Skildringer Af Naturvidenskaberne For Alle

21 INSEKTÆDENDE PLANTER. 22 eller Dyr uden Fare for deres Sundhed og Liv, synes disse Planter at have faaet til Opgave at opsamle rent og drikkeligt Vand i deres for- underlige kandeformige Blade. Vandet opsuges nemlig af Rødderne og bliver saa at sige destil- leret gjennem hele Planten, indtil det endeligt lidt efter lidt fylder Bladkanden. Det er let at forstaa hvilken Nytte Mennesker og Dyr i hine Egne have af disse Vandbeholdere, men hvilken Gavn de ere til for Pkinten selv, har været ube- kjendt, indtil den engelske Botaniker J. D. Hooker i Aaret 1874 paaviste, at Planten netop ved Hjælp af sine eiendommeligt formede Blade blev i Stand til at fange og fortære Insekter. For at forstaa hvorledes dette gaar til, maa vi forst see lidt nærmere paa de omtalte Kander. Disse, der sidde paa lange Stilke, have Mun- dingen omgiven af en opsvulmet Ring, som ofte er tragtformigt forlænget ind efter eller ogsaa paa Indersiden forsynet med en Bræmme af indadbøiede Tænder. Mundingen og Undersiden af det Laag, med hvilket denne kan tillukkes, ere ofte stærkt og lyst farvede, og hos de fleste Arter afsondres der paa dette Sted en Slags Honning, som i Forening med de skinnende Farver lokke Insekterne hen til Kandens Mun- ding. Det fortjener at bemærkes, at Bladknu- derne hos et og samme Planteindivid kunne være af en paafaldende forskjellig Form. Hos unge Planter ere saaledes de nederste, paa Jorden hvilende Kander kortere og- buttere, med et mere tilbageslaaet Laag og omkring- Mundingen for- synede med en fryndset Bræmme, som uden Tvivl tjener til at lede Insektet hen til Mun- dingen og ned i Kanden; de ældre Planter der- imod have større, mere langstrakte og frit svæ- vende Kander med større Laag. De førstnævnte egne sig bedre til at fange krybende Insekter, medens de andre ere særligt skikkede ti] at fange flyvende Smaadyr. Hos de vildtvoxende Individer træffer man som oftest adskillige baade større og- mindre Insekter i disse Kander. Vi skulle nu søge at udfinde, hvorledes Fangsten gaar for sig. Naar et Insekt paa den nys antydede Maade er lokket hen til Mundingen og' et lille Stykke ind i Kanden, Ander det, at Tilbageveien er besværliggjort for det ved den ovenfor beskrevne tragtformige Forlængelse, og det beslutter derfor at fortsætte sin Vandring fremad o: nedad. Den »lokkende Del« af Kanden afløses nu af en glat »Glidebane«, en mat bly- graa Flade, som er beklædt med en speilglat, glaslignende Hinde, paa hvilken Insektet ikke kan faa Fodfæste. Følgen heraf er, at Dyret tumler hovedkulds ned til Kandens Bund, som er udstyret paa en ganske anden Maade. Den er nemlig saa rigeligt forsynet med en Slags Kjortler, at Hooker paa en Kvadrattomme talte ikke mindre end 3000 saadanne. Af disse Kjertier afsondres i betydelig Mængde en vand- agtig Vædske, hvori det nedfaldne Insekt hurtigt drukner. Da denne Vædske endvidere er sur eller bliver det, naar det døde Insekt har ligget nogen Tid deri, og da den overhovedet har samme opløsende Egenskaber som Slimen hos Drosera og Dioncea, saa opløses deri alle de bløde, kvælstofholdige Dele af Insektet. Lægger man et Stykke Kjod, Brusk eller Lignende ned i en af disse Kander, bliver det inden kort Tid angrebet; Stykker paa flere Grams Vægt oplåses fuldstændigt i Løbet af to å tre Dage. Et temmelig lignende Forhold finder Sted hos de i Nordamerika forekommende Arter af Slægten Sarracenia og den nærstaaende Darling- tonia. Bladene have hos disse en mere eller mindre kræmmerhuslignende Form med en Mun- ding, der enten er ganske aaben eller næsten lukket af to øreformede Flige, der hænge ned fra Mundingens øverste ombøiede Rand (see Fig. 11). Ogsaa hos disse Planter træffe vi et honningafsondrende*) Parti i selve Tragtens Mun- ding, nedenfor dette en glat Flade og nederst ved Bunden en kjortelrig, vædskeafsondrende Del. Denne Vædske er slimet og har en sammen- snerpende Smag. Naar en Flue falder i al- mindeligt Vand. har den dog nogen Udsigt til at frelse sig op deraf, da det varer nogen Tid, inden Vandet gjennembloder dens Legeme og Vinger; men i Sarracenia-Vædsken døer den i Løbet af omtrent et halvt Minut. Da disso Blade ikke sjeldent opnaa en betydelig Længde, har man undertiden i dem fundet et 5—6 Tommer tykt Lag- af forskjellige dræbte Insekter i en mere eller mindre fremskreden Tilstand af Op- løsning. Det gaar imidlertid her som i saa mange andre Tilfælde, at den Enes Død er den Andens Brød; der gives nemlig et Par Insekt- arter, som uden at tage Skade deraf kunne leve i denne for andre Insekter dræbende Vædske; særligt gjælder dette om Larverne af en Flueart, som ere yderst almindeligt — man kunde næsten sige normalt — forekommende i Bladkræmmer- husene hos Sarracenia variolaris og S. flava. Denne Flue hører til de Arter, som ikke lægge *) Bladtutten er paa sin udvendige Side forsynet med en bladlignende Længdekam, og hos en enkelt Art har man paa begge Sider af denne Kain fundet en smal honningafsondrende Stribe, som forer op til Mundingen, og langs hvilken altsaa Insekterne paa den mest forræderiske Maade Jokkes i Fordærv. Hos andre Arter har man derimod slet ikke kunnet opdage nogen Honningafsondring. 2*