Skildringer Af Naturvidenskaberne For Alle

291 SMAGEN. 292 Lug't ofte forvexles, saa at man hyppigt ikke er i Stand til at skjelne mellem disse to forskj el- lige Slags Fornemmelser. Mange af os have vistnok gjort den Erfaring-, at dette eller hint, under almindelige Forhold meget ilde smagende Lægemiddel synes at have tabt sin Smag, eller at denne i alt Fald er bleven langt mindre ube- hagelig, naar vi tage det, medens vi lide af en stærk Snue. Det er ogsaa et gammelt og al- mindeligt anvendt Raad, naar man skal tage Me- dicin, som har en modbydelig Smag, at klemme Næsen sammen med Fingrene, indtil man har sunket Skefulden. Ogsaa Følelses-Indtryk kunne virke forstyrrende ved Studiet af Smagsfornem- melserne; men ikke desto mindre kan man dog bestemt skjelne mellem fire forskjellige Slags Smag, nemlig bitter, sur, sød og salt. Professor Schiff har ogsaa fremhævet, at disse Benævnel- ser egenligt ere de eneste, ved hvilke man i Vir- keligheden kan betegne de forskjellige Stoffers Smag. Den nævnte fremragende Fysiolog har paavist, at det, som vi kalde olieagtig eller fed Smag, egenligt kun er at betragte som en blan- det Fornemmelse, sammensat paa den ene Side af en Følelse af formindsket Gnidning mellem Tungen og den haarde Gane og paa den anden Side af en Fornemmelse af Fedtets specifike Lugt. Som Støtte for denne Paastand anfører han exempelvis, at Mennesker, som ere saa hel- dige ikke at kunne mærke Lugten af Bæverolie, heller ikke ere i Stand til at mærke nogen Smag derved, og han minder endvidere om Rombergs Iagttagelser, ifølge hvilke de Mennesker, som have mistet Lugteevnen, eller hos hvem denne kun er svagt udviklet, ikke kunne mærke nogen Smag hos andre Stoffer end de rent bittre, sure, søde eller salte. Forvexlingen af Lugt- og Smagsfornemmel- ser er saa almindelig, at mangfoldige Stoffer, som i Virkeligheden slet ikke have nogen Smag-, men derimod en stærk Lugt, i det daglige Liv betragtes som Stoffer, der netop udmærke sig ved en stærk og gjennemtrængende Smag. Dette er f. Ex. Tilfældet med Vanille, Hvidløg og- Dy- velsdrik, og disse Stoffers behagelige eller mod- bydelige saa kaldte Smag betinges af deres Ind- virken — ikke paa Smagsorganerne, men paa Lugteorganerne. Trods Aluligheden af en saa- dan Forvexling af Smags- og Lugtfornemmelser og trods den inderlige Samvirken, som finder Sted mellem Lugte- og Smagssandsen — en Sam- virke», som bestaar deri, at smagende Stoffer ofte samtidigt indvirke paa Lugte- og Smags- nerverne — kunne dog Smagsorganerne arbeide aldeles selvstændigt, uafhængige af Lugteorga- nerne. En Iagttagelse, som omtrent i Midten af indeværende Aarhundrede er gjort af en ameri- kansk Læge afgiver et godt Exempel til at be- lyse Ovenstaaende. Dr. Hutchinson iagttog nem- lig-, at en Neger, som fuldstændigt havde mistet Lugteevnen, opfattede smagende, aldeles lugtfrie Stoffer paa en fuldkommen normal Maade, et Forhold, som tydeligt viser Smagssansens Uaf- hængighed af Lugtesandsen. Adskillige Fysiologer have gjennem omhyg- gelige Undersøgelser forsøgt at komme nærmere paa det Rene med, hvilke Dele af Tungen der fortrinsvis maa betragtes som Sædet for Smags- fornemmelserne; men de store Vanskeligheder, der ere forbundne med saadanne Undersøgelser, have hidtil gjort det umuligt at erholde en fuld- stændig tilfredsstillende Løsning af Spørgsmaa- let. Man har fundet, at Tungens Overside er modtagelig for Smags-Indtryk i sin bageste Tredie- del, saaledes i Partiet omkring de voldomgivne Papiller, og fremdeles, at der i dens Rand findes et smalt Baand med Organer, der ligeledes have Smagsevne. Tungen er imidlertid, om end den vigtigste, saa dog ikke den eneste Del af Mund- hulen, der forsynes med Grene af Smagsnerverne. Den bløde Gane og de forreste Ganebuer ere ogsaa modtagelige for saadanne Indtryk, men hvor vidt det Samme gjælder for den haarde Ga- nes Vedkommende, er endnu ikke ganske oplyst. Vor Kundskab angaaende hele dette Spørgsmaal er endnu forholdsvis ringe, men dette hidrører for en stor Del fra en Omstændighed, som det synes at være meget vanskeligt at faa Bugt med, idet nemlig ethvert Stof, som skal fremkalde en Smagsfornemmelse, maa befinde sig i opløst Til- stand, og i denne er det naturligvis vanskeligt at hindre det i at brede sig over en større Flade. Ikke desto mindre har man dog troet at kunne vise, at søde Stoffer lettest smages (opfattes) med Spidsen, sure med Randen og bittre med Roden af Tungen. Ved Anvendelsen af elektriske Strømme har man naaet til ret betydningsfulde Resultater an- gaaende de lier omhandlede Forhold. Naar vi med Haanden tage fat i den ene Ende af en Metaltraad, der staar i Forbindelse med et gal- vanisk Batteri, og holde den anden Pol paa Tungen, saa opstaar der øieblikkeligt en Smags- fornemmelse. Dersom det er den saa kaldte po- sitive Pol, der holdes paa Tungen, mærke vi en sur Smag, men med den negative Pol paa Tun- gen bliver Smagen hidagtig-. Denne Iagttagelse har man tidligere søgt at forklare ved den elek- triske Strøms sønderdelende Virkning paa Sal- tene i Spyttet, men der er større Sandsynlighed for, at Smagsfornemmelsen i dette Tilfælde hid- rører fra den elektriske Strøms Indvirkning paa