, medens den i 1850 udgjorde 1860 Tønder, og i Tiden omkring 1749, da Linné foretog sin skaanske Reise, var den, ifølge lians Angivelse, mellem 4000 og 5000 Tønder aarligt. Imedens vi nu have omtalt Allunets Til- virkning, liave vi naaet hen til det »store Skifer- brud« og staa lige ved en af de bratte, omtrent 30 Fod hoie Skifervæg-ge, livor Brydningen senest har fundet Sted. Vi bemærke da, at Skiferen ikke gjennembryder den øverste Del af Jords- monnet, men at den foroven er bedækket af Sand og Grus; fremdeles bliver vor Opmærksomhed henledet paa, at imellem Skiferlagene sees der dels næsten fodtykke, mørkegraa eller sorte Lag, dels store runde Klumper af en anden, ikke lag-