Skildringer Af Naturvidenskaberne For Alle

81 OM DIAMANTER. 82 en af Englands berømteste Kemikere, der spøgende omtales som »den nyere Kemis Fader og Earlen af Corks Broder« -—allerede tidligere havde gjort opmærksom paa, at en Diamant, som ud- sættes for en stærk Hede, tildels forvandles til Damp. Det var forbeholdt den bekjendte franske Kemiker Lavoisier at give den rette Forklaring af disse Iagttagelser, idet han ikke nøiedes med at brænde Diamanterne, men tillige undersøgte de Stoffer, der fremkom ved Forbrændingen. En Diamant blev indesluttet i en luftfyldt og med Kviksølv lukket Glasbeholder. Den ophededes derpaa ved Hjælp af et Brændglas, indtil For- brændingen indtraadte, og den Luft, som der- efter fandtes i Glasbeholderen, underkastedes nu en kemisk Undersøgelse, Man fandt, at den bestod af Kulsyre, ganske saaledes som den Luft, der opstaar, naar Kul eller Ved brændes i ren Ilt eller i almindelig- atmosfærisk Luft. manten anbringes i en tynd Spiraltraad af Platina eller i en lille Skaal af Platinablik, og en elek- trisk Strøm ledes derefter gjennem Platinaet. Metallet gjør Modstand mod den elektriske Strøm og ophedes snart af denne til Hvidglødhede. Denne meddeles til Diamanten, og saasnart Stenen er bleven antændt, afbrydes Strømmen, og Platinaet ophører derved at gløde. Naar Diamanten først har begyndt at brænde, vedbliver den af sig selv dermed. Kulstoffet træder i Forbindelse med Ilten og danner Kulsyre under en saa stærk Varmeudvikling, at Diamanten ved- blivende holdes i livlig- Glød. Saa snart For- brændingen er ophørt, ryster man Flasken, og Kalkvandet bliver nu mælkeagtigt paa Grund af det uopløselige Kalkkarbonat, som har biindfældet sig i den grumsede Vædske. Maar en Diamant har været stærkt ophedet i Luften eller er halvt forbrændt, bemærker man Der forelaa saaledes her en ny og over- raskende Opdagelse. Naar Diamanten ved sin Forbrænding' kun frembringer Kulsyre, er det klart, at den maa beståa af rent Kulstof; med andre Ord, den maa i kemisk Henseende være nær beslægtet, for ei at sige identisk, med saa- danne almindelige og i alle øvrige Henseender fra den høist afvigende Stoffer som Trækul, Kokes og- Grafit. At brænde Diamanter er et kostbart, men ingenlunde vanskeligt Forsøg'. En almindelig Blæserørsflamme er tilstrækkelig til at' antænde den, men Experimentet lykkes dog bedre ved Hjælp af et Apparat som det i Fig. 13 frem- stillede. Det bestaar af en Glasflaske, fyldt med Ilt og en ringe Mængde klart Kalkvand. Dia- paa dens Overflade smaa eiendommelige, triangu- lære Fordybninger, saaledes som det sees i Fig. 14. Udsætter man derimod Diamanten for on stærk Hede uden at give Luften Adgang dertil, bliver dens Overflade sværtet. Den bekjendte Mineralog, Gustav Rose i Berlin, foretog kort for sin Død i 1873 nogle interessante Forsøg i denne Retning. Siemens havde i sine Værksteder i Berlin indrettet en storartet elektrodynamisk Maskine, ved Hjælp af hvilken der kunde frem- bringes et kraftigt elektrisk Lys. Rose inde- sluttede en Diamant i en stærk Glasbeholder, af hvilken Luften blev udpumpet, og udsatte der- efter Diamanten for den intensive Hede af det elektriske Lys. Diamanten bedækkedes derved med et tyndt Lag af et grafitagtigt Stof, og' det 6