Skildringer Af Naturvidenskaberne For Alle

939 OM TÆNDERNE HOS MENNESKET OG DE HØIERE DYR. 940 de foldede, men som have en endnu mere ind- viklet Bygning, forekomme lios Elefanterne. Disse Dyr have meget store, næsten firkantede og- noget sammentrykte Kindtænder med en temmelig plan Tyggeflade og forholdsvis ube- tydelige Rodder. Hver af Tænderne bestaar af et større Antal Plader af Tandben, som ere be- dækkede med Emaille og- forbundne med hver- andre ved Cement. Ved Sliddet fremkommer der da paa Tyggefladen Eniaillefigurer, som hos de to nu levende Elefantarter have et forskjelligt Kig. 11. Kindtand af den afrikanske Elefant. Tanden tilsidst blive næsten cirkelformig. Kind- tænderne hos Gnaverne ere forskjellige, alt efter den paagjældende Arts Fode; inden for Musenes Gruppe træffe vi saaledes knudrede Kindtænder hos de altædende Arter, saa som Husmusen og Rotterne, men stribede Kindtænder hos Studs- musene (hvortil vor almindelige Markmus horer), der leve udelukkende af I'lanteføde. Hos Haren, der ligeledes helt og holdent er planteædende, ere Kindtænderne ligeledes stribede. Forøvrigt udmærker Haren sig- ved dot ret mærkelige For- hold, at der i Overmunden findes to smaa Tænder lige bag de to store Fortænder. Under- kjæbens Ledforbindelse med Tindingebenet er hos Gnaverne saaledes indrettet, at Underkjæben kan bevæges frem og tilbage, men derimod ikke, som hos Drøvtyggerne, fra den ene Side til den anden. Denne Bygnings-Eiendommelighed skyldes Udseende. Hos den afrikanske Elefant danner Emaillen rudeformige Figurer paa Tyggefladen (Fig. 11), men hos den indiske Art omslutte Emaillelisterne aflange Felter, hvis Sider ere mere parallele med hverandre (Fig. 12). Fig. t2. Kindtand af dan indiske Elefant. Hos Gnavernes artsrige Orden gjøre vi Bekjendtskab med en ganske anden Tandbygning (Fig. 13) end de tidligere omtalte. Disse Dyr have kun to Slags Tænder, nemlig' Fortænder og Kindtænder, idet Hjørnetænder mangle fuldstæn- digt hos dem alle. Hos saa godt som alle Gnavere findes der, saa vel i Overmunden som i Undermunden, to Fortænder, der ere lange, mere eller mindre buede, meiselformige, skarpt- randede og kun paa Forsiden beklædte med Emaille. De have en persistent (ø: vedblivende) Pulpe og aaben Rod, og som Følge deraf ved- blive de at voxe, efterhaanden som de slides. Dersom altsaa den ene af disse Tænder tilfældig- vis knækker og- den modstaaende i den anden Kjæbe saaledes ikke længere er udsat for samme Slid som tidligere, vil denne vedblive at voxe, og' dersom Dyret ikke døer af Sult forinden — hvilket vel i Regelen vil skee, da don forlængede Tand hindrer det i at lukke Munden —, vil Fig. 13. Gnavertænder det, at Fortænderne holdes skarpe ved Sliddet, og i god Overensstemmelse med den ere Kind- tænderne hos de planteædende Gnavere stribede eller foldede paa tværs, altsaa lodret paa Under- kjæbens Bevægelses-Retning, medens det omvendte Forhold finder Sted hos Drøvtyggerne, hvor Kind- tændernes Emaillelister gaa paa langs og.Undcr- kjæbens Bevægelse foregaar fra Side til Side. Hos Hvalerne frembyde Tænderne flere interessante Ejendommeligheder, men da disse Dyr allerede i en tidligere Afhandling*) i vore >,Skildringer« have været Gjenstand for en ud- førligere Behandling, indskrænke vi os her til at henvise til hosstaaende Afbildning af et 'Nar- hval-Kranium (Fig-, 14) med den mærkelige, snoede og overordenligt lange Stødtand i venstre Over- kjæbe. Hos flere andre Pattedyr, f. Ex. hos Ele- fanterne og Hjortes vinet (Porens), udvikles lige- ledes nogle af Tænderne til en overordenlig1 *) C. Aurivillius. »Om Hvalerne og Hvalfangsten». S. §9—116.