Skildringer Af Naturvidenskaberne For Alle

289 SMAGEN. 290 eller de Muskler, som bevæge Oinene, andre bringe Hjernen Meddelelser om Ansigtshudens og Sandseorganernes Forhold, og atter andre sende Grene til saa fjerntliggende Organer som Hjer- tet, Lungerne og Maven. De store Nerver, som udgaa fra Rygmarven, de saa kaldte »spinale« Nerver, afgive altid to Slags Grene, af hvilke den ene Slags forer de Indtryk, som træffe de- res Endeorganer, til Rygmarven og derfra til Hjbrnen, hvorimod den anden Slags saa at sige tjene som Overbringere af Hjernens Befalinger til Legemets forskjellige Muskler. Den første af disse Slags Nerver kalder man »sensitive« eller Følenerver, de andre »motoriske« eller Be- vægelsesnerver. Fig. 4. Det 5te Nervepar. En planmæssig Undersøgelse af de Nerver, som udgaa fra en eller anden Del af selve Hjer- nen, vil vise os, at de fleste af dem kun have et enkelt bestemt Arbeide at udføre. Den første Nerve gaar til Lugteorganet og fungerer saale- des som Lugtenerve; den anden gaar til Øiet og forgrener sig paa dettes Nethinde (retina), hvor der findes nogle mærkelige Endeorganer, som muliggjøre Lysfornemmelserne. Tredie, fjerde, sjette og syvende Nervepar ere dels udelukkende, dels overveiende Bevægelsesnerver for Oiets og Ansigtets Muskler. Det ottende Nervepar gaar til Oret, som Hørenerver. Idet vi forbigaa de øvrige, med Undtagelse af femte og- niende, skulle vi, særligt hvad det femte angaar, dvæle lidt ved disse to sidstnævnte og i Korthed gjore Rede for nogle Enkeltheder, som ere nødvendige for Be- svarelsen af det Sporgsmaal, med hvilket vi her beskjæftige os. Sir Charles Bell, hvem vi skylde vor Kund- skab om Forskjellen mellem sensitive og moto- riske Nerver, har paa en heldig Maade angivet den femte Hjernenerves Betydning, idet han har kaldt den »Hjernens spinale Nerve«, hvorved han har villet betegne, at denne Hjernenerve har to Grene, en sensitiv og en motorisk. Den største Gren, som er Følenerve, har lige som Spinal- nervenies sensitive Rødder et »Ganglion« nær ved Roden, og det er denne Gren, som danner Følenerven for Ansigtet, en stor Del af Mun- dens Slimhinde og Tungen. Man har ogsaa an- taget, at denne Nerve fungerer som Smagsnerve for den forreste Del af Tungen, men Meningerne om dette Punkt ere delte. Derimod er det sik- kert, at femte Nerve g-jennem sin nederste, mo- toriske Gren forsyner de ved Tygningen virk- somme Muskler med Nerver, saa at den altsaa ikke blot har Betydning som Følenerve og mulig- vis ogsaa som Smagsnerve, men tillige spiller en stor Rolle for Tygningen. Hvis den femte Nerve, saaledes som Nogle have antaget, er en virkelig Smagsnerve, saa er det dog i ethvert Tilfælde ikke den eneste, thi en anden af de fra Hjernen udgaaende Nerver, den niende, har en uomtvistet og stor Betydning som Smagsnerve. Idet vi forøvrigt see bort fra den Uenig- hed, der for Tiden hersker mellem Fysiologerne angaaende de forskjellige Nervers Betydning for Smagssandsen, kunne vi allerede af det oven for Anførte uddrage den Slutning, at den nævnte Sands er væsenligt adskilt fra de tre andre Sand- ser — Lugten, Synet og Hørelsen — der- ved, at den ikke har nogen enkelt, udelukkende i dens Tjeneste staaende Nerve. Med andre Ord: vi kunne ikke tale om en Smagsnerve i samme Forstand som vi tale om en Synsnerve, en Lugte- nerve eller en Hørenerve. Det kan betragtes som unødvendigt at gaa nærmere ind paa en Undersøgelse af niende Nervepars Forløb og Forgreninger. Nervens Ud- bredelse angives tilstrækkeligt af dens Navn, Nervus »glosso-pliaryngeusv‘, der er sammensat af de græske Ord >• glossar (Tunge) og »pharynx«, der betegner den bageste Del af Mundhulen. For vort (Herned er det tilstrækkeligt at vide, at de Grene af denne Nerve, som g'aa til Tungens Smagsorganer, kun strække sig til Tungens ba- geste Partier. Ved Studiet af Smagsredskabernes Organi- sation og Virkemaade frembyder der sig1, som allerede omtalt i Indledningen til denne Artikel, betydelige Vanskeligheder. Blandt disse kan saa- ledes nævnes den, der opstaar ved at Smag og 19