Skildringer Af Naturvidenskaberne For Alle

493 VANDET. 494 tere end den atmosfæriske Luft og det lette- ste af alle hidtil kjendte Stoffer. Ilten der- imod er forholdsvis tung; en vis Mængde deraf veier ikke mindre end sexten Gange saa me- get, som et lige saa stort Rumfang' Brint. Da vi ved »Vægtfylde« forstaa det Tal, som betegner Forholdet mellem Vægtene af lige store Rumfang af tvende Stoffer, kan man ogsaa sige, at Iltens Vægtfylde er sexten Gange saa stor som Brintens Vægtfylde eller, idet vi, som man i Almindelighed bruger for Luftarter- nes Vedkommende, tage Brintens Vægtfylde til Enhed, ligefrem at Iltens Vægtfylde er 16. Disse Luftarters vigtigste kemiske Egenskaber kunne meget let vises, ved at man bringer en- hver af dem i Berøring med en brændende Tændstikke. Der vil under saadanne Forhold øieblikkeligt gaa Ild i Brinten, medens den bræn- dende Tændstikke selv slukkes, saa snart den er ført helt ind i Luftarten. Dette beviser, at Luft- arten selv brænder med Lethed, men savner Evne til at kunne underholde visse andre Lege- mers — her Træets — Forbrænding-. Ilten derimod er ikke brændbar, men underholder el- ler nærer Forbrændingen; denne Luftart bræn- der ikke selv, men paaskynder i høi Grad For- brændingen af Legemer, som ere brændbare i den atmosfæriske Luft. Dette seer man smukt ved at føre en nylig slukket, endnu g'lødende Tændstikke ind i den rene Iltluft. Stikken vil da igjen bryde ud i en Flamme, som tilmed er langt stærkere lysende end Tændstikkens Flamme i den atmosfæriske Luft. I Virkeligheden er det ogsaa denne Iltluftens Evne til at faa glø- dende, brændbare Legemer til at blusse op igjen. som Kemikerne benytte til at gjenkjende denne Luftart, naar de træffe den ved deres Operalio- ner. I fri Tilstand findes den i den atmosfæ- riske Luft, hvoraf den er en aldrig manglende Bestanddel og netop den ildnærende Del, men da den der er blandet med omtrent fire Gange saa meget Kvælstof, foregaa de fra det daglige Liv kjendte Forbrændinger langt fra saa hef- tige, som hvis Atmosfæren bestod af ren Iltluft. Vandet er mange Gange blevet kemisk un- dersøgt, siden Cavendish udførte sit berømte Forsøg, og disse Undersøgelser have dog be- standigt — med hvor stor Nøjagtighed de end bleve udførte — givet væsenligt det samme Resultat, som han erholdt, baade med Hensyn til de forskjellige Slags Stoffer, som deltage i Vandets Sammensætning, og de Forhold, i hvilke disse indgaa deri. Det er nemlig ikke alene blevet bevist, at rent Vand altid bestaar af de to nylig omtalte Luftarter, men ogsaa paa den mest afgjørende Maade godtgjort, at de Forhold, i hvilke disse ere tilstede i Vandet, ere uforanderligt de samme. I 9 Vægtdele Vand linde vi stedse 1 Del Brint og 8 Dele Ilt; eller hvis vi maale Luftarterne i Stedet for at veie dem, finde vi altid 2 Rumfang Brint forbundne med 1 Rum- fang' Ilt. Naar vi derfor blande f. Ex. 200 Kubik- centimeter Brint med 100 Kubikcentimeter Ilt og antænde Blandingen ved Flammen af et Lys, gaa Luftarterne øieblikkeligt i Forbindelse med hin- anden, og dette med en explosionsagtig Hastighed. Ethvert Spor af Luftarterne forsvinder, og intet Andet end nogle Draaber rent Vand bliver til- Fig. 1. Apparat til at bevise Vandets Sammensætning ved Synthese. bage som Resultatet af deres Forbindelse. Paa denne Maade kunne vi udforske Vandets Sam- mensætning synthetisk. Vi gaa ud fra ren Brint og ren Ilt; vi lade disse Stoffer gaa i ke- misk Forbindelse med hinanden og faa saa intet Andet end rent Vand, og hermed liave vi bevist, at Vandet er sammensat af kun to Stoffer. Vi kalde disse Stoffer Vandets Elementer eller Grundstoffer, fordi vi paa Videnskabens nuvæ- rende Standpunkt ikke kjende andre Stofler, som