Skildringer Af Naturvidenskaberne For Alle

517 MULDVARPEN OG NOGLE ANDRE UNDERJORDISKE PATTEDYR. 518 ved sin ivrige Forfølgelse og umættelige Graa- dighed bidrager betydeligt til at indskrænke An- tallet af mange for Landmanden og Skovbrugeren skadelige Dyr, er vel, i alt Fald her i Landet, bekjendt for ethvert dannet Menneske. Største Delen af Aaret lever Muldvarpen ganske ensom og holder sig' for det Meste in- den for sin Boligs nærmeste Omgivelser eller dog inden for Jagtrevierets Grændser. Den til- bageviser med Hidsighed og Kraft ethvert af Nabo-Muldvarpens Forsøg paa at jage paa dens Territorium, men det hænder dog ikke sjeldent, at flere Individer i Fællesskab benytte Dele af én og samme Løbegang. Tidligt om Foraaret begynder imidlertid Hannen at søge Hunnens Selskab og kommer da ofte i morderiske Kampe med de mere begunstigede Rivaler. Hunnen feder fire eller sjeldnere sex å syv Unger, for hvilke hun tildanner et særligt Kammer, der som oftest ligger i nogen Afstand fra selve Bo- ligen. Ungerne, som fødes nøgne og1 blinde, øre ved Fodselen ikke større end en almindelig Hestebønne og ere, naar Pung-dyrene fraregnes, blandt de ved Fødselen mindst udviklede af alle Pattedyr-Unger. Saa vidt man veed, bringer Hunnen kun ét Kuld Unger til Verden om Aa- ret, men man træffer dog spæde Unger til tem- melig forskj ellige Tider, fra April til Midsom- mertid. Af Muldvarpens Sandser ere Hørelsen og Lugten de mest udviklede. Ydre Ører mangle ganske, og de vilde ogsaa kun være Dyret til Uleilighed i de snevre Gange, hvor det sædvan- ligvis opholder sig. Oreaabningerne have en noget aflang Form, og ved deres bageste Kant findes en fremspringende Hudrand. Indvendigt ere de forsynede med korte Haar, der hindre Jordpartikler og andre smaa Gjenstande fra at trænge ind i øregangen. For end yderligere at forebygge dette ere Hudrandene omkring øre- aabningen bevægelige og kunne lægges ind til hverandre, saa at Oreaabningen efter Dyrets Forgodtbefindende kan lukkes fuldstændigt, Øj- nene ere yderst smaa og skjulte af Haarbeklæd- ningen, og Synsevnen er derfor meget ringe. De smaa Aabninger i Huden, gjennem hvilke øi- nene træde frem, kunne ligeledes vilkaarligt for- mindskes eller forstørres, alt efter som Dyret trænger til mindre eller mere Lys. Naar man kaster en Muldvarp i Vandet, kan man iagttage hvorledes øinene, under Dyrets Bestræbelser efter at frelse sig ud af dette fremmede Element, træde tydeligere frem, samtidigt med, at de om- givende Haar stritte straaleformigt ud omkring •Øieaabningerne. I Skotland har man engang havt Leilig’hed til at iagttage, at en Del Muld- varpe svømmede over Havet til en ø, der laa i en Afstand af over fem Hundrede Fod fra Fastlandet, og der er al Grund til at antage, at de i dette Tilfælde ere bievne veiledede ved Hjælp af Synet. Muldvarpene svømme ret godt, men de staa dog, hvad denne Færdighed angaar, langt tilbage for Vandspidsmusene. Uagtet Muldvarpen altsaa er i Besiddelse af fuldt udviklede, om end smaa øine, havde dog de ældre Naturforskere paa en vis Maade Ret, naar de beskreve den som blind, thi den sydeuropæiske Muldvarp — den eneste, som hin Tids naturhistoriske Forfattere kj endte — har virkeligt Dinene bedækkede af en tynd, kun halvt gjennemsigtig Hinde. Naturforskeren Geoffroy har imidlertid oplyst, at denne Hinde ikke er ganske hel, men at der i den findes en yderst fin Spalte, gjennem hvilken Lyset kan trænge ind. Den sydeuropæiske Form (Talpa coeca) ad- skiller sig1 iøvrigt fra den i det nordlige Europa forekommende Muldvarp ved sin spidsere Snude og- sine hvidagtige Fødder, men da den, hvad de øvrige Charakterer angaar, ikke frembyder no- gen Afvigelse fra vor almindelige Art, med hvem den ogsaa stemmer ganske overens i Henseende til Levemaade, ansees den af flere Zoologer for kun at være en Afart eller Lokalvarietet af denne sidste. Familien Talpidæ indbefatter tre, indbyrdes meget afvigende Underfamilier, og- den af disse, til hvilken vor almindelige Muldvarp hører, om- fatter lire forskjellige Slægter, hvoraf de tre til- høre den nordamerikanske Fauna. I Syd-Afrika er Familien repræsenteret af de saakaldte »Guldmuld- varpe», som danne egen p M Underfamilie, Chrysoclilori- / a dina. I Kroppens Form have ÆdÆk de megen Lighed med den F almindelig Muldvarp, men Hkw deres Hale er kun tilstede som et Rudiment, og deres W .Fm Haarbeklædning udmærker sig j f H ■Kv ved en smuk Metalglands, 1H f hvilket [Forhold har givet O) j |f Anledning til deres Navn. / y ; ly De afvige fremdeles fra de ' j ■ øvrige Talpidæ ved Forlem- mn \1 1 niernes eiendommelige Byg- ,u ning. Et af Haandrodsbe- Fig. 4. Forfod afen Guid- nene, det saa kaldte Os pi- muldvarp: ^^pisijorme. siforme, er nemlig-rstærkt for- længet, saa at det naaer helt op til Albuen og- ved første øiekast ligner et tredie Underarms- ben (Fig. 4). Af Tæerne ere de to (II og III) usædvanligt stærkt udviklede, og navnlig gjælder 33*