Skildringer Af Naturvidenskaberne For Alle

503 VANDET. 504 lige Egenskaber, ligger det nær at formode, at en saadan Undtagelse fra den almindelige Lov ikke var indtruffen, hvis der ikke forelaa meget vigtige Grunde hertil. Disse Grunde ville vi let- test forstaa, naar vi gjore os rede for de for- skjellige Forhold, under hvilke vi vilde leve, hvis Omstændighederne ikke netop vare saaledes, som de nu ere. Derom kunne vi yttre os kort. Den Del af Jorden, hvorpaa vi leve, vilde i et saadant Tilfælde neppo være beboelig og særlig vilde de nordlige Lande i Europa, saaledes og- saa Danmark, vanskeligt kunne tjene til Bolig for Mennesker. Søer og Floder vilde inden kort Tid blive faste Ismasser lige fra Overfladen til Bunden og kunde sjeldent eller aldrig blive fuld- stændigt optøede, saa at Fiske og andre Ind- vaanere i disse Hjemsteder for et rigt Dyreliv vilde uddø. Vandet i Kilder og Brønde vikle ved den første indtræffende haarde Frost blive bundfrosne, og' vi vilde paa denne Maade berøves vor Adgang til Vand, saa at vi vilde svæve i Faro for at forgaa af Tørst, selv om vi ellers kunde udholde Klimaets Strænghed. Disse forfærdelige Ulykker ere nu umulig- gjorte ved Vandets ovennævnte eienclommelig-e Undtagelse fra en ellers almindelig Regel. For at forstaa, hvorfor disse Virkninger vilde indtræffe, hvis Vandet adlod den alminde- lige Lov, maa vi forst huske paa, at et Legeme bliver tungere og faar en større Vægtfylde, naar det trækker sig sammen, saaledes at den samme Vægt deraf indtager et mindre Rumfang. Saa- ledes er f. Ex. et Stykke Jern ved 0° meget tungere, end ot aldeles lige saa stort Stykke af samme Metal ved 200°; og paa samme Maade vilde et vist Rumfang Vand ved 0° være tun- gere, end en lig-e saa stor Mængde ved t- 4° C., hvis den sædvanlige Lov ogsaa havde Gyldig- lied i dette Tilfælde. Lad os nu en Gang’ see, hvad Følgen af en haard Frost i vort Fædreland vilde blive under saadanne Forhold. Solen gaar ned, Luften bliver kold, og Vandet begynder da strax at afkøles paa Overfladen af den Sø, ved hvis Bredder vi have taget Plads for at gjøre vore Iagttagelser. Det Vand, der bliver afkølet, bliver tungere og synker derfor til Bunden, me- dens det varmere og- lettere Vand stiger op til Overfladen. Efter en kort Tids Forlob er ogsaa dette blevet afkølet og synker ned, idet det gi- ver Plads for varmere, der stiger op neden fra. Denne Cirkulation vedbliver saaledes, indtil Af- kølingen er skreden saa vidt frem, at Overfla- dens Varmegrad bliver lavere end 0°, da der dannes Is, som synker ned til Bunden. En an- den Del Vand indtager dennes Plads for at un- derg’aa samme Forandring, og- saaledes vedbliver Isdannelsen, indtil alt Vandet i Søen, uden Hen- syn til dennes Dybde, er blevet forvandlet til en eneste stor Isblok, som i det mindste i de fleste Tilfælde er saa tyk, at den let modstaar vor Sommersols opteende Virksomhed. Vi behøve neppe at erindre om, at det Samme vilde ind- træffe med alle Vandsamlinger — Aaer, Damme, Brønde, Fjorde, ja selve Havet om vore Øer — der ere udsatte for Kuldens Indvirkning. Hvor- til dette vilde fore, kan man neppe forestille sig-. Danmarks Indbyggere vikle muligvis nok kunne holde sig i Live under saadanne Forhold — men et saadant Liv vilde just ikke være ønske- ligt og endnu mindre behageligt. Vi ere nu i Stand til at danne os en Fore- stilling om Et eller Andet, som vilde være ind- truffet, hvis Vandet ved alle Varmegrader adlød den almindelige Lov og lod sig udvide af Var- men og sammentrække af Kulden. Lad os nu noiagtigt undersøge hvad der finder Sted i Virke- ligheden, naar Vand fryser. Til dette Øiemed tage vi igjen Plads ved Kysten af Søen — denne Gang helst en klar Vinteraften — og begynde strax vore Iagttagelser med to Tliermometre, som vi stille i Vandet, det ene ved Overfladen, det andet ved Bunden. Vi finde, at de vise, lad os antage, 8° ved Overfladen og 7° ved Bunden. En kold Vind stryger hen over Søens Overflade, saa at Vandets Varmegrad hurtigt synker, lad os sige til 6°. Herved sammentræk- ker det sig og bliver tungere, hvorfor det syn- ker og fortrænger det lettere og- varmere Vand i de underliggende Lag, saa at dette stiger op til Overfladen for at afkøles og igjen at synke ned, naar Touren kommer til det. Saaledes fortsættes Afkølingsprocessen, efterfulgt af en bestandig Strømning i Vandet, idet det øverste Therniome- ter idelig viser den høieste Varmegrad indtil det magiske Punkt 4° endeligt opnaaes, da al Bevæ- gelse paa en Gang standser. Det øverste Lag er uden Afbrydelse udsat for Vindens afkølende Indvirkning, men der linder nu ingen Strømning mere Sted, skjønt Varmegraden efterhaanden synker mere og mere. Medens det øverste Tlier- mometer stedse falder, viser det nederste saa- ledes bestandig 4°. Vi vide, at ved denne Var- megrad er Vandet tungere end ved nogen anden; det ligger derfor stille som en Sten paa Bun- den, og da det ved Massen af det overliggende Vand er fuldstændigt beskyttet imod ydre Indvirk- ning, bliver dets Varmegrad moget længe ufor- andret. Vandet paa Overfladen har derimod In- tet, som beskytter det, og bliver derfor koldere og lettere for hvert Oieblik. Thermometret gaar efterhaanden ned til 2, 1 og 0°, og idet en ny, svag Brise farer hen over Overfladen, breder