Skildringer Af Naturvidenskaberne For Alle

631 OM PLANTERNES SPIRING. 632 til at kunne vækkes til Live igjen. Man har tvært imod fundet, at nogle Planters Frø hurtigt tabe Spirekraften, andre derimod længe vedlige- holde samme. Som Exempel paa den først nævnte Slags kunde man anføre Pilene, hvis Frø efter ti å tolv Dages Forløb ikke kunne udvikles videre, Elme, Popler, Kaffe o. s. v. Nogen Forbindelse mellem denne Egenskab og Frøets Bygning- er det ikke lykkedøs at opdage; dog synes tyndskallede saavel som meget olieholdige Fro, hvilke sidsto let blive harske, ikke at kunne taale en længere Tids Henligg-eu uden at tabe Evnen til videre Udvikling. Stor Opmærksomhed have de Frø tildraget sig, som i meeret lange Tider have slumret, for senere, naar gunstige Omstændigheder omsider have tilbudt sig-, at udvikle nye Planter. I Almindelighed kan man dog ikke nok som advare mod altfor stor Lettroenhed i dette Kapitel, lige som man ogsaa maa opfordre til den største Forsigtighed ved Forsøgenes Udførelse. Beret- ninger om den saa kaldte «Mumiehvede«, der blev funden i ægyptiske Mumiekister og angaves at have spiret efter sin tretusindaarige Hvile, maa henvises til Fablernes Omraade, og det Samme gjækler om adskillige andre Beretninger af lignende Indhold. Maaden, hvorpaa Frøene opbevares, udøver en væsenlig- Indflydelse paa døres Evne til i længere l id at bevare Spirekraften. Det synes at være heldiget, om de ligge indesluttede i Jorden uden Luftens Adgang, og det er sikkert, at mange af de Planter, som spire frem efter en Rydning eller Afgravning-, stamme fra Fro, som i lange Tider have hvilet i Jordens Skjød. Saaledes har man f. Ex. af Jord, hentet fra Middelalderens Grave, seet Kornblomster, Kamille, Rosmarin, humleagtig Sneglebælg o. a. spire frem. Ligeledes har den fremragende, engelske Botaniker Lindley taget Jord fra Bækkenet af et i en Gravhøi fundet Skelet og deraf seet tre Himbærplanter spire frem. Eftersom der ved Siden af nævnte Skelet fandtes Monter fra Keiser Hadrians Tid, antog man, at Himbærfrøene havde hvilet sexten—sytten Aarhundreder i Jorden. Et nyt og særdeles mærkeligt Bevis paa, hvor seig- livede Frø kunne være, har man faaet ved de i de senere Aar i Aviserne saa hyppigt omtalte Sølvgruber ved Laurion i Grækenland. Efter Bortrydningen af nogle store Slaggebunker, som man tror med Sikkerhed at kunne paastaa ikke have været rørte i de sidste femten Hundrede Aar, fremkom der i Mængde en til Valmuefami- lien hørende Plante (Glaucium Serpieri), hvis Frø med saa meget større Sandsynlighed kunne an- tages at have ligget i Jordbunkerne, som denne Form var aldeles ny for Botanikerne. Rimelig- vis var den i Tidens Løb aldeles uddød, men stod nu ved en ren Tilfældighed atter op af Graven. Endog i Vand eller paa Bunden af Søer og Floder kunne visse Frø beholde Spireevnen i læn- gere Tid. Hvis man foretager en Opmudring- og lægger Mudderet paa Bredden, finder man mange Planter fremspirede deraf, hvis Fro neppe kunne være hidførte andetsteds fra. Dette har man her i Landet haft Leilighed til at iagttage ved liere Søers og Fjordes Tørlægning, f. Ex. ved Søborg Sø, Lersøen, Sonders© og Lammefjorden. Direkte Forsøg have ogsaa viist, at der i det mindste har kunnet forløbe tyve Aar, uden at adskillige af de under Vandet g'jernte Arters Frø havde mistet Livskraften, og- det har viist sig-, at mange af de ved Opmudringer eller Tørlæg- ninger fremkomne Planter i en tidligere Tid have voxet der i Egnen, men senere forg'jæves have været eftersøgte af Botanikerne. Hvad endvidere saadanne Frø angaar, som i længere Tid have været opbevarede i botaniske Museer og Herbarier, har man et større Antal Iagttagelser, om hvis Nøjagtighed der ingen Tvivl kan herske. Det fremgaar heraf, at der vel gives enkelte Frøarter, som saaledes opbeva- rede i Luften i længere Tid have kunnet mod- staa lidens Tand, men at de fleste dog temmelig' hurtigt gaa til Grunde. Det opgives som tilfor- ladeligt, at Hundrede, ja endog- to hundrede Aar gamle Bønner saa vel som halvhundredaarige Argurkekjærner o. s. v. skulle have kunnet spire, men det tør neppe ansees for ganske sikkert. Ved Forsøg, som man anstillede med 368 for- skellige Arters Frø, alle femten Aar gamle, kom kun sytten til Udvikling. I Almindelighed ere tie a otte Aar tilstrækkelige til at ophæve Livs- kraften; Ærteblomstrede samt Planter af Katost- og- Lindefamilien have viist sig’ at være de mest seiglivede. Den Temperatur, i hvilkon Frøene under deres Opbevaring befinde sig, maa naturligvis have en betydelig Indflydelse paa deres Evne til at bevare Livskraften. Mærkeligt nok synes stærk Kulde ikke at have nogen særlig Indfly- delse paa Lrøene, selv af saadanne Planter, som eie temmelig’ ointaalige, naar blot den fulde Modenhed og Tørhedsgrad er naaet. Vore al- mindelige Kornsorter, ligesom ogsaa Hestebønner, havo saaledes viist sig ikke at tage den ringeste Skade af fyrgetyve Graders Kulde. Korn, som efterlodes af den ulykkelige Halls Polarexpedition ved dennes Vinterkvarter under 81° 38' n. B. og senere bragtos hjem af den engelske Expedi- tion under Nares (1875—76), fandtes at spire