Skildringer Af Naturvidenskaberne For Alle

625 OM PLANTERNES SPIRING. G26 OM PLANTERNES SPIRING. AF IH. M. FRIES. Der findes sikkert Ingen, hvis Sind blot or nogenledes opladt for den ham omgivende Natur, som ikke med en egen Følelse, i hvilken Undren, Videbegjærlighed og Velbehag blande sig, seer Sæden skyde sin spæde Spire op paa vore Agre eller de i Haven saaede Frø titte frem af Jorden eller endog blot et Frø af Lønnen om Vaaren udvikle sin lille Plante til Vidnesbyrd om Naturens opvaagnende Liv, efter den lange Vin- tersøvn. Hver Gang et Frø spirer, bringes der et nyt Væsen til Verden, og dermed begynder det en Kamp for Tilværelsen, i hvilken det tid- ligere eller senere maa bukke under. Man kunde fristes til at tro, at man havde Billedet paa en Opvækkelse fra Graven for sig, naar den lille i sit Svøb slumrende Plante med ét sees sprænge sine Baatid og klædt i Haabets Farve række sig imod Lyset. Denne Periode af Plantens Liv frembyder en særdeles stor Interesse for Naturforskeren, især for Botanikeren. Talrige, for et klart Ind- blik i Plantelivets Værksteder vigtige Spørgsmaal fremstille sig her utvungent til Besvarelse, og af dem ere mange af Betydning for det prakti- ske Liv. Det vil derfor ikke være uden Nytte og Interesse, om vi her anvende nogen Tid og Opmærksomhed paa en mere indtrængende Be- tragtning af Plantens Spiring- og de dermed sammenhængende Fænomener. Det Spørgsmaal, som forst turde komme i Betragtning, vil uden Tvivl være: hvad er det, som udfordres for at fremkalde den Livsyttring, vi kalde Spiringen? Den første Betingelse her- for er det neppe nødvendigt at anfore, thi i vore Dage tør det vel ansees for en saa fuld- stændig Selvfølge, at der ikke kan eller bor være den ringeste Tvivl derom, at et Fro er en al- deles nødvendig Forudsætning-. Og do^ behove vi ikke at gaa mange Aarhundreder tilbage i Tiden for at linde, at de lærdeste Naturforskere, støttende sig paa dybsindige Spekulationer og lærde Citater, ansaa det for bevist, at der ikke blot blandt de lavere Planter, men ogsaa blandt de høiere kunde finde en Selvdannelse eller Generatio spontanea Sted, idet der under visse, forøvrigt aldeles ubekjendte Omstændigheder af Jordens Smaadele uden Fro kunde dannes Smaa- planter, som senere udviklede sig videre til fuld- stændigt uddannede Planter. Saaledes læse vi f. Ex. i en i 1686 udgiven Afhandling af Linnés nærmeste Forgænger som Professor i Upsala, Olof Rudbeck den Yngre, at *det Ord Frø eller Sæd haver tvende Betydninger, en almindelig og' en anden mere egenlig. I Almindelighed betyder det en vis Samling og Sammenhobning af et eller andet Stof, uden nogen bestemt Skikkelse, men alene en vis Jordens Disposition. Og- dette er det Frø, som haver været fra Begyndelsen, hvilket beskrives i første Mose Bog I, 11«. For at bevise, at «denne Kraft og Guds Velsig- nelse, som Jorden én Gang fik, ogsaa endnu tilhorer denne, saa at den uden nogen Agerdyr- kers Hjælp, af sig selv ved Solens Indvirkning kan bære frugtbare Urter og Græs,« behøves der vel blot nogle Citater af saadanne Mænd som Ambrosius, Virgil, Ovid, Aristoteles o. A., men til yderligere Sikkerhed, anføres dog: »at det er uimodsigeligt, at Jord, som kastes ud afJordens dybeste Rum og Brønde, inden en vis Tid frem- bringer af sig selv nye og paa det Sted forlien aldrig sete Urter og Græs, thi hvem er der vel, som ikke veed, at adskillige Urter tidt og ofte komme op paa de høieste forfaldne Taarne?« Og naar »de Reisende hyppigt skue hele Skove, hvor der tilforn vare nøgne Bjerge og Sletter, sees det da ikke deraf klart nok, at Jorden af sig selv kan avle Urter uden noget særlig formet Frø, men aleneste af en blot Disposition, for- aarsaget af en vis Bevægelse og visse Smaadele, dannede paa en bestemt Maade og foranledigede dertil af Solens Varme ?« Dette bekræftes ogsaa haade af Virgil og’ den lærde Mariotte, som an- seer det for godtgjort, at der »udi Vandet, Jorden og Luften findes en utallig Hob af smaa Legemer af den Art og Beskaffenhed, at tre eller fire af dem, naar de komme i Berøring 40