Skildringer Af Naturvidenskaberne For Alle

381 HVILKEN NYTTE HAVE PLANTEKNE AF DEKES RØDDER? 382 sletter er Varmen overordenlig stærk, og i den største Del af Aaret falder der ingen Regn og kun en ubetydelig Smule Dug. Jordbunden er som Folge heraf ufrugtbar, ophedet og tør til en Dybde af nogle Tommer under Overfladen, men Moqui-Indianerne gjøre ikke desto mindre en god M aishøst ved at lægge Maiskornene om- trent en Fod dybt i Jorden. Dernede er denne nemlig uden for Solstraalernes Indflydelse, og naar den spæde Rodspire bryder frem af Kornet, bliver den ikke hentørret, men finder i Jorden tilstrække- lig Føde, som tilmed har en saa lav Temperatur, at den, ved at fordeles til Plantens øvrige Dele, kan sætte disse i Stand til at udholde Solens brændende Straaler. Planten er altsaa fæstet ved sine Rødder i Jorden for at drage Næring- af denne. Alle de unge, spæde Dele af Roden ere beskjæltigede med at opsuge Foden, og denne deres Virksom- hed standser først, naar deres Overflade ved Dannelsen af et Korklag eller paa anden Maade bliver uigjennemtrængelig for Fugtigheden i Jorden. Det synes dog, at Rodhaarene spille den vig- tigste Rolle ved Opsugningen af Plantens flydende Næringsstoffer; dette kunne vi bl. A. see deraf, at disse Haar falde af, efterhaanden som Yder- cellernes Vægge blive fortykkede, saa at de ei kunne optage Føde, medens der samtidigt ud- skyder nye Haar paa de nydannede, tyndhudede Roddele. Den Fode, som en Plante tager til sig, maa være enton flydende eller luftformig; faste Le- gemer kunne ikke trænge ind igjennem de tynde Cellevægge. Opløser man i et Glas Vand nogle af de Stoffer, som udgjøre en Plantes Næring, og farver derefter denne Vædske med lidt Krudt, kan man dermed foretage et ret oplysende For- søg. En Plante kan nemlig, idetmindste en Tid lang, leve og voxe, ja undertiden endog' udvikle Blomster og sætte Frugt, naar den sættes i denne — om man saa tor sige — flydende Jord- bund. Endogsaa store Maisplanter har man paa denne Maade faaet til at voxe og udvikle Frugter. Tager man senere Planten ud af Vandet og undersøger hvad der er blevet tilbage al den til- lavede Vædske, saa finder man, at Planten har optaget en Del af de i Vandet opløste Stofler, men derimod intet af de uoploste. Saaledes har den f. Ex. vraget do Smaapartikler af Kul, som fandtes i Krudtet, og som Vandet ikke har kunnet oplose, idet de kun ere blevne udslemmede i Vandet og have farvet det. Endvidere kan man gjøre den ikke mindre vigtige Iagttagelse, at Planten ikke har optaget alle de i Vandet op- løste Bestanddele eller har tilegnet sig lige store Mængder af de forskjellige optagne Stoffer. Et af disse har den optaget med Graadighed, saa at der næsten Intet er tilbage deraf i Vandet, et andet har den opsuget i ringe Mængde, af et tredie har den kun tilegnet sig et saa ubetyde- ligt Kvantum, at det neppe er til at mærke, og et fjerde har den ladet aldeles urørt. Havde man sat en anden Plante i den samme Oplosning, vilde Resultatet være blevet et andet. Ligesom i det første Tilfælde vilde der ikke være blevet optaget den allermindste Smule af nogen fast Bestanddel, men derimod vilde Planten have ind- suget de oploste Stoffer i et andet Forhold. Det er ikke umuligt, at de Stoffer, som bleve for- smaaede af den forste Plante, vilde være blevne fortærede med Begjærlighed eller i alt Fald del- vis optagne af den anden Plante, eller at de Bestanddele, som ved det første Forsøg opsugedes i saa ringe Mængde, at det næsten ikke kunde mærkes, vilde være blevne tilegnede af den anden Plante efter en langt større Maalestok. Alt dette beviser nu, at Rodelerne, til Plantens eget Gavn, besidde en vis Evne til at vælge Næringsstoffer, eller med andre Ord, at ikke alle Planter tilegne sig de samme Stoffer, og at Roden næsten synes at have en Slags instinktmæssig Følelse af, hvilke Næringsmidler der egne sig bedst for den paa- gjældende Plante. Der er imidlertid en Omstæn- dighed, som lægger Hindringer i Veien for An- tagelsen af denne sidste, iøvrigt saa tiltalende Hypothese om Røddernes instinktmæssige Evne til at skjelne mellem Godt og Ondt, nemlig den, at Rødderne kunne opsuge Giftstoffer, som dræbe Planten. Hertil kunde man dog maaskee indvende, at don Slags Giftstoffer forst lamme eller til- intetgjøre det fine Rodvæv, saa at den omtalte Evne forsvinder. Hvorledes dette nu end forholder sig, kan der ikke være nogen Tvivl om, at Rødderne ere i Stand til at vælge Næringsstoffer. Det er netop paa denne Egenskab hos Roden, at Land- bruget og dets Lære væsenligt ere baserede; der- paa beror hele Læren om Vexeldriften, og alle de Klageraab, som Forpagterne saa ofte istemme, fordi det ifølge deres Kontrakter er dem forbudt at dyrke 'Hvede to Aar itræk paa samme Mark, at føre Halm, Hø, Rodfrugter og lignende Foderstoffer bort fra Eiendommen for at sælges, vidne kun om Ukyndigh'ed. Meningen med alle saadanne Bestem- melser er, at Jorden ikke skal udpines, men at Avls- brugeren skal tvinges til at føre de for Planternes Ernæring nødvendige Stoffer, som han under Høsten har berøvet Jorden, tilbage til Markerne i Skik- kelse af Gjedning. Det Fornuftmæssige i Vexol- drifteu er let at forstaa ved Hjælp af et Exempel: En Landmand, som ikke uden at anvende Gjod- ning kan have en god Kartoffelhøst to Aar itræk