Skildringer Af Naturvidenskaberne For Alle

1161 OM TRINDSNE OG HAGL. 1162 Vi skulle nu lidt nærmere betragte de meteoro- logiske Forhold, under hvilke Haglveirene op- træde, samt de Fænomener, der muligvis kunne give Bidrag- til Besvarelsen af Spørgsmaalet om deres Oprindelse. Haglene høre i mere end én Henseende til de gaadefulde Fremtoninger i Na- turen. For det Forste er der jo for den umid- delbare Betragtning- noget høist Forunderligt i, at saadanne Masser af Is styrte ned netop paa den varmeste Tid af Aaret, at det fortrinsvis finder Sted i de hedeste Egne af Jorden og efter den mest trykkende Varme, som næsten altid er en Forlober for saadanne med Torden og Stormbyger forbundne Uveir. Og disse Is- masser falde, som sagt, i størst Mængde i de Klimater, hvor Sne er saa godt som ukjendt, selv i den koldeste Tid af Aaret. Saaledes har man truffet tykke Lag af Hagl i de Skove, som beklæde de lavest liggende Skraaninger af Himalayas Sydside, og paa Gaderne i den under Troperne beliggende Hovedstad, Mexiko, har man vadet i Hagl helt op til Knæene. Det Spørgsmaal, som det her gjælder om at be- svare, er altsaa: Hvorfra kommer den Kulde, som er tilstrækkelig til at fortætte disse Masser af Fugtighed? For ret at forstaa Betydningen af dette Spørgsmaal bør man huske, at For- dampnings-Varmen for Vand med en Temperatur af 0° er omtrent 600 Varmeenheder*), hvor- imod Isens Smeltnings - Varme er 80 Varme- enheder, og at der saaledes, naar en Vægtenhed, f. Ex. 1 Gram, Vanddamp af 0° forvandles til Is, frigjøres 680 Varmeenheder. Ved simpel Beregning finder man heraf, at den Varme, som frigjøres for hver Millimeter Nedbør i frossen Form, er tilstrækkelig til at opvarme et 3000 Metre tykt Luftlag 1°. Men Nedbøren ved et Haglveir beløber sig ofte til 30 Millimetre eller endnu mere, hvilket svarer til mindst 30 Graders Opvarmning af det nævnte Luftlag. En Isdannelse, som foranlediger en saa betydelig Opvarmning af dette Luftlag, er imidlertid umulig, thi Is- dannelsen i Skylaget kan ikke hæve dets Varme- grad over Frysepunktet. Heraf indsees let det Urimelige i de Forsøg, som flere Meteorologer have gjort paa at forklare den stærke Afkøling' som en Følge af den opstigende og fugtige Lufts Blanding med den kolde Luft fra de høiere liggende Luftlag**). Selv om denne Luft havde en Kulde af 4-40°, vilde dog Blandingens Temperatur ikke blive mange Grader under Fryse- punktet, og en ubetydelig Fortætning af Vand- damp vilde være tilstrækkelig til at hæve Tem- peraturen over Nulpunktet. Andre Meteorologer mene, at Lynene foraarsage den stærke Afkøling. »En af de væsenligste Virkninger af denne mægtige elektriske Udladning», siger J. R. Mann, »er en voldsom Udvidelse af den Luftmasse, gjennem hvilken Lynet passerer; men naar Luften pludseligt og heftigt udvides paa denne Maade, fremkalder Udvidelsen en Afkøling. Dette er sandsynligvis Aarsagen til den Kulde, som ved Hagldannelsen forvandler Vanddampene til Is». Ogsaa denne Forklaring lider imidlertid af væ- senlige Mangler. Naar nemlig Luften afkøles ved Udvidelse, saa beror det derpaa, at Luftens egen Varme omsættes til mekanisk Arbeide, som tilveiebringer Udvidelsen; men i dette Tilfælde er det Elektriciteten i Lynet og' ikke Luftens Varme, som forretter dette mekaniske Arbeide. Ja, det er endog saa langt fra, at Lynet afkøler Luften, at det tvært imod opvarmer den, thi i næste Øieblik styrter Luften ind fra alle Sider for at fylde det tomme Rum, og den opvarmes da ved Sammentrykningen. I Virkeligheden er saaledes den elektriske Gnist bleven forvandlet først til mekanisk Arbeide og derefter til Varme. En anden Forklaring af Kuldens Fremkomst er givet af Volta. Han mente, at Afkølingen be- roede paa den stærke Fordampning, som Solen fremkalder i den tynde og meget tørre Luft paa Skyens øverste, solbeskinnede Side. Ogsaa dette er dog urigtigt; thi da den Varme, som bevirker Fordampningen, kommer fra Solen, saa lider hverken Skyen eller Luften noget Varmetab ved Fordampningen. En Mængde andre Hypo- theser ere opstillede for at forklare den stærke Afkøling, men mange af dem ere, lige som de oven for omtalte, aabenbart urigtige, og de andre ere i alt Fald hidtil ikke bievne bekræftede ved nogen Iagttagelse. Det er muligt, at Afkølingen hidrører fra en ineget stærk Varmeudstraaling af Luftens Vanddamp ud i Verdensrummet. Der- som Luften, saaledes som Volta antager, er usædvanlig tør i de høiere Luftlag- under Tor- denveir, saa vil ogsaa Varmeudstraalingen blive ineget stærk og' derved ogsaa Afkølingen, navnlig dersom samtidigt al den tilstedeværende Sol- varme forbrudes til Fordampningen. Hvorledes det nu end forholder sig, saa er der her et frugtbart, men vanskeligt Felt for Fremtidens Iagttagelse og Forskning'. Et andet ikke mindre gaadefuldt Problem er følgende: Hvorledes er det muligt at disse *) Ved en -Varmeenhed» forstaar man den Varmemængde, som er i Stand til at forhøie Temperaturen af en Vægtenhed Vand fra 0° til 1°. **) Dertil kommer, at denne Luft ved Nedsynkningen fortættes og derved opvarmes.