Skildringer Af Naturvidenskaberne For Alle

1059 OM KRAFTENS UFORGÆNGELIGHED 1060 vil vedblive at bevæge sig og samtidigt for- rette et ydre Arbeide. Det sidste Tillæg- er det vigtigt ikke at glemme, thi uden det indeholder den opstillede Fordring intet i Prin- cipet Naturstridigt, men tvært imod. En af de første Love i Mekaniken siger nemlig, at et Legeme, der en Gang er bragt i Bevægelse, i al Evighed vil blive ved med at bevæge sig, saa længe ingen nye Kræfter komme til og virke hæmmende paa Bevægelsen. Hele vort Verdens- system viser os en slig vedblivende Bevægelse, idet de enkelte Himmellegemer endnu ile frem i deres Baner med den samme Hastighed, som de havde for Aarhundreder siden. Her paa Jorden kunne vi dog ikke frembringe en saadan ufor- anderlig Bevægelse, og dette beroer paa den Indvirkning af Gnidning, Luftens Modstand in. ni., der altid virker hæmmende paa Bevægelsen. Tænke vi os, for at tage et, Exempel, en Pendul, der sættes i Bevægelse, saa maa denne for hver Svingning overvinde Luftens Modstand, og en Del af dens Bevægelses-Energi medgaar natur- ligvis til dette Arbeide, saa at Pendulen ikke kan stige fuldstændigt lige saa høit paa den anden Side af Ligevægtsstillingen, som den Høide, Aa (se Fig. 1.), fra hvilken den begyndte sin Bevægelse. Svingningsbuerne viDe derfor uop- hørligt aftage, indtil de til Slutning blive Nul, d. v. s. Pendulen kommer i Hvile. Men antag endog, at vi kunde bortrydde alle disse Hindringer for Bevægelsen, saa at Pendulen vedblev at svinge med den Energi, den en Gang har mod- taget, saa kunde den dog ikke drive en anden Maskine eller udrette noget Arbeide, uden at miste en Del af sin Energi. Betingelsen for et Perpetuum mobile er jo dog, at det netop i og af sig- selv skal kunne erstatte Tabet af Energi, og heraf indsees let det Taabelige i alle Forsøg paa at udtænke slige Indretninger. Hidtil have vi kun holdt os til Fremto- ninger inden for den s. k. døde eller uorganiske Natur. Kaste vi vort Blik ind paa de levende Væseners Omraade, udvides vor Synskreds endnu mere. Skjøndt vi ikke kunne fordybe os i vidt- løftige Undersøgelser paa Fysiologiens Omraade, hvor Forholdene naturligvis ere langt mere ind- viklede, kunne vi dog- ikke undlade at fremsætte det nært liggende Spørgsmaal: Hvorfra hente de organiske Væsener deres Arbejdsevne eller Energi? Inden for den uorganiske Natur er det fornemmelig Solen, der er Kilden til Kraft og1 Liv. Solen løfter Vandet fra Verdenshavene i Form af Vanddamp, der i de høiere Luftlag danner Skyer; herfra falder det siden ned paa Jorden igjen som Regn og Sne og- samler sig til Bække og- Floder for endeligt en Gang' igjen at optages af Havet. Det er den samme Sol, der ved den forskjellige Opvarmning af Luftlagene fremkalder Vindene; og ligeledes have vi jo Solen at takke for vort Brændemateriale, hvad enten dette nu dannes i vore Skove eller det som Levninger af længst forlobne Aartusinders Planteverden hentes frem til Dagen under Form af Stenkul. Men den organiske Natur derimod — hvorfra faar denne sin Arbeidsevne ? For at leve maa ethvert organisk Væsen optage Fødemidler, hvis Øienied ikke blot er at erstatte udslidte Dele i Organismen eller bidrage til sammes Væxt, men ogsaa i væsenlig Grad at være et virkeligt Brændemateriale paa samme Maade som Sten- kullene i en Dampmaskine. 1 Virkeligheden er Ligheden fuldstændig' mellem den Maade, paa hvilken Varme og Kraft avles i en Dampmaskine og hos en Dyreorganisme. Efter at Fødemidlerne ere komne ind i Dyrejegemet og ved Fordøielsen for en Del ere bievne til Blod, undergaa de nemlig i Legemets Væv en Forbrænding, idet de iltes paa Bekostning af Luftens Ilt, der er bragt ind i Blodet gjennem Lungerne, hvorved der til sidst dannes de samme kemiske Iltningsprodukter som ved en almindelig Forbrænding, nemlig Vand, Kulsyre og Ammoniak (eller Urinstof). Gaa vi nu et Skridt længere frem og spørge hvorfra Fødemidlerne hentes, saa linde vi, at de alle have deres Oprindelse fra Planteriget. Rig- tig nok leve de s. k. kjødædende Dyr, til hvilke vi tildels kunne regne os Mennesker, mere eller mindre af animalsk Føde, men de plante- ædende Dyr udgjore da kun et Mellemled, som gjør visse Planter spiselige for os. Saaledes er f. Ex. vor Organisme ikke indrettet saaledes, at den umiddelbart kan uddrage af Hø den ringe Mængde nærende Bestanddele, som her lindes blandt det meget Ufordøielige, og derfor lade vi disse Fødemidler først undergaa en Fordøielses- proces hos vore Husdyr, Oxen og’ Faaret, for siden at faa dem under en for os mere passende Form. Vi ere saaledes komne til Planterne, som danne det Brændemateriale, der avler Varme og Kraft i os. Men seer man igjen paa Planterne, saa leve de fornemmelig' netop af de Forbræn- dingsprodukter, som vi udskille, nemlig Vand, Kulsyre og Ammoniak. Planterne tilberede saa- ledes Brændematerialet, Dyreorganismerne optage det dernæst og forbrænde det ved Ilten fra Lungerne, og af de frembragte Forbrændings- produkter leve igjen Planterne. Her kunde det altsaa synes, som om vi havde et storartet Per- petuum mobile virkeliggjort. Undersøgelser have dog viist, at dette Kredslob ikke foregaar