Skildringer Af Naturvidenskaberne For Alle

897 OM GLETSCHERE. 898 OM GLETSCHERE. AF N. F. BARRETT. I en foregaaende Afhandling have vi givet en Fremstilling og Forklaring- af Geyser-Fæno- menet*) og vi skulle nu søge paa lignende Maade at følge Gletscherens Liv fra dens Fødsel paa Bjergets Top indtil dens Grav i Dalen ved Bjergets Fod eller i Havets Skjod. Som almindeligt bekjendt forstaar man ved en Gletscher en mægtig Ismasse, som langsomt bevæger sig ned ad Bjergets Skraaning, idet den stadigt fornyes i sit øverste Parti ved Sneens Falden, og som ved sin nederste Ende, efterhaanden som den skrider frem, smelter paa Grund af Varmen. En Region af evig Sne er dog ikke den eneste nødvendige Betingelse for Dannelsen af en Gletscher. Kulden alene kan ikke opfostre den, thi ogsaa Varmen spiller en Rolle derved. Sneen dannes nemlig af Vanddampene i Luften; naar disse afkøles, kunne de antage flydende Form og danne Regn, eller fast Form og da op- træde som Hagl, Sne eller Rimfrost. Det er en bekjendt Sag, at der uafladeligt stiger Vand- dampe op i Luften fra alt Vand paa Jordens Overflade lige som fra de organiske Væsener, som leve der. Den usynlige **), luftformige Vanddamp er derfor altid tilstede i Jordens Atmosfære. Fylde vi en Metalskaal med en Kuldeblanding af Sne og Kogsalt, see vi, at dens ydre Overflade bliver rigeligt bedækket mod Rimfrost. Et endnu besynderligere Fænomen i samme Retning fandt en Gang Sted i St. Peters- borg. I en af Mennesker opfyldt Balsal aabnede man en kold Vinternat Vinduerne for at skaffe lidt Kolighed og frisk Luft, men til de Tilstede- værendes store Overraskelse begyndte det pludseligt at sne inde i Salen. Fænomenet er meget let forklarligt. Den varme Luft i Salen havde fra den forsamlede Menneskemængde og paa Grund af de talrige brændende Lys***) optaget saa meget Vand i Dampform, at den under den Temperatur, som den havde, ikke kunde optage mere, med andre Ord: den var mættet med Vanddamp. Da nu den kolde Luft trængte ind i Salen gjennem Vinduerne, sank Temperaturen saa stærkt, at Luften ikke længere kunde holde paa det optagne Vand i Dampform; der fandt altsaa en Fortætning af Vanddampen Sted, og da den indtrængende Luft havde en meget lav Temperatur, forvandledes Vanddampen til Sne. Vi kunne let forstaa, at de høie Bjergtoppe, paa hvilke der hersker en . stærk Kulde, maa bringe de Luftmasser, som stryge hen over dem, til at afgive en Mængde Vand i flydende eller fast Form, altsaa enten som Regn eller som Sne, alt efter den herskende Kuldegrad. De højeste Toppe klædes da i Sne, og denne hvide Kaabe strækker sig mere eller mindre langt ned ad Bjergets Sider. Om Vinteren naaer Sne- dækket langt ned i Dalene, men om Sommeren trækker det sig tilbage eller forsvinder ganske. Dette Sidste er dog ikke Tilfældet paa de meget liøie Bjerge, thi paa disse er der altid en Region, hvor Sneen aldrig smelter helt bort. Den nederste Grændse for dette Omraade kaldes Snegrændsen, og paa dette Sted holder Snefaldet Skridt med den Snemængde, der smeltes af Solens Straaler. Oven over Snegrændsen smelter der mindre Sne, end der falder, og Overskuddet afleires paa Bjergets øverste Del. Man maa altsaa ikke tro, at der ikke finder nogen Sne- smeltning Sted oveh over Snegrændsen, men Smeltningen er ikke stærk nok til at opveie det aarlige Tilskud af Sne. Man kunde maaskee være tilboielig til at antage, at alle de Egne, i hvilke Aarets Middeltemperatur er under Frysepunktet, altid maatte være dækkede af Sne, men saaledes for- holder det sig dog ikke. I visse Egne af Siberien og Nordamerika er den aarlige Middel- temperatur langt under Frysepunktet, men vi trælle dog ikke der »den evige Sne«. Dette kan nu enten hidrøre fra, at selv om Vinteren *) Skildr, af Naturvidensk. S. 793. **) cfr. S. 797, hvor den gængse feilagtige Mening om Vanddampens Natur berigtiges. O. A. ***) Ved Forbrænding i Atmosfæren dannes der, som bekjendt, altid en større eller mindre Mængde Vand (cfr. Artiklen om frisk og daarlig Luft, S. 438). O. A. 57