Skildringer Af Naturvidenskaberne For Alle

413 ET STYKKE STENKUL. 414 ET STYKKE STENKUL. AF H. A, NICHOLSON. Hvem det ulærde Geni har været, til livis lykkelige Snille vi staa i Gjæld for Opdagelsen af Stenkullets Egenskaber, er et Spergsmaal, som vi vel aldrig kunne vente at faa besvaret; vi maa nøies med at lægge denne Gave til den lange Række af Velgjerninger, som Menneske- slægten skylder ukjendte og glemte Velgjorere. Stene, som tilfældigvis træffes rundt omkring paa Jorden, egne sig just ikke saa særdeles godt til at tjene som Brændsel, men de ældste Menne- skeracer i Europa behøvede for den Sags Skyld heller ikke at søge længe efter Brændselsmate- riale midt i den forhistoriske Tids vidtstrakte Urskove. Det er forøvrigt rimeligt nok, at det Menneske, der først fandt paa, at Stenkul kunde brænde, allerede havde hvilet længe hos sine Fædre, forend det vestlige Europas Beboere havde naaet saa vidt, at de tænkte paa at give Efterverdenen noget Minde om deres Tilværelse. Sikkert er det imidlertid, at Brugen af Sten- kul som Brændemateriale skriver sig- fra Be- boerne i de barske og afsides liggende Egne al det vestlige Europa og ikke fra Civilisationens Vug’g'G i -Øst; lige saa vist er det, at Stenkul- lets Egenskaber vare kjendte, længe førend An- vendelsen deraf blev almindelig. De gamle Bri- ter kjendte Brugen af Stenkul, og' Oldtidens Ro- mere, som aldrig vare for hovmodige til at lære af Barbarerne, indviedes af disse i den værdi- fulde Hemmelighed. Angelsachserne benyttede for en Del Stenkullet i deres Husholdning, men det varede dog' lige ti] det trettende Aarhundrede, forinden Stenkulsbrydningen fik nogen rigtig Be- tydning i England, og først senere har hos Eu- ropas øvrige Folkeslag en mere systematisk Be- nyttelse af Stenkullet som Brændsel vundet Ind- gang. I Aaret 1259 skjænkede Henrik den Tredie do frigivne Slaver ved Newcastle-on-Tyne Retten til at bryde Stenkul, men i lang Tid spil- lede dette kun en Rolle som Brændsel ved Haand- værks- og Fabriksbrug, medens man saa godt som overalt til Husholdningsbrug'benyttede Brænde. Det gik med Anvendelsen af Stenkul som det gaar med saa mange andre store Fremskridt: i Begyndelsen blev Indførelsen deraf betragtet med Uvillie og viist tilbage, og vi finde det endog forbudt gjennem et kongeligt Dekret af Edward den Anden at benytte Stenkul i London. Man kom dog snart til den Erkjendelse, at Forbudet var skadeligt og' taabeligt, og det varede derfor ikke længe, inden det blev ophævet. Naar vi nu springe fra denne Stenkul-Indu- striens Barndomsperiode til Slutningen af forrige Aarhundrede, saa linde vi, at f. Ex, Storbritan- nien producerede omtrent ti Millioner Tons*) Stenkul aarligt, af hvilke den største Del gik til andre Landre; mon gaa vi endnu længere frem i Tiden, lige til vore Dage, saa finde vi, at Englunds Kulexport har naaet den enorme Høide af over Hundrede Millioner Tons, og at den endnu er i stadig Stigning. Paa denne Maade opbrændes der aarligt, eller gaar paa en eller anden Maade tabt, langt over Hundrede Millioner Kubikalen af Englands faste Jordbund, og der anvendes hertil mange Tusinde Arbeidere af Englands mandlige Befolkning. Det vil nok lønne Umagen, naar vi i det Følgende søge at faa lidt Klarhed over Beskaffenheden og Oprin- delsen af dette sorte Brændemateriale, som med saa store Anstrængelser bringes frem fra Jor- dens skjulte Gjeniniesteder, og paa hvilket hele Nationers Velstand for en stor Del beror. Betragte vi et Stykke Stenkul, da viser dette sig for os som en mere eller mindre uregelmæs- sig, sort Sten, der i høiere eller ringere Grad smitter af, naar vi tage den med Haanden, og som temmelig' tydeligt sees at bestaa af tynde, parallelt løbende Lag, af hvilke i Regelen nogle ere af en kraftig sort Farve og giindsende, an- dre derimod mat farvede og mere jordagtige. 1 *) En engelsk Ton er lig 2032 danske Pund.