Skildringer Af Naturvidenskaberne For Alle

393 VASKESVAMPEN. 394 VA SKE S VAMPEN. AF J. MURIE. Uagtet Vaskesvampen er en G-jenstand, som spiller en saa stor Rolle i det daglige Liv, er der dog forholdsvis kun faa Mennesker, som have et rigtigt Begreb om, hvad den i Virkeligheden er. Af Konversationslexika kunne vi vel faa at vide, at den er »et blødt, porøst Legeme med Evne til at opsuge Vand«, men dette er Egen- skaber, som ere fælles for mangfoldige Ting; et Stykke Trækpapir kunde saaledes ifølge denne Forklaring med samme Bot kaldes en Svamp. End ikke i de dannede Samfundsklasser træffer man Mange, der ere paa det Reno med Svam- pens sande Natur. Den gængse Forestilling- at Svampe ere Vandplanter, eller at do paa en eller anden Maacle tilhøre Havets Planteverden, liar sin Grund i deres Udseende, Farve og plante- agtige Bygning samt i den almindeligt bekjendte Omstændighed, at de ere optagne fra Havbunden. Naar man fremdeles i Museer eller i Boutiks- vinduer saa hyppigt seer dem fastheftede til mindre Stene eller Sligt lige som ved en Stilk eller Rod, kan man ikke undre sig over, at de i Al- mindelighed blive ansete for Planter. Dot er derfor ogsaa forstaaeligt, at Naturforskere, endog saadanne, som have gjort Svampene til særlig Gjenstand for deres Studium, endnu for et ikke meget langt Tidsrum tilbage, have kunnet været uenige om deres virkelige Natur. Nogle vikle g'jøro dem til Planter, Andre til lavt staaende Dyr, og i det naturvidenskabelige System fik de der- for skiftevis Plads i Zoologien og i Botaniken. Ja, man gik endnu videre; en tydsk Lærd fik den Idee at inordne dem sammen med forskjol- Hg’e andre lavt staaende Organismer i en særskilt Gruppe midt imellem Planter og Dyr. Nu skulde nian have troet, at Sagen var bleven bragt paa det Rene, men dette var saa langt fra at være Tilfældet, at der tvært imod kun opstod ny For- virring. Man begyndte at fæste sin Opmærk- somhed paa visse Ejendommeligheder ved Svam- penes Udvikling, og vildledt heraf gav man Fan- tasien slappere og1 slappere Tøiler. Lad os tage en Svamp for os og betragte den. Vi kunne jo let faa den, livad enten vi tag-o den fra vort Vaskebord eller kjobe den hos Urtekræmmeren. Jo større Exemplaret er, desto bedre vil det være for vor Undersøgelse. Vi see nu strax, at Farven vexler en Del, fra Lysegult til Mørkebrunt, men det maa dog bemærkes, at kunstigt blegede Svampe ofte forekomme i Han- delen, saa at det undertiden kan være vanskeligt nok at erholde Exemplarer, som ikke ved Hjælp af Saltsyre eller andre kemiske Midler ere be- røvede deres naturlige Farve. De fineste Sorter af den bekjendte »tyrkiske Svamp« ere bløde og- floielsagtige at føle paa; de ere meget elastiske, saa at de, natir man har trykket dem sammen i Haanden og derpaa giver slip, strax autage deres oprindelige Form paany; de 'ere endvidere meget lette. Lægger man en lille Stump af en saadan Svamp paa Tungen, sporer man ingen bestemt Smag-, men tygger man paa den, føles den som et traadet, ujevnt Legeme, der knittrer mellem Tænderne paa Grund al Sandet og- de andre fremmede Bestanddele, som dot indeholder. Naar man kaster den i Vand, flyder don i Begyndelsen oven paa, men lidt efter lidt indsuger den Vand, bliver derved stadigt tungere og synker til sidst tilbunds. Denne stærke Porøsitet liar givet Anledning- til Tale- maaden »at drikke som en Svamp«. Som Hel- hed betragtet er Svampen uigjonnemskinnende, men skjærer man den i tynde Skiver, trænger Lyset let igjennem den paa Grund af de mange Huller, der findes i don. Antænder man et lille Stykke af den, giver dette ikke noget klart Lys, men gløder og sprutter, idet der opstaar en ube- hagelig Lugt som af brændte Haar. Hverken varmt eller koldt Vand, hVerken Alkohol, Æther eller Flertallet af do kemisko Reagensmidler ere i Stand til at opløse Svampens Væv, og selv stærke Syrer have kun en langsom Indvirkning derpaa, medens dog Alkalierne angribe den. Hvad den kemiske Sammensætning angaar,