Skildringer Af Naturvidenskaberne For Alle
Forfatter: JONAS COLLIN
År: 1882
Forlag: FORLAGSBUREAUET I KJØBENHAVN, (O. H. DELBANCO. G. E. C. GAD. F. HEGEL. C. C. LOSE.)
Sted: KJØBENHAVN
Sider: 1268
UDK: 19, 5 (04)
MED 545 AFBILDNINGER
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
895
TRÆKFUGLENE.
896
fast forbundne med hinanden. Vore Trækfugle
kunde saaledes i hine Tider trække fra Skandinaviens
og Skotlands nordligste Egne ned til Afrika
uden at passere nogen Havstrækning. Først da
Europas og Afrikas Kontinenter fik deres nu-
værende Skikkelse, indtraadte der Forandringer
i dette Forhold.
Det staar maaskee ikke strax klart for
Læserne, at alt dette har Noget at gjøre med
Spørgsnuialet om Oprindelsen til Fuglenes Van-
dringer. Men at dette er Tilfældet, vil fremgaa
af dot Følgendo, idet man nemlig af de oven for
kortelig antydede Kjendsgjerninger kan slutte:
For dot For s te, at de Egne, i hvilke
vore Trækfugle nu have deres Sommerhjem og
Yngleplads, i en langt tilbage liggende Tid
(Miocen-Perioden), da Klimaet var langt mildere,
have været deres Stamforældres stadige Opholdssted.
For det Andet, at Fuglene, efterhaanden
som Kulden tiltog-, trak sig længere mod Syd;
i Begyndelsen fandt dette vel kun Sted efter en
ringere Maalestok, omtrent paa samme Maade
som nu tildags Sidensvandsen og liere andre
høinordiske Fugle om Vinteren streife ned til Skandi-
naviens sydligere Dele. Men alt efter som
Klimaet i Tidernes Løb blev strængere og-
strængere, nødtes Fuglene til at drage længere
og længere mod Syd, indtil de naaede den syd-
ligste Grændse for deres nuværende Udbredning.
Disse Vandringer gik for sig, uden at Fuglene
behøvede at, passere større Havstrækninger.
For dot Tredie, at. Fuglene atter droge
mod Nord efterhaanden som Kulden aftog- og
Tsen trak sig tilbage, samt at de — efter at
Osfersøen, den engelske Kanal og Middelhavet
vare dannede — Aar efter Aar vedbleve med
deres Vandringer fra Nord til Syd og fraSyd til Nord.
Hvad man kalder Fuglenes Vandredrift
eller Vandreinstinkt er — fra dette Synspunkt
betragtet — ikke Andet end en lidt efter lidt
opstaaet og udviklet Vane. Alle Fugle have
en Gang været nødsaget til at vandre, men ad-
skillige Arter leve nu af en saadan Næring og
ere tilstrækkeligt hærdede til, at de kunne for-
blive hele Vinteren over i et koldt Klima, medens
andre, saa snart den kolde Aarstid indtræffer,
ere nødsagede til at drage til Egno med et
mildere Klima.
Alt dette kan nu ganske vist ikke be-
tragtes som Andet end Formodninger; men der
er vægtige Vidnesbyrd, som støtte dem. Det
or vel sandt, at man hidtil kun har fundet
ydorst faa Levninger af nu existerende Fugle-
arter i de Lag, som tilhore den miocene og
den pliocene Periode, men man har fundet, at
adskillige af Nutidens Pattedyrfornier levede i
det nordlige Europa i hine længst forsvundne
Tider, og have disse Arter kunnet holde sig ved
under Istiden at trække Syd paa, hvor langt
lettere ville da ikke Fuglene have været i
Stand dertil.
(Frit oversat og bearbeidet af J. C.).