Skildringer Af Naturvidenskaberne For Alle

205 OM LIVET PAA HAVETS BUND. 206 idet de paa disse Steder vilde kvæles af Flod- dyndet. »Challenger«- Skrubningerne have lige- ledes viist os, at en Blanding af Dynd fra Floderne eller Kysterne og af de sædvanlige Dybvands-Af- leiringer i Almindelighed er ugunstig for Udvik- lingen af en rig Fauna, og Antallet af de Dyre- grupper, der kunne trives paa en saadan Bund, er i Almindelighed meget ringe. I denne Hen- seende er der, som sagt, en betydelig Forskjel mellem Forholdene i Middelhavs-Bækkenet og’ i det atlantiske Ocean udenfor, idet de dybere lig- gende Dele af hint ere hoist uskikkede for dyrisk Liv. Derfor kunne de af Edward Forbes anstillede Iagttagelser i det Ægæiske Hav og andre Dele af Middelhavet paa ingen Maade tjene som Grund- lag for Slutninger med Hensyn til Dyrelivet i de store Verdenshave, hvor der findes en eiendom- melig Fauna paa alle de store Dybder, lige nød til 4000 Favne. Uagtet der saalecles existerer et Dyreliv over- alt paa Havets Bund, synes det dog at gjælde som almindelig Regel, at Antallet af Arter og Individer formindskes nedenfor en vis Dybde, og at ligeledes Størrelsen af Dyrene aftager med Dybden. Dette sidste Forhold finder dog kun Sted til en vis Grad, og Regelen har mange Und- tagelser. Ved de to dybeste Skrubninger, der foretoges paa Challenger-Expeditionen i Atlanter- havet, den ene paa. en Dybde 3875 Favne med Bund af graat Mudder, den anden paa 3150 Favne med rod Lerbund, erholdt man saaledes intet Andet end nogle faa Foraminiferer, og’ et Skrab paa 3000 Favnes Dybde med rod Lerbund i det stille Ocean bragte kun nogle Svampe og Alcyo- narier. Men hvor fattig og forkrympet Faunaen end er paa de aller største Dybder, ere dog Blød- dyrene, Rørormene og Søstjernerne temmelig vel repræsenterede ned til en Dybde af 2500 Favne, og paa en lidt ringere Dybde, eller omtrent 2000 Favne, finder man endnu i Verdenshavene en ret formrig Dybvandsfauna. Men som vi allerede ovenfor have antydet er Dybden ikke den eneste Faktor, der har Ind- flydelse paa eller bestemmer Dyrelivets Udblød- ning paa Havbunden. En væsenlig Rolle i saa Henseende spiller ogsaa Bundens Beskaffenhed og- andre dermed i Forbindelse staaende Forhold. Hvor Bunden bestaar af rødt Ler, optræder Dyre- livet saaledes overalt yderst sparsomt, og denne Bund er overhovedet den fattigste af alle Dybvands- Afleiringer, idet den, foruden af Foraminiferer, kun beboes af Orme og andre skalløse Dyr. Ifølge Sir Wyville Thomson »beror denne for- holdsvis store Ufrugtbarhed uden Tvivl for en stor Del paa Mangelen af Kalk, men dog1 ikke udelukkende, thi de mest øde og dyrefattige Egne i Havet ere netop de overordenlig kalkrige Steder, som strække sig ud fra de af Koraller dannede Oer og Rev. Det synes, at der i den Maade, paa hvilken Kalken optages i Globigerina-Skallerne og forener sig med organiske Stoffer, maa være Noget, som netop gjør Globigerina-Dyndet særligt skikket til at tjene som Middel for Udviklingen af høiere Livsformer; thi de høiere udviklede Dyr, som leve paa denne Bund, have altid For- døielseskanalen fuld af friske Foraminifer-Skaller, fra hvilke de efter al Sandsynlighed hente baade Materialet til Kalkdannelsen i deres Skaller og kvælstofholdige Bestanddele til deres Ernæring«. Ogsaa Temperaturen har en ikke ringe Ind- flydelse paa den særlige Beskaffenhed af Hav- bundens Dyreliv. Intetsteds er Temperaturen saa lav, at den umuliggjør ethvert som helst Dyreliv. Ved de saakaldte »arktiske« Former forstaar man dem, der fortrinsvis træffes og ere stærkest udviklede i de Have, der ligge paa en høi Brede- gr'ad. En saadan Form er f. Ex. den prægtige store Fjerstjerne fra Havet ved Grønland og- Spitsbergen. De Individer af denne Art, som ved Skrabning ere ophentede fra Dybet i Nærheden af Halifax og i den »kolde Zone« af det nordlige Atlanterhav, ere langtfra saa store som de, der forekomme mere nordligt. Paa den anden Side kan Kulden ogsaa forkrympe Faunaen og have en stærkt hæmmende Indflydelse paa Dyrelivet, saaledes at Arterne baade blive færre og mindre. Som Exempel paa dette Forhold kan anføres, at man i den samme »kolde Zone« træffer den almin- delige 12-armede Søstjerne eller Søsol (Solaster), som ved vore Kyster har en Diameter af 7—8 Tommer eller endnu mere, i en forkrympet Skik- kelse, saa at dens Diameter kun er nogle ganske faa Tommer. Det har sin store Interesse at be- mærke, i hvor høi en Grad den lave Temperatur forandrer Former, som vi have nøie Kjendskab til; thi derigjennem faa vi et Indblik i, hvorledes den samme Indflydelse, ved at virke i Aartusinder, har kunnet omdanne en saadan Form som Apio- crinus i Bradford-Leret til den lille Rhizocrinus (Fig. 1), som er saa almindeligt udbredt paa Dyb- derne i en stor Del af det Atlantiske Ocean. Apiocrinideeme opnaaede deres høieste Udvikling under Jura-Perioden, og Typper af samme Gruppe gjenfincles i Kridtet. Det er de saakaldte Bour- guetticrinus, som dog ere betydeligt mindre end Bradford-Formerne og vise mange Tegn paa en hæmmet. Udvikling, Rhizocrinus er en ganske lignende Form, men endnu mere forkrympet, hvil- ket kan antages at finde sin Forklaring deri, at den lever paa en kold Havbund, hvorimod Jura- Periodens Hav med Sikkerhed vides at have været varmere end Nutidens Atlanterhav, og det Samme