Skildringer Af Naturvidenskaberne For Alle

323 PLANTERIGETS DVÆRGE. 324 Ogsaa disse smaa Planter kunne fremkalde Sygdomme hos Mennesker og- Dyr, og efter at vi først have faaet Kundskab om saadanne Syg- dommes Oprindelse, vil Ingen af os undres over, at de kunne opstaa ganske uformodet og, som det kunde synes, uden den ringeste Anledning. Selve de paagjældende Svampe ere mikroskopi- ske Planter, men hvor ufatteligt ringe Størrelse maa da ikke deres Sporer have, og hvor let maa de ikke kunne føres omkring selv med de sva- geste Luftstrømninger. Naar vi undersøge den Luft, som vi indaande, og det deri forekommende Støv, da vilde vi finde den opfyldt med. Svampe- sporer, især af de saa kaldte Skimmelsvampe. Med hvert Aandedrag indsuge vi saadanne Spo- rer i Snesevis, maaskee i Hundredevis, og- det er vor Lykke, at det langt overveiende Flertal af disse Sporer tilhører Arter, som ere ganske uskadelige. Deres yderst ringe Størrelse og be- tydelige Lethed gjør det muligt for dem at trænge ind gjennem de aller fineste Aabninger, og hvor som helst de træffe et passende Stof, spire de strax. Det er derfor intet Under, at vore Hus- modre ansee Skimmelsvampene for nogle af de- res værste Fjender, eller at man har kunnet føle sig fristet til at betragte disse Svampe som »allesteds nærværende«. Et maa vi dog i et- hvert Tilfælde paa det bestemteste fastholde: Uden Frø (dette Udtryk taget i videste For- stand) ingen Plante, end ikke den aller ube- tydeligste. Livet opstaar aldrig af det Døde — dette er en Troes-Artikel, som allerede Linné udtalte i sin ofte gjentagne Læresætning: »Omne vivum ex ovov (Alt Levende kommer af Æg eller Frø) — og vor Tids omhyggelige Undersøgelser have Dag for Dag godtgjort Sandheden deraf. Vi gaa altsaa nu over til de mindste afalle hidtil kjendte Planter, de saa kaldte Bakterier, om hvis egenlige Natur Videnskabsmændene længe have været uenige, idet Nogle (bl. A. Pasteur) ansaae dem for at være Dyr, medens Andre be- tragtede dem som Planter og atter Andre som Repræsentanter for et særskilt Rige, der laa paa Grændsen mellem — eller nedenfor — Dyre- riget og Planteriget. Nu ere dog de fleste Na- turforskere enige i at erkjende dem som Plan- ter, og som saadanne maa de, da de ganske savne Bladgrønt, henføres til Svampene. Som fælles Charakter for dem alle kan anføres, at ethvert Bakterie-Individ bestaar af en eneste lille Celle, der er fyldt med en kvælstofholdig, farve- løs — eller i alt Fald ikke grøn — Slim, og- at de hurtigt formere sig ved Tværdeling, hvor- hos i det mindste adskillige af dem udvikle en Slags Sporer inde i deres lille Legeme. Formen er forøvrigt meget forskjellig, og man inddeler dem efter denne i Kugle-, Stav-, Traad- og Skrue- Bakterier. De først nævnte ere de mindste, de sidst nævnt (Fig. 15) de største. Stav-, Traad- og Skrue-Bakterierne vise ofte under Mikroskopet en meget tydelig Bevægelse, men hvor vidt denne kan tilskrives de fine Svingtraade (Fimrehaar), som man hos mange af dem har iagttaget i den ene eller begge Ender af Cellelegemet, og som sandsynligvis forekomme hos de fleste Former, er endnu meget tvivlsomt. Hvad Størrelsen an- gaar, er denne saa ringe, at der af den største af alle hidtil kjendte Arter, Kæmpen blandt Bak- terierne, behøves 900—1200 Stykker ved Siden af hverandre for at danne en Række af en Tom- mes Længde; af andre Arter vilde der hertil medgaa 60,000—80,000 Stykker, og de aller- mindste ere saa smaa, at man hidtil ikke har været i Stand til at angive deres Maal. Ved en Forstørrelse af 3,000 Gange (en Forstørrelse, ved hvilken et Menneske vilde vise sig flere Tu- Fig. 15. Skrue-Bakterier (Spirillum sanguineum). sinde Fod høiere end Mont blåne) sees disse ufatteligt smaa Væsener kun som en Prik. I de senere Aar have disse Planterigets allermindste Puslinger været Gjenstand for Natur- forskernes ivrigste og omhyggeligste Undersøgel- ser. Men hvad i al Verden kan det da gavne — tænker maaskee En og Anden —, at man anstræuger sine øine og spilder sin Tid med at finde Rede i disse Smaatingesters Livshistorie? Det er ikke vanskeligt at give Svaret paa et saa- dant Spørgsmaal, og naar vi i det Følgende have gjort det, vil neppe Nogen af vore Læsere i Fremtiden betragte Bakterierne med fornem Lige- gyldighed, snarere med Interesse — maaskee og- saa med Frygt og Bæven. Der er neppe nogen Husmoder, som ikke mangfoldige Gange — og især om Sommeren — har gjort den ubehagelige Erfaring, at Kjød, Fisk og andre Fødevarer have begyndt at raadne, at Oliet, Mælken eller Suppen ere bievne sure, at Æggene ére bievne mugne o. s. v., ikke at