Skildringer Af Naturvidenskaberne For Alle

67 OM DIAMANTER. 68 OM DIAMANTER. AF F, W. RUDLER. Man kan uden Betænkning paastaa, at Lysten til at smykke sig er den mest udbredte af alle menneskelige Svagheder. »Den første aandelige Trang, som yttrer sig hos de vilde Folkeslag», — siger Mr. Carlyle — »er den at pynte sig«, og hos enhver Folkestamme har ntvivl- somt denne Lyst gjort sig gjældende langt forud for det Tidsrum, med hvilket vor Kundskab om dens Historie begynder. Hvor tidt hænder det ikke, at Oldforskeren træffer paa ældgamle, ofte klodsede Smykker, som skrive sig fra en for- historisk Tid, og som ere bievne opgravede af gamle Gravhøie, hvor vore Forfædres Ben ere lagte til Hvile. Nu og da opkaster Spaden Perler af et Rav-Halsbaand, en Bronce-Naa], en gjennemboret Tand eller Konchylie, hvilket Alt beviser, at den Skik at smykke sig gaar tilbage til den graa Oldtid. Og ligesom ingen Tid synes for fjern, saaledes synes ingen Folkestamme for uciviliseret til ut deltage i denne Skik; vi kunne følge den tilbage langt ind i den for- historiske Tid, og' vi gjenfinde den hos de vildeste Folkeslag- i vor Tid. Den Vilde kan maaskee aldeles undvære Klædedragt og overhovedet stille saa faa Krav som vel muligt i Henseende til Livsfornødenheder, men han vil ikke undvære Pynt, og han gjør altid mere eller mindre vel- lykkede Forsøg paa at smykke sig-. Man kan noppe g'jore sig nogen Forestilling om et mere uciviliseret Folk end de oprindelige Beboere af Tasmania (van Diemens Land) ■—- en ulykkelig Stamme, som hurtigt uddøde, efter at Europæerne havde taget dons Q i Besiddelse —, og' dog samlede den stakkels Tasmanier Strandbreddens smukkeste Konchylier, polerede dem, saa at deres Perlemor lyste med alle Regnbuens Farver, og bandt dem sammen til Halsbaand, som ikke vilde have skæmmet de mere begunstigede Na- tioners Skj enheder. Sneglehuse og andre Gjenstande af Dyreriget, isærcleleshed Perler og Koraller, anvendes, som bekjendt, endnu til Prydelser hos de mest civili- serede Folkeslag. Men under Bestræbelserne efter at tilveiebringe Materiale for dette Diemed have Nutidens Nationer dog givet Fortrinet til saadanne Stoffer af Mineralriget, som ikke blot udmærke sig ved Farvernes Skjenhed, men tillige have en tilstrækkelig- Haardhed til at kunne modstaa ydre Indflydelser og til ved Slibning og Polering at kunne erholde en Giands, som ikke fordunkles ved Slid. Dersom et saadant Mineral er sjeldent, bliver det naturligvis endnu mere værdifuldt; men hos intet andet Mineral finder man den tredobbelte Forening af Giands, Haard- hed og Sjeldenhed saa stærkt udpræget som hos Diamanten, og derfor skattes denne høiest af alle ædle Stene. Dens Navn er blandt næsten alle Nationer, hvor den liar faaet en særlig Be- nævnelse, bleven afledet af dens mest frem- trædende Kjendetegn, dens overordenlige Haard- hed. I det gamle indiske Sprog kaldes den saa- ledes »Azira« o: den, som ikke kan ødelægges, eller »Lohadshit« (Metalbeseireren). Perserne, Araberne og- Kurderne kalde den »Almas« eller »Elmas«, li vilket Ord minder om det græske »Adamas«, den Ubetvingelige, som atter møder os i det syriske Ord »Adomos« og1 det kurdiske »Adamand« ligesom og'saa i -de nyeuropæiske Benævnelser Diamond, Diamant in. 11. Det er Formaalet med denne Artikel at lade de »stumme« Juveler tale og at lytte til livad de have at lære os. Vi ville bestræbe os for at lade dem tjene os til Belærelse og ikke blot til Øiets Lyst, og vi skulle da sikkert finde, at de besidde Noget af større Værd end deres Skjønhed og- Giands; vi ville kort sagt nærmest søge i al Korthed at gjore Rede for deres kemiske og fysiske Natur. Det er dog kun en enkelt Art af Ædelstene, med hvilken vi denne Gang skulle beskjæftige os, og som den skjøn- neste af dem alle vælge vi naturligvis Diamanten. En af de smukkeste Gjeustande paa Pariser- Udstillingen i 1878 var Samlingen af Kron- juvelerne og deriblandt først og fremmest den berømte »Regent« eller »O r 1 e a n s-D i a m a n i e n«. Blandt de historisk mærkelige Diamanter er