Skildringer Af Naturvidenskaberne For Alle

705 KEMIENS OPGAVE I FORTID OG NUTID. 706 Ændring i disse Bestanddeles Mængdeforhold og Renhed. Her er altsaa vel Tale om en Forskjel i Sammensætning, men dog ikke i den Forstand, hvori vi nu opfatte det, idet de her omtalte kemiske Elementer ikke betragtedes som grund- forskjellige Arter af Materien, men som forskjel- lige Tilstandsformer af samme Materie. Den her omtalte Betragtningsmaade af Metallerne findes allerede tildels i det ældste Arbeide i Kemi, vi kjende, hvilket hidrører fra Araberen Geber og skriver sig fra det ottende Aarhundrede; vi finde lier netop den Betragtning gjort gjældende, at alle Metaller ere Forbindelser af Svovl og Kvæg- sølv i forskjellige Forhold. Guld og Sølv be- stode af reneste Svovl og Kvægsølv, de øvrige Metaller af samme Stofler i niere uren Tilstand, men disse kunde ved forskjellige Processer for- vandles til Guld. Denne Stræben efter at opnaa en Maade, hvorpaa man kunde fremstille de ædle Metaller og saaledes skaffe sig store Rigdomme, vedvarede gjennem flere Aarhundreder og saa • længe Kemien arbeidede mod et saa forfeilet Maal, kunde der ikke være Tale om noget stort Fremskridt inden for dens Omraade, medens man dog paa den anden Side indvandt Erfaringer, der i senere Tider ere komne Videnskaben ti] Gode. Allerede i det 13de Aarhundrede viste der sig Tegn til, at Bestræbelserne vilde tage en anden Retning; enkelte Alkemister begyndte at anvende kemiske Præparater til Lægemidler, og vi finde omtalt »de Vises Sten« som et Læge- middel mod alle Sygdomme. Vi mærke her Overgangen til den følgende Periode, li vor Ke- mien særligt traadte i Lægekunstens Tjeneste, idet de talrige nyopdagede kemiske Præparater fortrængte de tidligere fra Planteriget hentede Lægemidler, og fra Slutningen af det 15de Aar- hundrede førtes Kemien ved. Paracelsus ind i et helt nyt Spor, idet dens Opgave nu ikke længere blev at lave Guld, men at tilberede Lægemidler; Paracelsus betragtede nemlig Legemets Livsfunk- tioner væsenligt som en Række kemiske Processer, der kunde ledes og ordnes ved kemiske Midler. Denne Forening af Kemien og Lægekunsten har man betegnet som »latrokemi«. Vi linde her fremdeles den samme uklare Forestilling om Forstaaelsen af Legemernes kemiske Sammensætning, idet latrokemien lige- som Alkemien antager, at visse Egenskaber hos Legemerne bero paa et Indhold af visse, for alle Stoffer fælles Bestanddele. Man udvider imidlertid Begrebet til ogsaa at omfatte det men- neskelige Legeme og særligt lægger man Vægt paa Stoffernes Forhold overfor Ild og Varme; er et Legeme bestandigt over for Ildens Indvirkning, beror det paa et Indhold af Salt, er det flyg- tigt ved Opvarmning, hidrører det fra Noget, der betegnes Kvægsølv, er det brændbart, stammer denne Egenskab fra et Indhold af Svovl. Disse Elementer spillede en stor Rolle i det 16de Aarhundredes Lægekunst, da man nærede den Anskuelse, at det menneskelige Legeme og ethvert af dets Organer kun var i sund Tilstand, naar de nævnte Elementer vare tilstede i aldeles be- stemte Forhold; Sygdom beroede paa en Afvi- gelse fra disse Forhold, og Helbredelsen afhang af om man kunde gjenoprette den samme nor- male Sammensætning. Der var selvfølgelig ikke Tale om at det lykkedes latrokemikerne at ud- skille de nævnte Elementer af Stofferne. Imidlertid er det meget vanskeligt at blive klar over, hvorvidt man i denne Periode antog saadanne Elementer som virkeligt materielt til- stedeværende eller blot som Bærere af de dem til- kommende Egenskaber. Man maa dog ikke tro, at der ikke i hele denne Tidsalder skete noget Frem- skridt i Kundskaben om Stoffernes virkelige Sam- mensætning; tværtimod lærte man den virkelige Sammensætning af mange Legemer at kjende; man bemærkede saaledes, at der meget godt kunde findes Kobber i saadanne Substanser, hvori Diet, ikke kunde bemærke metallisk Kobber, og at Cinnober bestod af virkeligt Kvægsølv og virkeligt Svovl o. s. v. Saadanne Erfaringer voxede mere og mere i Antal og maatte efter- haanden bevirke, at man fik en rigtigere og klarere Forestilling om Materiens Sammensætning, saa- ledes at man i den sidste Halvdel af det 17de Aarhundrede endeligt naaede til den rigtige An- skuelse, at man kun kan betragte de Substanser som Bestanddele af Legemerne, der kunne frem- stilles af disse ved Sønderdeling, eller af hvilke Legemerne kunne lade sig sammensætte. Ved kemiske Elementer eller Grundstoffer forstaar man fra samme Tidspunkt saadanne, der ikke lade sig sonderdele ved alle hidtil bekjendte Hjælpemidler. Kemien er fra dette Øieblik i Ordets sande Betydning Læren om Stoffernes Sammensætning. Man har altsaa nu i to liundrede Aar næret den Anskuelse, at der existerede forskjellige Arter af Materie, saakaldte Grundstofler, der, ind- byrdes forenede, danne alle sammensatte Forbin- delser; selvfølgelig kunde man ikke strax fri- gjore sig fra alle tidligere Anskuelser og antog undertiden Existensen af et eller andet Element, som senere viste sig ikke at existere, lige som inan ogsaa betragtede enkelte Stoffer som Ele- menter, der senere have viist sig* at være sammen- satte. I Tidernes Lob er Antallet af saadanne Grundstoffer stadigt steget, saaledes at vi for •Øieblikket kjende omtrent 70 saadanne Stoffer. 45