Skildringer Af Naturvidenskaberne For Alle

941 OM TÆNDERNE HOS MENNESKET OG DE HØIERE DYR. 942 Størrelse og kunne da ikke betragtes som staa- ende direkte i Ernæringens Tjeneste. Hos Ele- fanterne er det Fortænderne i Overmunden, som danne de bekjendte mægtige Stødtænder, der hos de ældre Dyr ere svagt krummede, og hvoraf Elfenbenet erholdes. De have aaben Rod og voxe saa længe Dyret lever. Et lignende Fig. 14. Kranium af en Narhval. a, den udviklede (venstre) Stødtand (Hjørnetand i; b, den hoire Hjørnetand, der kun und- tagelsesvis kommer til Udvikling. Exempel frembyder det paa de molukkiske -Øer levende Hjortesvin (Porcus bdbyrussa), hvis Kra- nium er afbildet i Pig1. 15. Hos dette Dyr aabne Tandhulerne for Overkjæbens Hjørnetænder sig op ad, og de nævnte Tænder voxe derfor i denne Retning, trænge gjennem Kindhuden og krumme sig bag ud som et Par Horn; under- tiden kan det endog hænde, at de under Væxten krumme sig saa uheldigt, at deres Spidser trænge ind i selve Kraniet. Underkjæbens Hjørne- tænder, der ligeledes opnaa en meget betydelig Længde, ere ikke nær saa stærkt krummede som Overkjæbens. Hvorledes og hvortil Dyret benytter disse sidste, veed man endnu ikke med Bestemthed. Blandt de mange andre besynderlige For- hold, man træffer inden for Pattedyrenes Klasse i Henseende til Tandbygningen, skulle vi kun kortelig berøre følgende. Hos Galeopitheken eller Flagre-Aben (Galeopithecus) — der er udbredt over de indiske Øer, men hvis Plads i Systemet endnu ikke er sikkert afgjort, idet den af nogle Zoolog-er henføres til Halvaberne, af andre be- tragtes som Repræsentant for en selvstændig Underorden af Insektæderne — have Fortænderne i Undermunden et høist eiendonimeligt Ldseende. Fig. 15. Kranium af et Hjortesvin (Porcus babyrussa). stavernes Betydning den samme som i Fig. 2. Bog- De ere nemlig forsynede med meget dybe Ind- snit, saa at de blive ganske kamformige. Pung- dyrene, som danne en i saa mange Hen- seender fra alle andre Pattedyr afvigende Gruppe, frembyde de mest forskjellige Tandforhold. Som en for dem alle gjældende Regel kan anføres, at Tandskiftet er meget ufuldstændigere end hos Pattedyrene i Almindelighed, og at der i Under- munden altid (paa en enkelt Undtagelse nær) findes færre Fortænder end i Overmunden, men ellers lader der sig med Hensyn til Tandforholdet ikke sige Noget, som er fælles for dem alle. Medens Tandsættet nemlig hos nogle minder i hei Grad om Gnavernes, frembyder det hos andre en paafaldende Lighed med Rovdyrenes eller Insektædernes, Forskelligheder, som natur- ligvis staa i den nøieste Sammenhæng med de paag'jældende Dyrs Levemaade. Foruden blandt Hvalerne træffe vi ogsaa ganske tandløse Former