Skildringer Af Naturvidenskaberne For Alle

201 OM LIVET PAA HAVETS BUND. 202 de store Havdybder paany kaldt til Live af Wallich. Ved et Tilfælde bragte en Del afLodde- linen, som havde ligget paa Bunden i en Dybde af 1260 Favne, adskillige Slangestjerner op med, og i Maven paa disse Dyr fandtes blandt Andet en Mængde »Globigeriner«. Fra en Del andre store Dybder indtil 1900 Favne erholdt man ad- skillige andre Dyr. Med disse og flere lignende Beviser for Oie kom Wallich til den Slutning, at der paa saadanne Dybder af Havet, som man tidligere i Regelen ansaa som blottede for alt Liv, fandtes en blomstrende og afvexlende Dyre- verden , at Havdybet havde sin egen særlige Fauna og altid havde havt dette i Tidernes Løb, og at saaledes adskillige fossile Lag, som man hidtil havde anseet for at være dannede paa grundt Vand, i Virkeligheden vare bievne afleirede paa store Dybder. Desværre fandtes der imidlertid et svagt Punkt i Wallichs Bevisførelse. Vi nære visselig ikke nu nogen Tvivl om, at de Slange- stjerner, som krampagtigt havde fastklamret sig- til Loddelinen, i Virkeligheden havde levet paa Havbunden, men paa Sporgsmaalets daværende Standpunkt vakte deres bosyndei’lige Tilsynekomst Tvivl og Mistro. Vare de blot bievne hentede op med Skraberen, saa vilde disse Slangestjerner været bievne udødeliggjorte som de første sikkre Beviser paa, at der fandtes forholdsvis hoit ud- viklede Dyre-Organismer paa Dybder, som over- stege 1000 Favne. Et saadant Bevis lod imid- lertid ikke vente længe paa sig, thi samme Aar (1860) blev det leveret af en Mand, som tilmed ikke var Naturforsker. Telegraftouget i Middel- havet mellem Sardinien og den afrikanske Kyst brast itu, og man blev nødt til at optage det til Istandsættelse paa en Strækning af syv Mile, regnet fra Sardiniens Kyst. Ingeniør Jenkins, der for Tiden er Professor ved Universitetet i Edin- burgh, ledede Arbeidet og fandt ved denne Leilig- hed. en Mængde Koraller og andre Havdyr paa forskjellige Steder af Kabelet, hvor dette havde ligget paa Dybder af 1200—1500 Favne. Sam- lingen omfattede Snegle, Rororme, Søpunge (Asci- dier), Svampe og Bryozoer. Nogle af de optagne Dyr vare hidtil bievne anseete for meget sjeldne, andre vare ganske ubekjendte for Videnskaben, og atter andre havde kun været kjendte i fossil Tilstand som tilhørende den senere tertiære Periodes Afleiringer i Middelhavsbækkenet. Jenkins leverede Exemplarer af de Dyr, han selv havde taget af Kabelet, med Angivelser om de forskjellige Dybder, til Professor Allmann, for at denne kunde under- søge og bestemme dem, og- kort Tid derefter meddelte Allmann paa et Møde af Civilingeniører en Del interessante Oplysninger om Resultatet af sine Undersøgelser. Andre Partier af Kabelet undersøgtes af Alphonse Milne -Edwards, som i Académie des Sciences i Paris forelagde sine Iagt- tagelser over de derpaa fundne Dyreformer. Han lagde stor Vægt paa Betydningen af de opnaaede Resultater, idet disse afgjorde det omtvistede Spørgsmaal om Tilværelsen af et Dyreliv paa store Havdybder, som langt overstege den af Edward Forbes fastsatte Grændselinie eller »Nul- linie«. Selvfølgelig kunde der nu ikke længere næres Tvivl om, at disse Dyr virkeligt vare op- hentede fra de angivne Dybder, og nogle af Dyrene, saasom Korallerne og- Bryozoerne, maatte nødvendigvis have fæstet sig paa Kabelet som ganske unge og have fuldendt deres Udvikling i den Dybde, fra hvilken de optoges. Jenkins Fund maa derfor ansees for at have leveret det første uimodsigelige Bevis for Tilstedeværelsen af fuldt udviklede Dyre-Organismer paa Havdybder, der overstige 1000 Favne. I Løbet af de sidste tyve Aar har Natur- forskernes Opmærksomhed været stærkt henvendt paa Spørgsmaalet om Livet paa Havets Bund, og den Betydning-, man tillægger Løsningen af dette Spørgsmaal, er bleven anerkjendt saavel af forskjellige europæiske Staters Regjeringer, som af de forenede Staters i Nordamerika. Det første systematiske Arbeide i denne Retning udfortes af Professor Georg Ossian Sars, der benyttede sig af den Leilighed, som han i sin Egenskab af Inspektør over Norges Fiskerier havde til at fore- tage Skrabninger indtil en Dybde af 450 Favne paa visse Strækninger af Norges Kyster og ved Lofoten. Paa den ovennævnte Dybde erholdt han ikke mindre end 42 forskjellige Dyrearter, medens der i Dybdebæltet mellem 250 og1 450 Favne fandtes 427 forskjellig-e Arter. I Aaret 1868 begyndte de Pourtales en Række af overordenligt heldige Dybvandsundersøgelser ved Hjælp af Skrabere i Forening med de regelmæssige Lod- ningsforsøg, som de forenede Stater i Nordamerika locle foretage i Golfstrømmen under Ledelse af Professor Pierce. Pourtales skrabede paa Dybder indtil 500 Favne langs en Linie mellem Florida og Cuba og erholdt Søpunge, Koraller, Krebsdyr, Orme og Bløddyr i saa betydeligt Artsantal, at denne Dybvandsfauna i Virkeligheden kunde stilles ved Siden af den rigeste amerikanske Kystfauna. Efterat Interessen for denne Del af Natur- historien var bleven vakt og havde ført til saa smukke og uventede Resultater, fortsattes Under- søgelserne med Iver og Energi. Der er siden den Tid neppe hengaaet noget Aar, uden at der er foretaget Skrabninger i Golfstrømmen af Pour- tales, Stimpson eller Andre. 11871 blev den ameri- kanske Orlogsdamper »Hassier« stillet til Louis Agassiz’s Raadighed til en videnskabelig Under-