Skildringer Af Naturvidenskaberne For Alle

727 ET OG ANDET OM NOGLE LUFTARTER. 728 smaa dandsende Flammer, i hvilke Uvidenhed, Overtro og Rædsel have troet at sec Spøgeri og Trolddom. Altfor ofte læse vi desværre i Aviserne om Grubeexplosioner, der indtræffe saa vel i Eng-land som andre Steder, og hvorved i et eneste Qie- blik Hundreder af Mennesker maa lade deres Liv, medens maaskee tre Gange saa Mange miste deres Støtte og serge over Tabet af Ægtefælle og Forældre. Da der hersker megen Vildfarelse med Hen- syn til disse Ulykkers virkelige Natur, turde nogle Ord til Belysning af denne farlige Luftarts Egenskaber ikke ansees for overflødige. Vi maa erindre, at Stenkulslagene ere Re- sultaterne af utrolige Mængder forraadnende Plantestoffer, der under et umaadeligt Tryk ere gaaede over til de almindeligt bekjendte Stenkul. Det er da ikke underligt, at store Mængder Sump- gas, der udvikles ved den langsomme Forraad- nelse, samles i hver en Hulhed i Kullagene. I enkelte Kulleier »piber« Gassen frem, saa snart Boret trænger ind i Stenmassen. Grubearbei- derne kalde dette »syngende Stenkul«. Grube- gas — et Ord man i England er vant til at hore med Forskrækkelse — er blot et andet Udtryk for Sumpgas. Naar den blandes med Luften, ere dens explosive Egenskaber end ogsaa stærkere end hos den Blanding af Tit og Brint, vi just have omtalt. Desuden gjør Sumpgassen ved Explosioner hele den omgivende Luft ska- delig at indaande, saa at de, der ikke dræbes ved selve Explosionen, angribes af den ligeledes dræbende »Eftergas«, der ganske simpelt bestaar af Kulsyre. F hvor vel, som man let kan forstaa, Sump- gassen er meget nær beslægtet med det Produkt, der dannes ved Ophedning af Kul i lukkede Rum (som ved Tilberedningen af Belysningsgas), saa adskiller den sig- dog derfra i en væsenlig Henseende: den er nemlig- fuldstændigt lugtfri. Gassen sniger sig derfor om den stakkels Grube- arbeider uden at være kjendelig ved den ubeha- gelige Lugt, der altid ledsager Udstrømningen af Belysningsgas i vore Boliger. Alan kan i det Smaa tilberede Belysningsgas ved Hjælp af en sædvanlig Tobakspibe af Ler. Pibehovedet fyldes med grovt pulveriseret Sten- kul og lukkes med et Laag af ildfast Ler; naar Leret er tørret, ophedes Piben til Rødgled- hede, hvorved Gassen udvikles sammen med en Mængde Røg og kan antændes ved Pibens Mund- stykke. Resten, der bliver tilbage i Pibehovedet, bestaar af et Stykke næsten rent Kul i Form af »Cokes«. I Gasværkerne underkastes den raa eller urene Gas en Rensning ved Hjælp af Kalk, men desværre bliver desuagtet i Almindelighed mange Bestanddele tilbage, der ikke forøge Gassens Lysstyrke, og som ere til Skade for Sundheden. Vi kunne ikke her gjore Rede for alle Bipro- dukterne ved Gasfabrikationen, skjondt de ere af megen Interesse og tillige af stor industriel Be- tydning. De smukke Anilinfarver ere ikke do mindst vigtige af disse Biprodukter. Den Luftart, der nu skal gjøres til Gjen- stand for Omtale, har paa Grund af sin grønne Farve faaet Navnet Chlor. Dette forekommer ikke i fri Tilstand i Naturen; derimod ere dets Forbindelser meget udbredte, særligt det almin- deligt bekjendte Kogsalt. Chlor er skadeligt at indaande og fremkalder øieblikkeligt Kvælning, naar det indaandes i ublandet Tilstand; man maa derfor iagttage stor Forsigtighed, naar man liar med denne Luftart at gjøre. I fortyndet Til- stand minder dets Lugt om frisk Tang. Der er Fig. 9. Antimon, der brænder i Chlor. neppe nogen Luftart, med hvilken man kan gjøre saa smukke og overraskende Forsøg som med Cttlor; Vanskeligheden ved dets Fremstilling lønnes derfor rigeligt ved det Resultat, man opnaar. En Skefuld almindelig Kogsalt (Chlornatrium) blandes med samme Vægt Manganoverilte (Brun- sten), hvilket er det samme Stof som vi benyttede til Fremstilling af Ilt. En halv Thekop Svovlsyre blandes i et andet Kar med samme Mængde Vand paa den tidligere anførte Maade og hen- sættes til Afkjøling. Begge Blandinger bringes i en Kolbe og op- varmes (se Fig. 2). Glasskaalen bor i dette Til-