Skildringer Af Naturvidenskaberne For Alle

893 TRÆKFUGLENE. 894 Vi have allerede ovenfor bemærket, at der gives Arter, af hvilke undertiden kun det ene Kjøn drager bort, medens flet andet bliver til- bage; af andre Arter reise nogle Individer af- sted, dels Hanner dels Hunner, medens andre blive Vinteren over. 1 saadanne Tilfælde gaar de bortdragende Individers Reise dog i Regelen ikke synderligt langt fra Hjemmet. Den be- kjendte, nordamerikanske Vandredrossel (Fig. 2) afgiver et Exempel paa en haardfør Trækfugl, som kun nødtvungen forlader sit Sommerhjem. Saa længe det er den muligt at skaffe sig Fode, bliver den; naar Insekterne om Efteraaret do bort eller gaa i Vinterskjul, tager den til Takke med Bær og andre Frugter; men naar Frosten indfinder sig og- disse Næringsmidler ikke længer ere tilstrækkelige, tvinges Vandredrosselen til at Fig 2. Vandredrossel. Turdus migratorius. forlade Kanada og de nordligste Stater. I Regelen forblive dog enkelte Individer Vinteren over, idet, de friste Livet ved at fortære Hyben, Bærrene af Hvidtjørn og andre Frugter, som blive siddende om Vinteren. Evnen til at mod- staa Vinterens Kulde er meget ulige fordelt mellom Fuglene. Størrelsen synes aldeles ikke at have nogen Betydning i saa Henseende. Saaledes taaler, som bekjendt, den mindste af de europæiske Fugle, den saa kaldte Fuglekonge, undertiden endog den strængeste Kulde her i Landet, hvorimod andre, naar de overraskes af on pludseligt indtrædende stærk Kulde, meget hurtigt bukke under for den og dø. Ved Spørgsmaalet om hvorledes Vandre- driften fra først af er opstaaet hos Fuglene maa man nødvendigvis tage Hensyn til de For- andringer, som i Tidernes Løb ere foregaaede med de Lande, gjennem hvilke Fuglene trække. Naar man seer bort fra. den Indflydelse, som Mennesket direkte eller indirekte har udøvet paa saa mange Dyrs Udbredelse, er der i den historiske Tid Intet eller saa godt som Intet skeet, som har kunnet bidrage til at forandre Charakteren eller Udstrækningen af Fuglenes Vandringer. Men ganske anderledes forholder det sig, naar vi see hen til de Vidnesbyrd, som afgives af Jordklodens tidligere Historie. De fortælle os nemlig-, at Jordens Overflade og Klimatforholdene paa denne i de umaalelige Tidsrum, til hvilke ingen historisk Beretning naar tilbage, have været underkastede For- andringer og Omvexlinger af en gjennemgribende Beskaffenhed. Vi kunne naturligvis ikke her gaa nærmere ind paa disse Forhold, selv om vi vilde indskrænke os til den Del af den nord- lige Halvkugle, som indtages af Europa og de nordlige Dele af Afrika, altsaa de Landstræk- ninger, som fortrinsvis besøges af vore egne Trækfugle, men vi maa nøies med i Korthed at nævne nogle af de Resultater, hvortil Geologerne i saa Henseende ere naaede ved deres Under- søgelser over Tertiærperioden samt dens Plante- og Dyrelevninger. Man har fundet de tydeligste Beviser for, at det mellemste og nordlige Europa i den saa kaldte miocene (eller mellemste tertiære) Tid havde et saa mildt og herligt Klima, at saa vel Dyreverdenen som Vegeta- tionen, baade paa Land og i Hav, havde en tropisk Charakter. Som enhver anden geologisk Periode strakte denne sig gjennem et efter menneskelige Begreber meget langt Tidsrum. Henimod Periodens Slutning begyndte Klimaet, at antage en mere barsk Charakter, og under den derefter følgende Pliocen-Periode tiltog Af- kølingen bestandigt, indtil den endeligt naaede sit Høidepunkt i den saa kaldte Glacial-Periode (Istiden), under hvilken der i de nordligere Dele af Europa, Asien og Nordamerika herskede et fuldstændigt arktisk Klima*). Efter lange Tiders Forløb begyndte imidlertid Kulden paa ny at aftage, og Middeltemperaturen hævede sig lidt efter lidt til sin nuværende Høide. Fremdeles vide vi med temmelig stor Sikkerhed, at Skandinavien og de britiske øer saa vel før som en Tid lang efter Isperioden vare umiddel- bart sammenhængende med det mellemeuropæiske Fastland, saa at Sydeuropa og Nordafrika vare *) Nærmere Oplysning om disse Forhold findes i og strax efter Istiden« S. 259. Afhandlingen: »Nogle Træk af Dyrelivet ivnder