Skildringer Af Naturvidenskaberne For Alle

843 OM SLÆGTSKABSFORHOLD I DYRERIGET. 844 Lungens Bygning og Opgave. Fra Fiskene gaa vi til Paddernes Klasse, hvor vi træffe Lunger, der staa omtrent paa samme Udviklingstrin som hos hin besynderlige Fisk, og fra Klasse til Klasse finde vi derefter Lungerne i stadigt frem- skreden Udvikling-, hvilket man har ment at kunne udtrykke saaledes, at Lungerne hos de hoiere Hvirveldyr repræsentere en overordenlig vidt fremskreden Udvikling af en Svømmeblære, saaledes at denne under sin Udvikling er bleven omdannet til et Aanderedskab. Til vor tidligere Omtale af Hesten skulle vi endnu foie nogle Bemærkninger om dens ud- døde Slægtninge; vor Kundskab om disse have vi fra Fundet af talrige Skeletdele, der have leveret hoist lærerige Bidrag- til Besvarelsen af de Spørgsniaal, med hvilke vi her beskjæftige os. Ved vor Undersøgelse af Hestens Extremiteter saae vi, at dette Dyr paa hvert af sine Lemmer kun har ét Mellemfodsben og én dertil svarende Taa fuldt udviklede, nemlig' den mellemste (Fig. .17 c3), og at det er dennes yderste Led, eller rettere den dette omgivende Hov, paa hvilket Hesten træder. Vi bemærkede fremdeles, at der paa hver Side af det nævnte Melleinfodsben sidder en langagtig-, tynd Knokkel (c2), som utvivlsomt repræsenterer de to Melleinfodsben, paa hvilke anden og fjerde Taa skulde have siddet. Saa- ledes er altsaa Forholdet hos de nu levende Heste, o: hos Arterne af Slægten Equus. Vende vi os til »Forsteningernes Vidnesbyrd« og1 søge vi ved deres Hjælp at udforske Hestefamiliens Historie, saa finde vi, at de fossile Hesteknokler, som indesluttes i de yngste geologiske Lag-, maa have tilhørt Dyreformer, som i alt Væsenligt stocle Nutidens Heste nær. I lidt ældre Lag, de saa kaldte plio c ene og ni i o een e Dannelser, træffer man imidlertid Levninger af Heste, hos hvilke de omtalte rudimentære Mellemfodsben have en saadan Udvikling, at vi maa antage, at disse Hesteformer have havt to mindre Sidetæer*), der vel ikke have tjent til egenlig Støtte for Dyret, men have siddet høiere oppe, omtrent som Bitæerne hos Nutidens Drøvtyggere. Disse tretaaede Heste**) have været udbredte saa vel i Europa (Hipparion) som i Amerika (Protohippus), og mærkeligt nok ere Levningerne af uddøde Hestearter langt talrigere i den sidst nævnte Verdensdel end i Europa, uagtet ingen af de nu levende Hesteformer fandtes i Amerika, førend Spanierne indførte den tamme Hest dertil. 1 endnu ældre europæiske Dannelser end de, hvori Hipparion forekommer, har man truffet Levninger af en anden uddød Hesteform, Anehitherium, og i Amerika har man i tilsvarende Lag fundet en beslægtet Art, som Palæontologerne have kaldt Miohippus. Begge disse to sidst nævnte Slægter besidde de to hos Hipparion og Protohippus forekommende Sidetæer, men saa stærkt udviklede, at de sandsynligvis have naaet til Jorden. For- uden disse to Sidetæer fandtes der baade hos Anchitherium og hos Miohippus et rudimentært Mellemfodsben, svarende til femte Taa***) eller Lillefingeren, men hos en anden af Fortidens Heste, Mesohippus, af hvilken Levninger ere fundne i Lag, som tilhore en endnu ældre Tid end den, i hviken Miohippus levede, havde dette Mellemfodsben en betydeligere Udvikling. Ende- ligt har man i de eocene Dannelser, som skrive sig- fra en Periode, der ligger endnu fjernere fra Nutiden, fundet Levninger af de aller ældste hidtil bekjendte Hesteformer, tilhørende Slægten Orohippus, som udmærkede sig ved at have fire vel udviklede Tæer paa Forfødderne og tre paa Bagfødderne. I Overensstemmelse hermed fandtes der hos Orohippus adskillige af de Knokler, som sammensætte Menneskets Haand og Fod, men som mangle hos Nutids-Hestene. Der er Intet til Hinder for at antage, at fremtidige Under- søgelser ville godtgjere, at der i en endnu tid- ligere Periode af Jordens Udviklingshistorie har levet Heste med fem udviklede Tæer paa alle fire Lemmer, og det synes allerede, at man ved den for faa Aar siden gjorte Opdagelse af Eohippus i det vestlige Nordamerikas Klipper er kommen et Skridt videre hen imod det fenitaaede Dyr, som repræsenterer den ældste Gren af Hestens Stamtræ. Ved disse Undersøgelser over Homologier er man kommen ind paa et af de interessanteste Omraader for den spekulative Naturforskning-. Man kan selvfølgelig ikke være i Tvivl om, at der i længst forsvundne Tider har levet saadanne hesteagtige Dyr, men de Forestillinger, man har dannet sig angaaende deres ydre Udseende paa Grundlag af de forefundne Levninger, ere naturligvis kun Antagelser, om det end maa siges, at Rigtigheden af disse, i alt Fald i Hovedtrækkene, have den største Sandsynlighed for sig. Det vil neppe være nødvendigt at samle eller yderligere at rekapitulere Hovedindholdet *) Som bekjendt er denne Antagelse bleven til fuldkommen Vished. O. A. **.) Udførligere Oplysninger om disse Former og om deres formentlige Slægtskabsforhold til Hesten findes i Dr. Boas's Afhandling: »Hesten og Næshornet« S. 679. ***) Ogsaa hos Hipparion fandtes der paa Forfoden et saadant lille femte Mellemfodsben. O. A.