Skildringer Af Naturvidenskaberne For Alle

Forfatter: JONAS COLLIN

År: 1882

Forlag: FORLAGSBUREAUET I KJØBENHAVN, (O. H. DELBANCO. G. E. C. GAD. F. HEGEL. C. C. LOSE.)

Sted: KJØBENHAVN

Sider: 1268

UDK: 19, 5 (04)

MED 545 AFBILDNINGER

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 652 Forrige Næste
895 TRÆKFUGLENE. 896 fast forbundne med hinanden. Vore Trækfugle kunde saaledes i hine Tider trække fra Skandinaviens og Skotlands nordligste Egne ned til Afrika uden at passere nogen Havstrækning. Først da Europas og Afrikas Kontinenter fik deres nu- værende Skikkelse, indtraadte der Forandringer i dette Forhold. Det staar maaskee ikke strax klart for Læserne, at alt dette har Noget at gjøre med Spørgsnuialet om Oprindelsen til Fuglenes Van- dringer. Men at dette er Tilfældet, vil fremgaa af dot Følgendo, idet man nemlig af de oven for kortelig antydede Kjendsgjerninger kan slutte: For dot For s te, at de Egne, i hvilke vore Trækfugle nu have deres Sommerhjem og Yngleplads, i en langt tilbage liggende Tid (Miocen-Perioden), da Klimaet var langt mildere, have været deres Stamforældres stadige Opholdssted. For det Andet, at Fuglene, efterhaanden som Kulden tiltog-, trak sig længere mod Syd; i Begyndelsen fandt dette vel kun Sted efter en ringere Maalestok, omtrent paa samme Maade som nu tildags Sidensvandsen og liere andre høinordiske Fugle om Vinteren streife ned til Skandi- naviens sydligere Dele. Men alt efter som Klimaet i Tidernes Løb blev strængere og- strængere, nødtes Fuglene til at drage længere og længere mod Syd, indtil de naaede den syd- ligste Grændse for deres nuværende Udbredning. Disse Vandringer gik for sig, uden at Fuglene behøvede at, passere større Havstrækninger. For dot Tredie, at. Fuglene atter droge mod Nord efterhaanden som Kulden aftog- og Tsen trak sig tilbage, samt at de — efter at Osfersøen, den engelske Kanal og Middelhavet vare dannede — Aar efter Aar vedbleve med deres Vandringer fra Nord til Syd og fraSyd til Nord. Hvad man kalder Fuglenes Vandredrift eller Vandreinstinkt er — fra dette Synspunkt betragtet — ikke Andet end en lidt efter lidt opstaaet og udviklet Vane. Alle Fugle have en Gang været nødsaget til at vandre, men ad- skillige Arter leve nu af en saadan Næring og ere tilstrækkeligt hærdede til, at de kunne for- blive hele Vinteren over i et koldt Klima, medens andre, saa snart den kolde Aarstid indtræffer, ere nødsagede til at drage til Egno med et mildere Klima. Alt dette kan nu ganske vist ikke be- tragtes som Andet end Formodninger; men der er vægtige Vidnesbyrd, som støtte dem. Det or vel sandt, at man hidtil kun har fundet ydorst faa Levninger af nu existerende Fugle- arter i de Lag, som tilhore den miocene og den pliocene Periode, men man har fundet, at adskillige af Nutidens Pattedyrfornier levede i det nordlige Europa i hine længst forsvundne Tider, og have disse Arter kunnet holde sig ved under Istiden at trække Syd paa, hvor langt lettere ville da ikke Fuglene have været i Stand dertil. (Frit oversat og bearbeidet af J. C.).