Skildringer Af Naturvidenskaberne For Alle

293 PLANTERIGETS DVÆRGE. 294 selve Smagsnerverne. Varmegrader, som ere be- tydeligt lavere eller høiere end Legemets, svække eller ophæve Smagsfornemmelserne, og den i vore Dage almindelige Skik at lægge Is i bil- lige slette Vine, maa fra et fysiologisk Syns- punkt betragtes som noget aldeles Rigtigt og Rationelt og som et praktisk, om end ubevidst Vidnesbyrd om, at det forholder sig som vi have sagt. Om Smagsorganernes Bygning hos Dyrene kunne vi fatte os i Korthed. Hos visse Hav- Orme har man fundet bægerformige Organer, spredte over de forreste Dele af Le'gemet, og uagtet disse saaledes ikke ere indskrænkede til Mundhulen, har man dog ment at maatte be- tragte dem som Smagsorganer. Hos flere andre Dyr, navnlig hos Fiskene, findes der i Huden bægerformige Organer, som de fleste Anatomer ere enige i at tilskrive en høiere Opgave end den blot at være Taleorganer. Om Smagsred- skabernes Bygning hos Insekterne vide vi kun meget Lidt med Sikkerhed, uagtet vore daglige Iagttagelser synes at vidne om, at den paagjæl- dende Sands maa være stærkt udviklet lios disse Dyr. De tynde, traadformige Papiller paa Menne- skets Tunge gjenfindes under forskjellige Modi- fikationer hos mange Dyr. De ere betydeligt større hos Hunden, der benytter dem, naar den slikker Knokler, og hos Kattene have de naaet en meget betydelig Udvikling1, fornemmelig hos de større Arter som Loven, hvor de ere af en saadan Styrke, at dette Dyr, som Carpenter siger, med et eneste Dragfaf Tungen kan slide Huden af vor Krop. (Frit oversat af Udg.) PLANTERIGETS DVÆRGE. AF TH. M. FRIES. 1 Jet er ikke ualmindeligt, at Mennesker, som ville angive de største og de mindste For- mer indenfor Planteriget, nævne »den største Eg og det mindste Græsstraa«, og skal man domme efter Ordene i det gamle Testamente, saa liar den vise Salomos Indsigt i Botaniken neppe væ- ret større, naar han taler om Træerne lige fra Cederen, som er i Libanon, indtil Isop, som vo- xer ud af Væggen«. Hvor prægtige og store end Cederen og Egen kunne være, saa ere de dog smaa og uanseelige i Sammenligning med Ny Hollands og Tasmaniens Gummitræer (Euca- lyplus) og med Kaliforniens Mammut-Cypresser (Sequoia). Af de førstnævnte har man truffet Exemplarer af 400 Fods Høide, og om de nævnte Cypressers vældige Tykkelse kan man gjøre sig en Forestilling1 ved at høre, at den afskallede og atter i sin naturlige Stilling sammenføiede Bark af et saadant Træ dannede et Værelse, der Paa engang rummede 140 Børn— om der end derved blev lidt knap Plads i dette Barnekam- mer. Hvad Høiden angaar, da kjender man Exemplarer, der have naaet indtil 450 Fod, alt- saa en Høide, der omtrent svarer til otte fem- Etages Huse oven paa hverandre. Naar saaledes Egen og Cederen slet ikke kunne komme i Betragtning, hvor Talen er om Planterigets Kæmper, saa gaar det dog endnu mindre an i vore Dage at nævne Græs og Isop som Repræsentanter for de mindste Planter. De maa langt snare betragtes som Kolosser i Sam- menligning med de fleste Mosser og Lavar- ter, ikke at tale om den talløse Skare af lavere Svampeformer, som findes paa Træer- nes Bark, paa visnende Blade og Stængler m. m., og som for det ubevæbnede øie vise sig som smaa Pletter, Striber eller Prikker af for- skjellig Farve. Men selv saadanne Planteformer kunne prale af en Ærefrygt indgydende Storrelse, naar de sammenlignes med hele denne, tidligere 19*