Skildringer Af Naturvidenskaberne For Alle

507 VANDET. 508 der udvikles en Kraft, som ikke en Gang de mest faste Bjergarter mægte at staa imod. Paa denne Maade er det forste Stød givet fil Dan- nelsen af de Grus- og Sandbakker, som nu over- alt gjennemstryge vort Land, ligesom ogsaa af de Lerlag, der findes i Jorden. Vandet er et af de almindeligste Stoffer i Naturen; to Trediedele af Jordens Overflade be- dækkes af Havet. Ligeledes er det tilstede i Luften i uhyre Mængde i Form af usynlig Vand- damp eller Skyer; som Sne bedækker det Top- pene af mange Bjerge, og som Is har det op- hobet sig i umaadelige Mængder ved begge Po- lerne. Det danner ogsaa en Bestanddel i de allerfleste Stoffer, som tilhore Plante- eller Dyre- verdenen, samt findes i mange Mineralier eller Stenarter. Tænke vi saaledes paa Planterne, indeholde Kaal og Roer omtrent 9/io af deres Væg-f, Vand, Kartofler 3m o. s. v. Alt det Vand, der findes i Naturen, er mere eller mindre urent. Da Vandet imidlertid har en udstrakt Anvendelse i det daglige Liv, saa- ledes til Drikkevand og til Tilberedelse af de almindeligste Drikke som 01, Kaffe og The, er det af stor Betydning nøjagtigt og1 skarpt at kunne skjelne mellem saadant, som indeholder Stoffer, der gjøre det skadeligt for Sundheden, og saadant, som, skjøndt det fra et kemisk Stand- punkt kan være meget urent, dog er fuldkom- ment uskadeligt og sundt. Losningen af dette Problem hører dog dels til den analytiske Ke- mies og dels til Botanikens Omraade og1 falder aldeles ikke indenfor Grændserne af denne Af- handling. Det turde dog ikke være helt af Veien her at sige nogle Ord om et Par af de almin- deligste Urenheder hos Vandet, som fylder vore Have, Søer, Aaer og Kilder. Absolut rent Vand duer ikke til Drikkevand. Thi foruden at det har en flov Smag, som er ligefrem væmmelig for nogle Mennesker, er det aldeles usundt. Klart, friskt Kildevand, saadant som er baade velsmagende og sundt, er, videnskabeligt seet, meget urent — urenere end Aavand. Det inde- holder i Opløsning ikke alene forskj ellige Luft- arter, som give det dets forfriskende Smag, mon tillige en vis Mængde fasto Stoffer, saasom kul- sur Kalk (Kridt) og svovlsur Kalk (Gips), Kog- salt (Klornatrium), Magniumsalte (f. Ex. lidt »engelsk Salt«) o. s. v. Som enhver veed, skjelner man i Alminde- lighed mellem Saltvand eller Havvand og Fersk- vand. Begge indeholde dog Kogsalt, men i for- skjellig Mængde. Havvandet indeholder fornem- melig Natrium- og Magniumsalte med en yderst ringe Mængde Kalksalte; det ferske Vand mest Kalksalte med kun lidt af Natrium- og Magnium- salte; Forøvrigt indeholder Havvand en forholds- vis langt større Mængde Salte end det ferske Vand. Vand, som er rigt paa Kalksalte, kaldes »haardt« og egner sig i de fleste Tilfælde ud- mærket til Drikkevand, men derimod ikke til visse andre Husholdningsbrug. Enhver Husmo- der veed saaledes meget godt, at naar man f. Ex. koger Ærtor eller andre Bælgfrugter i haardt Vand, saaledes som Kildevand eller Brøndvand ofte er, ville de aldrig blive rigtig møre, hvor længe man end koger dem. Dette beroer der- paa, at Kalksaltene ved Kogningen udfældes paa Frugterne og- gjøre Skallerne haarde, Haardt Vand egner sig heller ikke til Vaskevand, fordi Sæben ikke skummer med Vandet, før Kalksal- tene ere udfældte. Blødt Vand, saaledes som Regn- eller Aavand, opfylder derimod disse Øie- med nieeret bedre paa Grund af det ringe Kalk- indhold, men saadant Vand er just ogsaa af samme Aarsag og paa Grund af dets mindre Indhold af Luftarter, et daarligt Drikkevand. Drikkevandets Indhold af Kalksalte, i Særdeleshed kulsur Kalk, har nemlig1 stor Betydning i fysio- logisk Henseende, idet det, ifølge Boussingaults Undersøgelser, kan give Materiale til Knokler- nes Dannelse. Vi nævnte, at haardt Vand ikke egner sig for visse Oiemed. Da imidlertid Brønd- eller Kildevand paa mange Steder er det eneste, som man kan faa fat paa, er det i Hverdagslivet ofte af Vigtighed at vide, hvorledes man skal kunne gjøre haardt Vand blødt. Naar vi under- søge Sammensætningen af saadant Vand, ville vi let finde et simpelt Middel hertil. Men først maa vi dog bemærke, at Regnvandet er det reneste og derfor ogsaa det blødeste Vand, som forekommer i Naturen. At dette er saaledes, ville vi let forstaa, naar vi erindre os, at Regn- vandet er kommet ned til os fra Skyerne og endnu ikke har havt Leilighed til at opløse Stof- fer fra Jordskorpen, saaledes som Kildevand. Man bør derfor ikke forsømme at opsamle Regn- vandet, naar der gives Leilighed dertil, især naar der ikke findes andet blødt Vand i Nærheden. En stor Del af den Kalkmængde, som fin- des opløst i haardt Vand, udgjøres i de aller- fleste Tilfælde af kulsur Kalk. Dette Salt er rigtignok saa godt som aldeles uopløseligt i rent Vand, men indeholder Vandet fri Kulsyre — el- ler en anden fri Syre — formaar det at opløse den kulsure Kalk. Det er nu netop paa Grund af den frie Kulsyres Nærværelse, at den kulsure Kalk findes opløst i Vandet. Bortfjernes deu frie Kulsyre, udfældes den kulsure Kalk ig’jon