Skildringer Af Naturvidenskaberne For Alle

261 NOGLE TRÆK AF DYRELIVET UNDER OG STRAX EFTER ISTIDEN. 262 som staar i den nøieste Sammenhæng med Kli- maet og forskjellige andre ydre Forhold; dertil kommer desuden, at Pattedyrenes Tilværelse i ringere Grad end de øvrige Dyrs er afhængig af andre Dyregruppers Forekomst. Endvidere egne deres Skeletdele sig særdeles vel til at opbevares i fossil Tilstand, og Pattedyrlevninger ere som Følge deraf forholdsvis almindelige i de yngre Jordlag. Vi skulle her kun beskjæftige os med de Pattedyr-Arter, af hvilke der er fundet Lev- ninger paa de britiske Øer, i Kalkhuler samt i Flod- og andre Ferskvaiids-Afleiringer fra Istiden eller den umiddelbart derefter følgende Tid. Det langt overveiende Antal af disse Lev- ninger er udgravet i Kalkstenshuler i England og Wales. Disse Huler skylde deres Oprindelse dels, til Luftens dels ti] Vandets Indvirkning- paa Kalklagene eller Kalkbjergene, og ikke sjeldent har en lille Revne i Kalkmassen været den første Begyndelse til en saadan Grotte. Den Virksom- hed, der har fundet Sted og fremkaldt Hule- dannelsen, har for en stor Del været af rent kemisk Natur, idet kulsyreholdigt Regnvand, som har sivet gjennem Revnerne, langsomt men sikkert har opløst Kalken, indtil der tilsidst paa denne Maade er opstaaet de mest uregelmæssigt formede Hvælvinger og Tunneler. I disse Hulheder ned- drypper der uafladeligt kalkholdigt Vand fra Loftet, men saasnart det fra Sprækkerne er naaet derned, bortdunster en Del af Kulsyren, som holdt Kal- ken opløst i Vandet, og noget af denne Kalk afsætter sig derfor under Hulens Loft. Da Vandet stadigt vedbliver at sive ned, tiltager Kalkafsæt- ningen uophørligt og danner efterhaanden de smukke, halvt gjennemskinnende, istaplignende »Drypstene«, der i saa mange Grotter hænge ned fra Loftet som fantastisk formede, soileagtige Dannelser og1 kjendes under Benævnelsen »Stalak- titer«. Det Vand, der drypper ned paa Hulens Gulv, indeholder endnu en Del Kalk, som da udfældes der og til Slutningen danner et sammen- hængende Dække over Gulvet, undertiden med opstaaende Spidser, som svare til Stalaktiterne i Loftet. Et saadant Dække kalder man »Sta- lagmit «. Dersom nu Ulve eller Hyæner havde deres Tilflugtssted i en saadan Hule, vilde der være stor Sandsynlighed for, at Knoklerne af de Dyr, som havde tjent dem til Fode, og som de i dette Øieinod havde slæbt ind i Hulen, lidt efter lidt vilde hobe sig op i denne og efterhaanden be- dækkes af et Stalagmit-Lag, og det Samme vilde i de fleste Tilfælde skee med dem af Hulens Beboere, som vare døde derinde. Men Stalagmit- Laget vilde ikke være det Eneste, der vilde dække saadanne Levning-er. Ogsaa de Brudstykker af Bjergmassen, som nu og da løsnedes fra Loftet og- faldt ned paa Hulens Bund, vilde i Forening med Grus, Sand og Ler, som ved heftige Regn- skyl eller Oversvømmelser tilfældigvis førtes ind i Hulen, danne et Dække over dem. Paa denne Maade vilde der dannes et nyt Gulv i Hulen, under hvilket Levninger af Rovdyrene og deres Bytte laa skjulte. Og nu begyndte der maaskee en ny Periode i Hulens Historie. De vilde Men- nesker benyttede den som Bolig, og Jægerne slæbte det fældede Vildt derned. Levninger heraf og af andre Fødemidler bleve nu, sammen med de Redskaber af Ben eller Sten, der bortkastedes som ubrugelige eller tilfældigt tabtes derinde, bedækkede af et nyt Stalagmit- og Jordlag paa samme Maade som nys fremstillet. Tilsidst blev Hulen maaskee forladt af Menneskene og- toges paany i Besiddelse af vilde Dyr, indtil den ende- ligt, som Følge af, at Gulvet stadigt tiltog i Tykkelse ved Afsætningen af nye Lag ovenpaa de ældre, blev saa lille, at Gulvet næsten berørte Loftet, og at den kun kunde tjene som Tilflugts- sted for mindre Dyr som Ræve eller Kaniner. Som Bevis paa, at slige Huler virkeligt ikke sjeldent have været beboede af disse forskjellige Dyr, anføre vi følgende Meddelelse. Medens nogle Arbeidere i Aaret 1821 vare beskjæftigede i et Kalkstensbrud ved Kirkdale i Yorkshire, traf de paa en Hule, hvis Munding havde været skjult af Stene, Jord o. s. v. I denne Hule opdagedes der en betydelig Mængde af sonder- brudte Knokler og Tænder. Nogle af dem vare bedre konserverede end andre, men de fleste fore- kom dog kun som Brudstykker, og de Mærker, som fandtes paa deres Overflade, viste tydeligt, at Knoklerne vare bievne gnavede og knuste af store, kjødædende Dyr. Imellem Knoklerne fore- kom desuden en Mængde smaa Klumper eller Boller, som ved nærmere Eftersyn viste sig at være Exkrementer af Dyr, som fortrinsvis havde næret sig af andre Dyr. En omhyggelig Under- søgelse af det meget store Antal Knokler viste, at største Delen af de ophobede Levninger hid- rørte fra en Hyæne-Art, der havde havt en langt betydeligere Størrelse end nogen nulevende Art, saa at altsaa Kirkdale-Hulen utvivlsomt i sin Tid havde tjent som Opholdssted for kjødædende Dyr, navnlig Hyæner, og at disse havde slæbt Dele af deres Bytte ind i Hulens morke Skjulesteder. I Drypstens-Bunden fandtes der spredt, ligesom omkring et Hundehus, en stor Mængde Knokler af andre Dyr, blandt hvilke flere tilhørte nu ud- døde Arter, medens andre vare af Dyr, som ogsaa i vor Tid leve, men ikke længere forekomme paa de britiske øer, og omtrent Halvdelen tilhørte Former, som udgjøre en Del af Storbritanniens 17*