Skildringer Af Naturvidenskaberne For Alle

83 OM DIAMANTER. 84 er ogsaa ad anden Vei blevet paaviist af Kemi- kerne, at Grafiten er et Stof, der i liere Hen- seender staar Diamanten nær. Efterat Diamanten er brændt, bliver der i Regelen en ringe Mængde Aske tilbage. Denne er bleven underkastet en nøiagtig mikroskopisk Undersøgelse af adskillige fremragende Viden- skabsmænd, blandt hvilke Petzhold paastod, at han i denne Aske havde opdaget Spor af Celle- væv , kvilket skulde synes at tale for Diamantens vegetabilske Oprindelse. Goppert, som ligeledes foretog- s.aadanne Forsøg og derved anvendte en særegen Omhu, hældede til den samme Anskuelse, F’ig. 14. En Overflade af en lialvbrændt Diamant, hvorpaa sees triangulære Fordybninger. men Undersøgelserne over dette Punkt, kunne dog endnu ingenlunde siges at være afsluttede, og om man end ogsaa paa anden Maade har troet at finde Forhold, der tale for Diamantens vegetabilske Oprindelse, maa dens Tilblivelses- maade dog endnu betragtes som en af Naturens hidtil uløste Gaader. Dot er naturligt, at. Diamantens høie Værdi har havt til Følge, at der er gjort mangfoldige Forsøg paa at fremstille den ad kunstig Vei*). For adskillige Ædelstenes Vedkommende er det lykkedes at eftergjøre dem i Glas, saaledes at selv øvede Kjendere ved en flygtig Undersøgelse have ondt ved at adskille dem fra de ægto Stene, men i Haardhedsgraden har man dog, hvad disse kunstige Stene angaar, altid et ube- drageligt Kjendetegn, idet man aldrig har været i Stand til at meddele disse Glasstene en Haard- hed, som endog kun tilnærmelsesvis kunde svare til de ægte Ædelstenes. Men man er kommen et stort Skridt videre ved at følge den samme Fremgangsmåde, Som Naturen selv har anvendt ved Ædelstenenes Dannelse, saa at man nu er iStand ti] at forfærdige ædleStene, der i kemisk Sammensætning' ganske ligne de naturlige, og- hverken i Henseende til Skjønhed eller Haardhed staa tilbage for disse; dog har dette Fremskridt endnu ikke faaet nogen praktisk Betydning, thi dels er det kun lykkedes at fremstille saadanne Ædelstene i temmelig smaa Exemplaret, dels ere Omkostningerne derved saa betydelige, at de langt overstige den Værdi, som de naturlige Ædelstene af samme Størrelse liave. Diamanten har dog hidtil spottet de Forsøg, der ere gjorte paa at fremstille den ad kunstig Vej; Kemikeren Wobler har imidlertid opfundet en Maade, paa hvilken han har været i Stand til af Bor — et Stof, der i flere Henseender minder om Kulstof — at fremstille Krystaller, hvis Haardhed, Klar- hed og Lysbrydningsevne kunne stilles ved Siden af Diamantens, men hvis Krystalform er en anden, nemlig- kvadratiske Prismer. 1 de saakaldte »Doublurer« (Ædelstene, hvis Underdel er forfalsket ved Anvendelse af en mindre kostbar eller værdiløs Sten, dér med et vandklart Bindende!del er limet til Overdelen) benyttes for Diamantens Vedkommende dels vand- klar Topas, dels hvidbrændt Hyasinth eHer end- ogsaa Bjergkrystal. Indtil Aaret 1728 forsynedes Europa med Diamanter udelukkende fra Ostindien. Ogsaa i Oldtiden kom disse kostbare Stene derfra gjennem Persien til Rom og Grækenland. Oin Jøderne kjendte og anvendte Diamanter, vides ikke med Sikkerhed. Ifølge de nyere Sprogforskeres Me- ning er det nemlig- tvivlsomt, om Luthers Tyd- ning er rigtig-, naar han oversætter »Jaholom« den sjette af de Stene, der fandtes paa den jødiske Ypperstepræsts Brystdug-, ved Diamant**). Diamantvaskningen i Ostindien gaar meget langt tilbage i Oldtiden. De rigeste Leier findes for Tiden i Dekhan, ved Golkonda og nogle Steder i Bengalen. Paa den kun lidet kjendte, store 0, Borneo, lindes ogsaa talrige Diamanter. I Brasilien havde man som sagt ikke kjendt Forekomsten af Diamanter førend i Aaret 1728. De Diamantminer, som 'da opdagedes, laa i Nærheden af Tejuco i Provindsen Minas Geraes, men senere har man opdaget forskjellige andre Findesteder, og navnlig er der i Provindsen Bahia fundet flere meget smukke Diamanter. Den største af alle hidtil kjendte brasilianske *) I det Følgende, af hvilket kun Slutningen tilhorer den i »Vetenskap för Alla* optagne Afhandling, er største Delen hentet fra "Opfindelsernes Bog«. ‘ O. A. **) Ordet, der ogsaa skrives „Jbholon", betegner sandsynligvis den saakaldte Kaschalong (kalmukkisk Navn af „kasch“, smuk, og dscholon, Sten), der er en halvt gjenntfmsigtig Opal uden Farvespil og i Regelen af mælkehvid, rodlig eller brun Farve.