Skildringer Af Naturvidenskaberne For Alle

415 ET STYKKE STENKUL. 416 Overensstemmelse med denne lagdelte Bygning er det — hvad Enhver, der har rørt om i en Kulild, vil have erfaret — forholdsvis let at slaa i Stykker i den Retuing, som følger med Lagene, hvorimod man længe kan blive ved at slaa paa Kullet paa Ildrageren uden at kunne sønderdele det, naar man slaar paa den mod- satte Led (vinkelret paa Lagene). Som oven for bemærket er der Intet i Stenkullets Ydre, der tyder paa dets Brændbarhed, og vi ville der- for først behandle Spørgsmaalet: Hvorfor kan Stenkul brænde? For at faa besvaret Spørgsmaalet maa vi vende os til vore Venner blandt Kemikerne, men vi kunne dog faa et tilstrækkeligt tydeligt Svar uden at gaa altfor dybt ind paa den videnska- belige Theori om Forbrændingen. Kemikerne sige os, at Stenkul hovedsagelig- bestaar af det Grund- stof, som kaldes Kulstof, og som forekommer i sin reneste Skikkelse i Sod, Trækul, den mær- keligt varierende Grafit (Blyant) og Diamanten. De fortælle os endvidere, at Kulstof, naar det ophedes til en vis Temperatur, har en meget stærk Tilbøielighed til at forene sig med Ilt, hvilket Stof lindes i betydelig- Mængde i Atmo- sfæren, at denne Forening ledsages af Lys- og Varmeudvikling, samt at der herved dannes en usynlig og giftig1 Luftart, der er almindeligt be- kjendt under Navn af Kulsyre. Naar vi altsaa brænde Kul paa vore Ildsteder, vil Kulstoffet i Stenkullet indgaa Forening med Atmosfærens Ilt, hvorved der fremkaldes Lys og Varme samt dan- nes Kulsyre, som gaar bort gjennem Skorstenen. Fremdeles ville de ubrændbare Stoffer, som i større eller ringere Mængde findes i Stenkullet, blive tilbage paa Ildstedet i Form af Aske. Stenkullet indeholder fra 80—95% Kulstof, blandet med srnaa Mængder af mineralske Stof- fer, der blive tilbage som Aske, naar Stenkullet brændes. Til disse Bestanddele kommer der end- videre i visse Tilfælde Stoffer, som ved Ophed- ning udvikle brændbare Luftarter, og som i dø forskjellige Slags Stenkul forekomme i ulige Mængde. Don saakaldte »Antracit« indeholder den mindste Mængde af saadanne luftudviklende Stofler og er den haardeste af alle Kulsorter. Den er gi indsende og kulsort og brænder uden Lue. Denne Slags Kul kan imidlertid ikke godt benyttes i aabne Ildsteder, men finder en vidt- strakt Anvendelse i Masseovne, hvorhos det i nogle Lande, f. Ex. i Nordamerika, benyttes i private Huse i sindrigt konstruerede Kakkelovne, som særligt ere indrettede dertil. Antraciten ud- mærker sig ved den overordenligt stærke Hede, den afgiver, og er derfor i høi Grad yndet som Brændselsmateriale. Hvad det i England og de fleste andre Lande almindeligt anvendte Kul an- gaar, saa udvikler dette en forholdsvis stor Mængde Gas, hvorfor det let antændes og bræn- der med en tommelig stærk Flamme. Der gives forøvrigt mange saadanne Kulsorter, som alle gaa under den fælles Benævnelse: »bituminøst«*) Kul. Endelig er der det stenagtige, rene Sten- kul, der af alle Kulsorter er den, der giver den største Mængde Gas og derfor navnlig søges til Anvendelse ved Gasværkerne. Den engelske Be- nævnelse paa dette Kul »ca nne 1 c oa le«**) eller rigtigere c an die- (Lys) coale tyder ogsaa hen paa, at denne Kulsort brænder med en klar, ly- sende Flamme. Efter at vi saaledes i Korthed have gjort Rede for Hovedtrækkene i Stenkullets kemiske Natur, komme vi til Spørgsmaalet om dets Op- rindelse og Dannelse, og det vil nn maaskee være det Rigtigste, at vi see os lidt omkring for at finde den rette Besvarelse. Lad os da først be- give os hen til en eller anden af de store Tørve- moser, der jo lindes saa talrigt i de tempererede og- fugtige Klimater, og af hvilke ogsaa vort eget Land frønibyder saa mange. Om vi vælge en høit liggende Tørvemose eller en, der er belig- gende i et lavt og sumpigt Terræn, er for vor nærværende Undersøgelses Vedkommende ligegyl- digt. Naar vi da give Agt paa en eller anden Gjennemskjæring i Mosen, den være frembragt enten ved Konst eller af Naturen, f. Ex. ved en Vandstrøms Løb, saa bemærke vi, at Jordbun- den bestaar af ct Stof, som nær ved Overfladen har en lys Farve og en svampet Bygning, men dybere nede bliver mørkere og tættere, indtil det længst nede ofte er aldeles sort og jordagtigt. Det er denne Masse, som vi alle kjende under Navnet Torv, og som efter, at være skaaret i Stykker og tørret, afgiver et almindeligt benyt- tet Bræiidemateriale. Denne Torvemasse er, hvad dens kemiske Sammensætning’ angaar, ikke væsenligt forskjellig fra daarligt Stenkul, og naar den befries fra det Vand, den indeholder, bliver der 60—7O°/0 Kulstof tilbage tilligemed forskjellige Forurenings-Stoffer, der efterlades som Aske, naar Tørven brændes. Grunden til, at Torv ikke er et saa godt Brændsel som Sten- *) »Bitumeii" kalder man saadanne mineralske Stoffer, der ere kulstofholdige, flydende, biode eller faste og mere eller mindre stærkt lugtende, f. Ex. Stenolie, Jordbeg o. s. v. Bjergarter, som i høiere eller ringere Grad ere gjennem trængte deraf, kaldes »bi tu min øse.« **) Benævnelsen er overført i det danske Sprog som Cannelkul. o A