Skildringer Af Naturvidenskaberne For Alle

633 OM PLANTERNES SPIRING. 634 fortræffeligt, ikke engang Maisen undtagen, og man maa erindre, at Vinteren i hine Egne er saa haard, at Kviksølvet under Halls Expe- dition i hele Marts Maaned var frossent i den Grad, at man kunde skyde med Kugler af dette Metal gjennem to Tommers Planker, og at Nares observerede en Kulde af 4- 59° C. — Hvis derimod Frøene ere fugtige, dræbes de lettere, især hvis de tilhore Arter fra de varme Lande. Den Varme, som Frøene kunne taale uden at dræbes, er ogsaa meget afhængig af Luftens Fugtighedsgrad. I Almindelighed kan man an- tage, at den høieste Varmegrad, de kunne ud- holde, er i Vand 4- 50°, i fugtig- Luft + 62°, i tør Luft + 70 å 75°. Ere Fro under Luftpumpen bievne befriede fra alt indsuget Vand, er deres Modstandskraft endnu større; Hvede, behandlet paa denne Maade, har saaledes kunnet taale + 100° C. Forsøg-, anstillede i den allernyeste Tid, have endog viist, at godt udtørrede Hvedekorn kunne udsættes for indtil + 120° C og senere dog udvikles til smaa Planter, i større Mængde dog kun for saa vidt som de langsomt komme til at indsuge Fugtighed og derved opblødes. Det fremgaar af det ovenfor Udviklede, hvilke Fordringer man skal stille tit selve Frøet, for at det skal kunne betragtes som spiredyg- tigt. Der staar nu tilbage at undersøge, hvilke ydre Betingelser og Kræfter der fordres, for at den slumrende Kimplante skal kunne vækkes af sin Dvale. Først maa vi da nævne som en nødvendig Betingelse Tilstedeværelsen af Vand eller Fugtighed. Aarsagen hertil er Jet at indsee. De Hinder, som omslutte Frøets Kjærne, og i endnu høiere Grad de haarde Frugtskaller, som ofte, f. Ex. hos Nødder, Blommer o. a., omgive den, danne Baand, som den spæde Kim ikke for- maar at sprænge, førend de ere bievne tilstræk- keligt opblødte. Hertil kommer, at Kimen, saa vel som Frøhviden (hvor en saadan forekommer), med stor Begjærlighed indsuge Vand, ofte endog’ mere end Frøets egen Vægt, hvorved der ind- træder en betydelig Opsvulmning og det omgi- vende Hylster sprænges. For at lette Vandets Indtrængen er det, at Gartneren ofte filer, skjærer eller paa anden Maade beskadiger Frøets ydre Skal, naar denne er meget haard, og det er let at see, at Spiringen derved kj endeligt paa- skyndes. Det er desuden indlysende, at det af Frøene indsugede Vand kan bidrage til adskil- lige af de Næringsstoffers Oplosning, som be- finde sig i dem, og derved lette den lille, nyfødte Plantes Arbeide med at faa den nødven- dige Fede. Fremdeles er det klart, at der til Spiringens Begyndelse og- Fortsættelse udkræves en vis Varme, lige som ogsaa at denne for de forskjel- lige Arter er meget forskjeHig1. Man har enkelte Gange seet Frø spire ved meget lav Temperatur, idet man har seet Hvedekorn og Ahornfrø spire paa Isstykker i en Iskjælder, hvorhos de unge Planter endog sendte deres Rødder langt ind i deres kolde Underlag. Som Exempler paa nogle af de laveste Temperaturer, ved hvilke Frø ere iagttagne at være komne til Spiring-, kan an- føres, at Alph. de Candolle angiver at have fun- det for livid Sennep 0°, Karse + 1,4 å 1,9°, Hør + 1,8°, Hvidkløver + 5,7°, Hvede, Byg og Rug1 + 7° (andre Forskere have fundet + 5°), Mais + 9", Melon + 17" o. s. v., medens den høieste Varmegrad, oven over hvilken Frøene ikke kunne udvikle sig, har viist sig at være for Byg + 36 å 37°, Hvede + 43", Mais+ 46,2° o. s. v. Kjende vi nu alle Betingelserne for Spirin- ringen, eller med andre Ord, udvikle Frøene sig altid, naar de ere spiredygtige og- udsættes for passende Varme og Fugtighed? Der beho- ves ikke stor Eftertanke for at indsee, at det ikke forholder sig saaledes. Der indtræder ingen Spiring-, naar den almindelige atmosfæriske Luft erstattes af Brint, Kvælstof, Kulsyre eller for- skjellige andre Luftarter; heller ikke, naar Frøene lægges i udkogt eller destilleret Vand (befriet fra Luft). Selv om de ligg-e i almindeligt friskt Vand, indtræder Spiringen kun undtagelsesvis, men derimod begynder denne, naar man hyppigt skifter Vundet eller lader en Iltstrøm uafbrudt passere igjennem det. Af disse og lignende Forsøg har man da fuld Ret til at drage den Slutning, at der til Frøenes Spiring udfordres en jevn Tilgang1 af Luften og særlig den Bestand- del deraf, som kaldes Ilt. Kjendskab til dette Forhold giver os ogsaa Forklaring paa flere af de i det daglige Liv forekommende Fænomener. See vi f. Ex. ikke hyppigt, at Frø, som ere komne for dybt ned i Jorden, blive liggende der uden at spire? Voxe Frøene ikke bedre, naar de ligge i en løs Jord- bund, hvori Luften kan trænge ind? Og virker det ikke skadeligt paa Spiringen, naar der ved Regn eller Vanding' har dannet sig en Skorpe paa lerede Jorder? Heri finde vi ogsaa For- klaringen paa, hvoraf det kommer, at forskjellige Frøarter fordre forskjellig Dybde, i hvilken de skulle saas, for bedst at komme til Udvikling, en Dybde, der i Almindelighed synes at afhænge af Frøenes Størrelse. Naar nu altsaa Fugtighed, en passende Var- megrad og Luft samtidigt, virke paa Frøet, indtræder Spiringen med Sikkerhed tidligere eller