Skildringer Af Naturvidenskaberne For Alle

475 EN KODIUVER. 476 driveren saa vel som lios Flertallet af Planterne, bliver Kronen derimod siddende længe, og Bæ- geret har endnu længere Varighed. Kronens og navnlig Bægerbladenes indre Bygning og Sammensætning- minder i alt Væsen- ligt paafaldende om de grønne Stængelblades (Løvbladenes) , hvorfor vi ikke ville gaa nær- mere ind derpaa. Den vigtigste Forskjel, navn- lig for Kronbladenes Vedkommende, betinges af Farven, som hos de forskjøllige Arter kan vexle paa talrige Maader; grønne Kronblade ere dog sjeldne; de findes underti- den i misdannede Blom- ster: »grønne Roser«), og sorte Kronblade existere ikke, thi det, man har betegnet mod dette Navn (1. Ex: ]ios Pelargonium tricoloi\ Viola tricolor o. a.), er enten meget mørkt purpurrødt, blaat eller brunt. De mere eller Fif. 3. Paa langs opskaaren HlilldlG Stldtllonile Léll- Fuchsia-Biomst. ver, hvormed mange Plan- ters Blomster prange, bero ikke paa nogen Farvning' af de smaa Blærers eller Cellers Vægge, som sammensætte dem, men derpaa, at der i dem lindes indesluttet enten farvede Vædsker eller ogsaa en klar, vandagtig- Saft, hvori der svømmer talrige smaa, farvede Korn, der skinne igjennem de klare, tynde, farve- lose Vægge eller Cellehinder. Til hvilken Nytte ere nu Bæger og Krone for de dermed udstyrede Planter? Dele, som hos adskillige Væxter slet ikke forekomme, kunne vel — skulde man være tilbøjelig til at slutte — ikke være af synderlig stor Vigtighed og1 Be- tydning’, og paa Grund deraf ligger det nær at holde Kronen for en af Blomstens vist nok smuk- keste, men tillige overflødigste Dele. Kronbla- denes fine, spæde Bygning synes netop at støtte denne Mening, da den Beskyttelse, de kunne yde Blomstens mindre og uimodsigeligt vigtigste Or- ganer mod Kulde, skadelige Insekter o. a., vel ikke kan være af nogen synderlig Betydning. Indtil for ganske nylig- have ogsaa saa godt som alle Botanikere overseet dier rent ud nægtet, at Kronen og’ Bægeret skulde spille nogen sær- deles stor Rolle i Blomstens Liv; kun naar der, hvad man jo ofte kan see, afsondres Honning fra dem, har man villet indrømme, at Insekterne kunne have en ikke ringe Gavn af dem, men at de tillokkede Smaadyr skulde kunne gjøre Plan- terne nogen væsenlig- Tjeneste til Tak for den dem budte Fode, har for de aller fleste Forskere ikke staaet klart. Nogle gik endog- saa vidt, at de paastode, at Insekternes Besøg snarere maatte ansees for skadelige for Planterne. Det være for øjeblikket nok sagt, at de senere Tiders Un- dersøgelser paa dette Omraade have aabnet en Guldgrube af de interessanteste Fænomener, som uimodsigeligt kunne lære os, at Blomstens ydre Dele, Bægeret og Kronen, baade som Beskyttel- sesmidler imod Regn in. ni. og som Lokkemid- ler for Insekter, uden hvis Hjælp og Bistand hele Blomstringen ofte vilde være forgjæves, ere af den største og mest fremragende Betydning. I en følgende Afhandling haabe vi at skulle kunne fremkomme med Beviser i saa Henseende, som maa kunne tilfredsstille selv den mest Van- tro. Den Vellugt, som mange Blomster udbrede, og som skriver sig fra Fordampningen af æthe- riske Olier, der sædvanligt befinde sig i Kjertier paa Kronbladene, spiller netop i denne Henseende en ikke uvigtig- Rolle; det er vel bekjendt, at den Vellugt, som de forskjellige Blomster ud- brede, er meget forskjellig-, lige som at selv me- get nær beslægtede Arter kunne lugte ganske for- skjelligt; men det er maaskee mindre bekjendt, at medens de fleste høiere Planter under hele Blomstringstiden udsende deres Duft baade Dag og- Nai, findes der ogsaa Planter, med hvilke dette kun er Tilfældet paa en bestemt Tid af Døgnet; især lindes der ikke faa, som kun lade deres Vellugt udstrømme om Natten, men ere mere eller mindre lugtløse om Dagen, f. Ex. C a- prifolium, Natviol o. a. Førend vi ganske borttage Kronen, bor vi ikke forsømme at betragte nogle smaa Dannel- ser, som sidde fæstede til Indersiden uf dens Ror. Midt for hver af Kronens Flige sidder der nemlig- et lille gult eller lidt i det Brune faldende Legeme, som er befæstet paa Enden af en meget kort Stilk og som, naar Blomsten er ble- ven noget ældre, er overpudret af et fint, gul- agtigt Mel eller Støv. Vi see i disse Legemer nogle af Blomstens aller vigtigste Dele, de saa kaldte »Støvdragere«, og da Kronfligenes (og dermed Kronbladenes) Antal hos Kodriveren er fem, har ogsaa hver Blomst fem Støvdragere siddende i samme Høide og- dannende en Krands inden i Kronrøret. Sammenligne vi de samme Organer hos andre Planter mod disse, finde vi dem der ikke sjeldent forsynede med en lang Stilk eller, som man sædvanligvis kalder den, en Støvtraad, et Forhold paa hvilket Fuch- sia og Valmuen levere os gode Exempler (see