Skildringer Af Naturvidenskaberne For Alle

937 OM TÆNDERNE HOS MENNESKET OG DE HØIERE DYR. 938 Tandbygning peger tydeligt hen paa, at Bjornen fortrinsvis er Planteæder, og i Virkeligheden bestaar dens Næring hovedsagelig af Frugter, Rodeler, Sæd o. L., om den end, som bekjendt, ogsaa gjør levende Dyr til sit Bytte. Det bor her endnu anføres, at hos de mere glubende Rovdyr ere de forreste Kindtænder, de saa kaldte »Saugtænder« i Almindelighed tilstede i et ringere Antal, hvorved Kjæberne blive kortere og Biddet derved stærkere. Ogsaa For- tænderne frembyde Forskelligheder inden ^for Fig. 8. Tænder af ea Hund. Rovdyrenes Orden, især hvad Størrelsen angaar; hos de Arter, som tildels ere planteædende, anvendes Fortænderne ogsaa til at afplukke Frugter, afbide Rødder med o. L. og' ere derfor stærkt udviklede; hos andre benyttes de for- nemmelig til at gnave Kjøddet fra Benene med. Hos nogle (Kattene) overtager den med hvasse, bag ud rettede, hornagtige Kroge forsynede Tunge imidlertid Fortændernes Rolle i saa Henseende, og de nævnte Tænder ere derfor meget smaa hos disse Dyr. Pig. 9 Tænder af en Landbjorn. Undersøger man nu Tandsættet hos Koen, Faaret, Rensdyret eller et andet af de til Drøv- tyggernes Orden horende Dyr, vil man finde Forholdene i hoi Grad afvigende fra de nys skildrede. De nævnte Dyr ere alle henviste til at søge deres Næring alene af Planteriget, og deres Tænder ere i Overensstemmelse dermed vel skikkede til at tygge Plantefode. Hvad der først og fremmest falder i -Øinene, naar man undersøger Kraniet af f. Ex. et Faar (Fig. 10) er den Omstændighed, at Fortænderne fuldstændigt mangle i Overmunden, og at der i deres Sted findes en bruskagtig Pude. Under- kjæben derimod er forsynet med ikke mindre end 8 meiseldannede eller spadeformige For- tænder. Hjørnetænder mangle hos de egenlige Drøvtyggere med Undtagelse af Hjortene, hos hvem Hannerne (og i enkelte Tilfælde begge Kjønnene) ofte ere forsynede med saadanne. Af Kindtænder lindes der 6 i hver Kjæbehalvdel, og disse minde ikke i nogen Henseende om Rovdyrenes. De ere nemlig foldede og frem- byde det besynderlige Forhold, at medens Menne- skets og Rovdyrenes Emaille bedækker Tandens og navnlig Kronens frie Overflade, som er mest udsat for Slid, saa har Emaillen paa Drøv- tyggernes Kindtænder lige som foldet sig ind i selve Tandmassen, saa at der paa Tændernes Tyggeflade fremkommer halvmaaneformige op- liøiede Figurer. Det Hensigtsmæssige i denne Tandbygning- ligger klart for Dagen, naar man betænker, at Plantestofferne ere vanskelige at Fig. 10. Kranium af et Faar. tygge. De nævnte Emaillefigurer paa Kronens Tyggeflade danne nemlig skarpe Kanter og Lister, som ved under Tygningen at gnides mod de tilsvarende paa den anden Kjæbes Tænder egne sig fortrinligt til at sondermale de ofte haarde og1 seige Plantedele. Tygningen foregaar ogsaa paa en eiendommelig Maade, idet Kjæberne, naar Munden lukkes, gnides vandret og fra Side til Side mod hinanden. Denne Bevægelse af Underkjæben muliggjøres ved den Maade, paa hvilken Forbindelsen mellem Kjæben og Tindinge- benet finder Sted. Istedetfor en cylindrisk Led- tap paa Underkjæben og en tilsvarende Fordyb- ning- i Tindingebenet, hvori Ledtappen bevæger sig, saaledes som Forholdet er hos saa mange Pattedyr, er der hos Drøvtyggerne en temmelig plan Ledflade paa Underkjæbens opstigende Gren og kun en ganske svag Fordybning paa Tindinge- benet, saa at Underkjæbens Bevægelse bliver meget fri. Tænder, som frembyde en vis Lighed med