Skildringer Af Naturvidenskaberne For Alle

573 LIDT OM BLODET. 574 mentrækning derfra ind i den store Legemspuls- aare (Aorta), følge med Strømmen ind i Arte- riernes (Pulsaarernes) utallige Forgreninger og drives derfra, en Del ad én Vei, en anden ad en anden, for tilsidst at trænge ind i de for- skjellige Organers og Legemsdeles Kapillarer eller Haarkar. Ved den nu niere langsomme Strömning gjennem disse afgive de røde Blod- legemer deres Byrde af Ilt til de omgivende Væv, ile derefter med Strømmen ind i Venernes (Blodaarernes) Grene for derefter, naar det fra f'orskjellige Sider kommende iltfattigere Blod har samlet sig i store Venestammer, atter at føres alene tilegne sig Ilten af det store Forraad i Lungerne, men ogsaa afgive denne netop paa de Steder i Vævene, hvor der trænges mest dertil. Forklaringen ligger deri, at det Stof, som udgjør Blodlegemernes Hovedmasse og betinger disses og1 dermed Blodets røde Farve, med andre Ord Blodfarvestoffet eller, som Kemikerne kalde det, Hæmoglobinet, med stor Begjærlighed optager Ilt af Luften og dermed indgaar en kemisk For- bindelse, som under visse Forhold igjen meget let sønderdeles, saa at Iltluften atter bliver fri. Naar en Opløsning af Hæmoglobin eller almin- deligt mørkt, venøst Blod faar Lov til at staa Fig. 1. Røde Blodlegemer af Mennesket O£ andre Hvirveldyr, seete a forfra, b fra Siden. 1) Røde Blodlegemer hos Mennesket, holdte tilbage i det ved Blodets Koagulation dannede Fibrin. 2) Menneskets Blodlegemer, ordnede som Pengeruller. 3) Bikonkave røde Blodlegemer hos Mennesket. 4) Elliptiske røde Blodlegemer hos Kamelen. 5) Elliptiske bikonvexe Blodlegemer hos Duen. 6) Elliptiske røde Blodlegemer hos Frøen. 7) Blodlegemer hos en Fisk, Aalekvabben. 8) Blod- legemer hos Vandsalamanderen. 9) Blodlegemer hos en Lungefisk, Lepidosiren. 10) Blodlegemer hos Proteus. til Hjertet til dettes høire Halvdel, og derfra til Lungerne. Her begynde de paany deres Arbeide med at optage Iltluft for igjen at afgive denne i Vævene; og paa denne Maade foregaar dette Kredslob uafbrudt, Dag og Nat, Aar ud og Aar ind, lige til Livets Ende, og efterhaanden som de ældre Blodlegemer derved blive udslidte og ødelagte, erstattes de af nye kraftige Genera- tioner. De røde Blodlegemer skulle saaledes sørge for, at, Iltluften ingen Steder mangler; men hvor- ledes kunne vel disse uanseelige, smaa. Legemer udføre deres Opgave saa nøiagtigt, at de ikke lien i et aabent Kar i Luften eller rystes med Luft i en Flaske, saa optages Ilten, og der dannes derved den Forbindelse,' som Kemikerne kalde Ilthæmoglobin eller Oæyhæmoglobin, og som giver det arterielle Blod dets smukke, lyserøde Farve. Dette Oxyhæmoglobin kan dog kun holde sig uforandret i en Vædske, som indeholder Ilt- luft eller i Luft af et vist Iltindhold, og naar man i on Flaske ryster lyserodt, arterielt Blod med en Blanding af Kulsyre og Kvælstofluft, saa sønderdeles Oxyhæmoglobinet, Ilten gaar bort, som en Luftart, og Blodet bliver mørkere. Heraf ville vi med Lethed forstaa, hvorfor Blod-