Skildringer Af Naturvidenskaberne For Alle

25 INSEKTÆDENDE PLANTER. 26 Æg, men føde levende Larver, og den lægger ofte flere, indtil et helt Dousin, i samme Blad. Man skulde synes, at den tykke, grødede Masse af de sammenhobede Dyrelevninger maatte afgive tilstrækkelig Føde for alle disse Larver, men desuagtet føres der mellem disse en forbittret Kamp, som først hører op, naar der kun er en eneste Larve tilbage. Denne trives og voxer, indtil Tiden for dens Forvandling nærmer sig; den gnaver sig- da ud gjennem Bladtuttens Sider, kryber ned i Jorden og forpupper sig. Efter nogle faa Dages Forløb liar den imidlertid fuld- endt sin Metamorfose og kommer frem som en fuldt udviklet Flue. Fra dette lille Sidespring ville vi atter vende tilbage til vort Emne, Der staar nemlig endnu tilbage at omtale visse flittige Insekt- fangere, som ere forsynede med langt simplere Indretning-er til Fangsten. Disse Apparater be- staa simpelt hen i en Mængde ubevægelige, med slimafsondrende Knapper forsynede Haar (Kjertier), ved hvilke Insekter blive fangede, ofte i be- tydelig Mængde. Blandt disse Planter maa sær- ligt fremhæves en paa Portugals torre Bjerge voxende lille Busk, Drosophyllum, som af disse Egnes Beboere kaldes »Fluefangeren«, og af hvilken Almuen hyppigt ophænger Grenene i sine Stuer. Efter hvilken Maalestok denne Fluefangst linder Sted, faar man et Beg-reb om ved at hore, at paa fire Blado af et ungt, lille Exemplar talte Darwin 48 Insekter fastklæbede. Det er godtgjort ved direkte Forsøg, at Byttet opløses af den afsondrede Vædske, og at de fordøielige Dele deraf opsuges af Bladene. Foruden de hidtil omtalte Planter findes der en stor Mængde andre, som ligeledes fange In- sekter. Hovedsagelig skeer dette derved, at en større eller mindre Del af Planten er over- trukken med et seigt, klæbrigt Stof (saaledes paa Stænglen af vor almindelige Tjærenellike), eller at Bladene, Stænglerne eller andre Dele ere forsynede med Kjertelhaar, der afsondre en klæbrig- Vædske. I hvor liøi en Grad saadanne Planter bidrage ti) Udryddelsen af Insekter, kan man gjore sig en Forestilling om ved at hore, at Darwins Søn har beregnet Gjennemsnitsantallet af Kjertelhaarene hos et middelstort Exemplar af den i vore Stuer om Vinteren og- Foraaret almindeligt blomstrende kinesiske Primula (Pri- mula sinensis) til 2*/2 Million. Endnu andre Planter have paa deres Blade utallige smaa krogformige Haar, der ubarmhjer- tigt fastholde de Insekter, som forsøge at krybe hen over dem; de kunne ikke slippe los, og dø tilsidst af Sult. Hvorvidt disse Planter drage Næring af de saaledes omkomne Insekter, heii- staar indtil videre uafgjort. De Forsøg1, man har anstillet for at faa Spørgsmaalet besvaret, tale snarere mod end for Rigtigheden af en saadan Antagelse. De nyeste Iagttagelser af Professor Kerner i Innsbruck have endog' saa g-oclt som sat det udenfor al Tviv], at Formaalet for denne Slags Insektfangst er et ganske andet, idet det i disse Tilfælde gaar ud paa at have, hvad han kalder »Fred for ubudne Gjæster«. Han mener dermed et Middel, ved hvis Hjælp Planten kan forhindre saadanne Insekter, som ere ødelæggende for den paa en eller anden Maade, særligt for Blomsterne, i at naa lien dertil. Da hele dette Spørgsmaal saaledes ligger fjernere fra det Emne, med hvilket vi her be- skjæftige os, skulle vi ikke yderligere gaa ind derpaa. Sammenfatte vi nu til Slutningen det, som vi for Tiden vide med Sikkerhed om de kjed- eller insektædende Planter, saa finde vi, at de senere Aars Iagttagelser liave omstyrtet adskillige Anskuelser, som tidligere betragtedes som urokke- lige. Ved nærmere Overveielse finde vi visselig, at de ovenfor fremstillede Fænomener i Virkelig- heden ere langt mindre afvigende fra den hos Planterne almindelige Ernæringsproces, end man i det første Oiebliks Overraskelse var tilbeielig til at antage. Mon dog bliver der altid saa møget Mærkværdigt og Usædvanligt tilbage, at disse Planter for bestandigt ville vedblive at være Gjenstand for almindelig- Opmærksomlied. Særligt paatrænger sig det Spergsmaal: Hvorfor behøve disse Planter at skalle sig Næring paa en saa forunderlig' Maade, eller med andre Ord: hvorfor kunne de ikke, lige saa vel som alle andre Plantor, skalle sig Føden fra Jorden ved Hjælp af Rodder? Det er umuligt nu for Tiden at give et tilfredsstillende Svar herpaa; men vi faa dog et Fingerpeg i saa Henseende ved at lægge Mærke til et Par Forhold, der, livor forskjellige de end forøvrigt ere, dog ere fælles for disse Planter. Af det ovenfor Fremstillede seos det nemlig: 1) at de alle enten ganske mangle Rødder (Utricularia og Aldrovanda), eller ut de have meget svagt udviklede saadanne, og 2) at naar de voxe paa Land (ikke ere Ilydende Vand- planter), træffes de fortrinsvis paa Sumpstræk- ninger. Af begge disse Omstændigheder fremgaar det jo, at den Næring, som de under disse For- hold kunne erholde, og særligt hvad de for Planterne nødvendige kvælstofholdige Stoffer an- gaar, er ganske ubetydelig og utilstrækkelig'. Efter al Sandsynlighed er det Nødvendigheden af paa anden Maade at erholde den fornødne kvælstofholdige Fodo, som har fremkaldt den