Skildringer Af Naturvidenskaberne For Alle

891 TRÆKFUGLENE. 892 denne eller hin Art overskride Grændserne for det Omraade, inden for hvilket deres sædvanlige Træk finder Sted. Som et af de mærkeligste Tilfælde af denne Natur maa anføres den kirgi- siske Stoppehønes massevise Optræden lier i Dan- mark og andre europæiske Lande i Sommeren 1859 og nogle af de paafølgende Aur. Meget sjeldent skeer vist nok en saadan Afvigelse fra dot Sædvanlige med Fuglens frie Villie, om det end ikke tør benægtes, at den kan fremkaldes af Misvæxt eller lignende Aarsager; langt hyp- pigere maa Grunden dertil soges i heftige Storme eller Taage, som bevirke, at Fuglene komme ud af deres Kurs og flakke forvirrede om. Man liar saaledes ogsaa Exempler paa, at nord- amerikanske Trækfugle have viist sig her i Europa efter vedholdende og stærke vestlige Storme. At mange Fugle under deres Vandring omkomme paa Havet, er sikkert; man har saa- ledes mangfoldige Exempler paa, at døde Fugle i Træktiderne ere drevne i Land paa Middel- havets , Ostersoens og Atlanterhavets Kyster. Ligeledes omkomme mange af de Fugle, der trække om Natten, idet de flyve mod Klippor, Fyrtaarne o. L. med en saadan Kraft, at de slaa sig ihjel. Blandt de mange interessante Iagttagelser, som bevise, at visse Fugle regelmæssigt vende tilbage til deres eget Sommerhjem, skulle vi anføre en, som or gjort af den bekjendte Dr. Jenner, Vakcinens Opdager. Han fangede Kirke- svaler, som han mærkede ved at afklippe to af Kloerne paa den ene Fod; derpaa satte lian atter Fuglene i Frihed. I de følgende tre Sommere vendte de alle tilbage til deres gamle Hjem, og endog- efter syv Aars Forlob fangede han en af dem, som endnu bar det umiskj endelige Tegn. Som et Kuriosum anføre vi fremdeles Beret- ningen om den unge polske Pig'e, der om Halsen paa en fangen Stork lagde en Kobberring med [udskriften »Ciconia e Poloma« (En Stork fra Polon), og som Aaret derefter traf sin Stork med en Guld -Ilalsring, der bar Inskriptionen »Ægyptens Son sender Polens Datter sin Hilsen.« Selv om det langtfra altid er Tilfældet, at de Fugle, som ved deres Ankomst til Norden sætte sig i Besiddelse af de gamle Redesteder, ere netop de samme som de, der Aaret forud have forladt dem, er det dog- sikkert, at dette meget ofte finde Sted. Den Intelligens, som Fuglene herved lægge for Dagen, er i Sandhed beundringsværdig. At en Fugl, som efter tvende lange Reiser og otto Maaneders Fraværelse i et Ijernt liggende Land atter nærmer sig vore Kyster, kan huske det lille Stod, som den forlod om Efteraaret, at den, trods alle de vexlende Ind- tryk, som Reisen har bragt den, dog kan mindes sin Redeplads og linde Veien dertil, forudsætter ikke alene en forbausende Evne til at orientere sig, men ogsaa en vidunderlig Hukommelse. Det er høist sandsynligt, at Trækfuglene gjennem talløse Generationer og paa Grund af Omstæn- dighedernes tvingende Magt have erhvervet sig en saa stærkt udviklet Evne til at mindes visse Lokaliteter, og, fremfor Alt, til at gjenfinde deres Ynglepladser, og der er al Grund til at antage, at deres skarpe Syn kommer dem for- trinligt til Nytte paa deres Vandringer, navnlig livad de Fuglo angaar, som flyve meget hoit, idet de derfra ere i Stand til paa én Gang at overskue betydelige Landstrækninger og benytte Bjergkjæder, Dalstrøg, Floder og Kyststrækninger som Orienteringspunkter; men denne Hjælp kan dog kun benyttes i større Maalestok af de Fugle, som trække om Dagen. Paa -øen Malta, hvor en stor Mængde af de europæiske Trækfugle vise sig saa vel paa Efteraarstrækket som naar do om Foraaret vende tilbage, iagttog Forfatteren, at mangfoldige af dem baado ankom og afreiste om Natten. Mange af dom kæmpede sig frem til Øen imod Vinden, medens andro bares dertil af Modvind. De Arter, hos hvem Flyveevncii kun var svagt udviklet, syntes ofte at være meget udmattede og nær ved at bukke under for de overstandne Besværligheder paa den lange Reise. Om Efteraaret, naar Trækfuglene drage mod Syd, (lyve Ungerne, som ere komne til Verden samme Aar, enten sammen med de Ældre eller for sig' selv. Om adskillige Arter gjælder det, at Hannerne indtræffe til os tidligere om For- aaret end Hunnerne; af andre Arter (f. Ex. Bog- finken) overvintre Hannerne som oftest, modens Hunnerne drage sydligere. Saa snart begge Kjon om Foraaret ere samlede paa Sonnneropholds- stedet, finder Parringen Sted. Medens de Heste baade af Stand- og Trækfuglene hele Vinteren igjennem have forholdt sig næsten stumme, lade Hannerne nu deres Stemme lyde efter bedste Evne. Kragens hæse og uskjonne Skrig og' Spurvens fordringsløse Kviddren ere lige saa vel Udtryk for Hjertets overstrømmende Lykke og svulmende Følelse af Velvære som Drosselens eller Nattergalens smeltende, melodiske Sang. Alle disse Lyde have uden Tvivl ogsaa til Hen- sigt at behage Hunnerne, men at Hannerne tillige selv linde Fornøielse i at synge, er umis- kjendeligt. Saaledes lader Bodkjælken, som i milde Vintere ofte forbliver her i Landet, sin Stemme hore midt under Vinterens Kuldo, og dens vakkre Sang udøver ofte sent paa Efter- aaret en eiendommelig oplivende Indflydelse paa de ode, taagede og sludfulde Omgivelser.