Skildringer Af Naturvidenskaberne For Alle

627 OM PLANTERNES SPIRING. fi28 med hverandre, kunne g-ive en god Begyndelse til en Urt og- tjene den i Stedet .for Frø eller Sæd.« Medlidende tilføies da: »Men naar de Gamle have brudt deres Hjerner med at udgrunde den rette Aarsag hertil, O! hvor have de da faret vild!« Denne akademiske Afhandling, af hvilken vi have anfort Ovenstaaende, var tilegnet Dronning Ulrika Elenora; dens Titel var »de propagatione plantarum«, og den blev af Dron- ningen ikke blot belønnet med 100 Dukater, men hun befalede endog, at den skulde oversættes paa Svensk, hvilket ogsaa skete; Manuskriptet findes nu paa Bibliotheket i Upsala. Det kan neppe Andet end vække Enhvers Forundring, at man paa hine Tider var saa al- deles ukjendt med Frøenes Evne til baade ved Vindens Hjælp at spredes vidt omkring og i lang Tid at kunne ligge i Jorden uden derved at tabe Evnen til at spire. Endnu større Forun- dring maa dog »den Kunst, som lærer os at gjøre Urter«, vække, til hvis Udøvelse man navnlig skulde anvende »andre Urters Aske og- Salt«. I det anførte Skrift meddeles et Par Recepter paa nogle hertil nødvendige Asko- og Saltblandinger; ved Hjælp heraf skal man end ogsaa midt om Vinteren foruden andre Væxter kunne frembringe »saa* naturlige og livagtige Roser, at de endog skuffe den Forstandigste.« For øvrigt var det ikke blot Urter, som saaledes kunde opstaa af dødt Stof, men ogsaa. forskjel- lige »Creaturer«. Det forsikkros saaledes, med Anførelse af en tydsk Lærd som Støtte, om Ormene, at »de kunne skjæres i smaa Stykker og forraadne, saa at der ikke synes at være noget Spor af Liv tilbage, men igjen ved Solens Indvirkning blive til nye Orme. Paa samme Maade kunde ogsaa Frøer, der om Vinteren ere knuste og- bievne til Jord, om Vaaren eller Som- meren faa Liv igjen. Fluer, Aal, Krabber osv. kunne sandsynligvis ogsaa paa samme Maade blive levende paany, selv om de deles i mange Hundrede Stykker, og man kan saaledes begribe, hvorledes der kan blive Frøer af Pandekager«. Med denne sidste kostelige Paastand sigtes der til on høist mærkelig Historie om en Borger i Upsala, som havde faaet Pandekager med som Reisekost paa en Tour til Stockholm; af disse udviklede der sig efter otte Dages Forløb til Mandens store Forskrækkelse »een stor Hob af smaa Tudser«; den lærde Forklaring af dette mindeværdige Fænomen gaar ud paa, at den ved Deigens Gjæring frembragte Varme havde bevir- ket, at de Andeæg, med hvilke Kagedeigen var beredt, havdo udviklet sig til de nævnte Dyr, »som saas springe udi samme.« Maaskee have vi været altfor vidtløftige i Fremstillingen af en af disse henrundne Tiders Fantasier, men man kan deraf forstaa, Ii vilket Mod Linné behøvede, da han, i den skarpeste Modsætning til Læren om de levende Væsners Avling af dødt Stof, fremkom med sin korte, men indholdsrige Paastand: »omne vivum ex ovo«, o: alt Levende kommer af Æg (eller Frø). Han var saa fuldstændigt overbevist om Rigtigheden af denne Sætning, at han satte et Æg i sit adelige Skjoldmærkes Hjerte for lige- som derved ret tydeligt at fremhæve sin urokke- lige Mening om dette vigtige Spørgsmaal. Dog var det ikke fuldt afgjort dermed, men endnu for et halvhundrede Aar siden’ kunde f. Ex. en af Tydsklands mest fremragende Botanikere frem- komme med den Anskuelse, at de ved en Sos Torlægning af Dyndet fremkommende Planter, der ofte ere ganske forskjellige fra den omgi- vende Vegetations, ikke skyldes Frø, men kun kunne tilskrives Dyndmassen selv som avlede i og af den. Det Forhold, at øerne i Alminde- lidhed ere plantefattigere end Fastlandene, for- klares ganske simpelt derved, at øerne ere dannede senere og altsaa ikke have kunnet frem- bringe et saa stort Antal Arter. De vilde nok i sin Tid lade Træer, Buske og Urter fremspire af sig, — naar man blot vilde have Taalino- diglied. Endog i vore Dage har denne Lære om Planternes Selvavling fundet Forsvarere, men disse have, slagne paa alle de vigtigste Punkter, dog været nodsagede til at indskrænke en slig Læres Berettigelse til Plante- og Dyreverdenens allermindste, kun ved stærke Forstørrelser syn- lige Former. Deres Omraade er blevet snæv- rere og snævrere, og tålsidst har Videnskaben, navnlig ved Pasteurs Forsøg, kastet sit klare Lys ud over Omraader, der hidtil vare hyllede i Vankundighedens Mørke i eller forudfattede Me- ningers uklare Taager. Som en aldeles nødvendig Betingelse for, at en Plante ska] kunne spire frem, sætte vi alt- saa Froe^ først og fremmest; men er det derved ligegyldigt, hvorledes det er? Den daglige Er- faring giver os et utvetydigt Svar herpaa. At, saae spiringsudygtige Korn nytter kun lidet; det veed enhver Landbruger, og derfor søger han ogsaa at rense sin Sæd. for saadanne. Undersøge vi vore hoiere Planters Fro, kunne vi paa disse adskille forskjellige Dele. Yderst finde vi én eller to, mere eller mindre tykke Hinder eller Frøskaller, som omslutte en Kj ærne. Hos en stor Mængde Planter (f. Ex. Ærter, Bønner, Hestekastanie, Mandel o. m. a.) bestaar denne blot af en lille Kim plante (embryo), saaledes benævnt, fordi den ved Spiringen