Skildringer Af Naturvidenskaberne For Alle

337 ( KILDER OG FLODER. 338 tilfortes Churn og igjennem denne atter Themsen. Man fandt, at selve Kilderne leverede 11 Kubik- fod Vand i Minutet. V24 Mil længere nede undersøgtes Bækken, og man fandt, at der paa dette Sted passerede 32 Kubikfod Vand i hvert Minut. 1/c Mil fra Udspringet beløb Vandmassen i samme Tidsrum sig til 76 Kubikfod. Vi kunne heraf slutte, at det ikke alene er det oprindelige Kildespring, der forsyner Floden med Vand, men at dette tillige kommer andetsteds fra. En Mil fra Kilderne udgjorde Vandmassen ikke mindre end 337 Kubikfod i Minutet, saa at der altsaa havde fundet en betydelig- Forøgelse Sted, og Bækken var voxet til en Aa. Men længere nede fandt man, at Vandmængden begyndte at aftage, og i en Afstand af omtrent 21/2 Mil fra Ud- springet passerede der kun 10 Kubikfod i Minutet, altsaa mindre end der kom fra selve Kilderne. Dette kan kun forklares ved Tilstedeværelsen af visse Forhold, der kræve nogen Opmærksomhed. Paa den første Strækning fra Kilderne bestaar Bunden af Lerlag-, gjennem hvilke Vandet ikke kan trænge; men derefter følger en Strækning-, paa hvilken Bunden dannes af en Bjergart, den saakaldte Oolith (Ærtesten eller Rognsten), der er fuld af Hulheder, gjennem hvilke Vandet løber bort i Stedet for at flyde hen derover. Flodleier, hvis Bund, saaledes som paa det forste Stykke af Churn, bestaar af Ler, kaldes uigennem- trængelige, fordi Vandet ei kan sive derigjennem, hvorimod løse eller porøse Dannelser, som Kalk- sten, Kridt, Grus, Sand og lignende, kaldes gjen- nemtrængelige. Vi maa lægge Mærke til disse Udtryk, thi mange vigtige Forhold, som have med Floder at g) øre, bero paa de forskj ellige Jordlags Beskaffenhed og indbyrdes Beliggenhed i Flodleierne og Dalstrøgene. Hvorledes kunde Vandmængden forøges, da Floden lob over de uigennemtrængelige Lerlag1? Dels naturligvis derved, at den modtog Tillob af Overfladevand, men dels ogsaa derved, at Regn- vandet, som faldt paa de omliggende Landstræk- ninger, sank gjennem de øverste løsere eller porose Jordlag, indtil det naaede ned til Lerlaget, langs hvis Overflade det da rislede hen til Floden, som havde skaaret sig ned i Leret og altsaa laa dybere end dettes Overflade. Paa det Sted, hvor denne træder frem ved Flodbredden, vil man derfor finde en Mængde Smaakilder, som løbe ned ad Brinken og optages af Floden. Det følger af sig- selv, at disse Smaakilder ogsaa kunne give Vand, selv 0111 det i længere Tid ikke har regnet, thi Vandet fra det omliggende Terræn maa na- turligvis have Tid til at synke i Jorden og naa hen til Floden. Længere nede ad Floden siver Regnvandet ned i de porøse Lag, men disse strække sig dybere ned end Flodbunden, og Vandet kan saaledes ikke optages af Floden, hvis Vandmængde derfor ikke forøges paa denne Stræk- ning. 1 flere Egne ere de øverste Jordlag i den Grad g-jennenitræiig-elige for Vandet, at der ikke kan findes Floder af nogen betydelig Størrelse. Vi see altsaa nu, at en Flods almindelige Vand- masse ikke alene skriver sig- fra de Kilder, der danne dens oprindelige Udspring, men ogsaa fra Kilder, »ler strømme til den langs hele dens Lob paa alle saadanne Steder, hvor uigjennemtrængelige Lag bedækkes af gjennemtrængelige saaledes, at Grændsen imellem disse og hine ligger hoiere end Flodens Bund. Dersom en Flod helt og holdent løb gjennem Bjergland med nogne Klipper af en haard og tæt Stenart uden Revner eller Hulheder, da vilde den i Regntiden danne en brusende Strøm, men i den tørre Tid af Aaret derimod kun betegnes ved en vandlos Rende. Og paa den anden Side, dersom en Flod lober gjennem en Egn, hvor Jord- bunden er meget gjennemtrængelig for Vandet og har en porøs Bjergart som Underlag, saa kan Floden ikke føre alt sit Vand med til Udløbet. Ja, dersom de nævnte Forhold ere særdeles stærkt udprægede, kan en saadan Flod endogsaa fuld- stændigt forsvinde, synke i Jorden. Som Exem- pler herpaa kunne vi anføre de Floder, som ud- springe paa den sydlige Side af Atlasbjergene i Nordafrika og derpaa lobe mod Syd for tilsidst ganske at forsvinde i Saharas mægtige Sand lag. For at forstaa den Sammenhæng, der Huder Sted mellem Kilderne og den stadige Vandmængde i en Flod samt dennes stærke Opsvulmen efter en betydelig Nedbor, er det nødvendigt at tage Hensyn til Summen af det Regnvand, som op- tages i Floden, og til hvorvidt Floden kan siges at. tørlægge sit Vandomraade. Den Regnmængde, som falder Dag efter Dag, kan beregnes gjennem Maaling af den Vandmasse, som opsamles i en saakaldet Regnmaaler, og man kan derefter tale om, at der paa dette eller hint Sted falder saa og saa. mange Tommer Regn i Løbet af et Aar. Paa forskjellige Punkter indenfor et Vandomraade ere Beg’nmaalere opstillede, og Erfaringen vil da vise, at Regnmængden ikke er ens overalt paa dette Omraade, men efterat have fortsat Iagt- tagelserne i en Række af Aar, vil man ved Hjælp af hele det saaledes indsamlede Materiale kunne beregne Gjennemsnitshøiden af den paa det paa- gjældende Omraade i Løbet af ét Aar faldne Regnmængde, og denne udtrykker man da i Tommer. I Høilandet omkring den øverste Del af Themsdalen beløber den aarlige Regnmængde sig saaledes til omtrent 30 Tommer, i Egnen omkring Oxford udgjor den derimod kun c. 24 22