Skildringer Af Naturvidenskaberne For Alle

1167 OM TRINDSNE OG HAGL. 1168 mindre fremskydende Knold paa Iskuglen. Man vil let kunne forstaa, at der paa denne Maade kan fremkomme de mest forskjellige Former, alt efter Temperaturforholdene og Kuglernes Størrelse, og at der, naar to saadanne delvis sammen- smeltede Kugler under lignende Forhold komme i Beröring ined en tredie, fjerde o. s. v., vil kunne dannes Isstykker af det besynderligste Ud- seende og med uregelmæssigt afrundede Konturer. Undertiden bestaa saadanne Isstykker tydeligt nok af sammenhobede Kugler, men til andre Tider er det hele Stykker, hvis Dannelsesmaade røber sig- ved den uregelmæssigt bølgede og knud- rede Overflade. Et tredie Tilfælde indtræffer, naar Tempe- raturen er nær ved Frysepunktet, -4-1° til 4-2°. De endnu flydende Kugler stivne da ikke strax gjennem hele deres Masse ved Beröringen med et fast Legeme, men brede sig over dettes Over- flade og lægge sig som en Skal uden om det, enten helt eller delvis, hvorefter det saaledes dannede Lag hurtigt fryser. Beröring med en tredie, fjerde Kugle o. s. v. medfører samme Resultat. Paa denne Maade fremstillede Dufour to Gange store Kugler, som kun i ringe Grad afvege fra Kugleformen; den ene af dem havde et Volumen af fire Kubikcentimetre og veiede 3,8 Gram, den anden var syv Kubikcentimetre og havde en Vægt af næsten sex Gram. Ved at slaa dem i Stykker og underkaste dem et omhyggeligt Eftersyn, kunde man skjdne de forskjellige Lag, dog ikke med stor Tydelighed. I Kuglernes Indre havde der ogsaa dannet sig smaa Hulheder, som vare fyldte med den Vædske, i hvilken Kuglerne havde befundet sig. Det er let at begribe, at Overgangen fra. det ene til det andet af disse tre Tilfælde finder ganske umærkeligt Sted, saa at der kan forekomme en næsten uendelig Mangfoldighed af Former. Naar Kuglerne ere meget smaa, sees de samme Figurer ’ ved en Temperatur, som ligger nærmere ved Nulpunktet, og allerede ved -4-3° kan man faa hver enkelt Draabe til at stivne for sig. Naar Kuglerne derimod ere meget store, finder det modsatte Forhold Sted. Draaber af 10 Milli- metres Tværmaal stivne end ikke fuldstændigt ved -v- 10° til -4-12°; der danner sig nemlig da et Islag uden om, medens det Indre holder sig flydende; det er i dette Tilfælde utvivlsomt, at det Indre vedbliver at være flydende paa Grund af den bundne Varme, som frigjores ved Yderlagets Frysning. Som man vil bemærke, frembyde de af Dufour fremstillede kunstige Hagl en virkeligt overraskende Lighed med de i Naturen fore- kommende. Kan nu det Vand, som i Skikkelse af fine Blærer eller smaa Draaber svæver i Luften som Skyer, Taage eller Regn, overafkøles paa samme Maade som Vanddraaberne i Vædske- blandingen, saa maa det ogsaa paa lignende Maade og af samme Aarsag overgaa til fast Form og- altsaa danne Hagl. Ved sine Forsøg paaviste Dufour, at Berøring med Luften ikke bringer en overafkølet Vanddraabe til at stivne, idet lian blæste Luft midt igjennem en saadan Draabe med en Temperatur af 4-5°, uden at dens flydende Form forandredes til fast. Frem- deles ere saa vel Regn som vaad Taage ganske almindelige Fænomener ogsaa ved en Tempe- ratur af flere Grader under Frysepunktet. En saadan Regn afsætter sig da ofte som Isslag, ogsaa paa Gjenstande, hvis Temperatur er over Frysepunktet. Det kan altsaa ikke være Gjen- standene, som afkole den faldende Regn og bringe Draaberne til at fryse. Saaledes bemærkede Fy- sikeren Muller ved et Regnveir i Januar 1845, at en saadan Isbark i Løbet af kort Tid afsatte sig som et halvanden Millimeter tykt Lag paa en Paraply, som lige var tagen ud fra Stue- varmen, og Dufour har i Lausanne iagttaget Regn og vaad Taage ved Temperatur af 4-3° •ti] -4-4°. Dette Fænomen finder utvivlsomt og- saa ofte Sted i vore nordlige Egne, ihvor vel man hidtil ikke har havt Opmærksomheden syn- derlig henvendt herpaa. Det er nu formodenlig i en saadan overafkolet Regnsky at Haglene dannes. Dersom Vandet er stærkt afkølet og Draaberne smaa, saa dannes der Trindsne i Lighed med hvad der fandt Sted ved det første af Dufours oven for skildrede Forsog. Dersom Afkølingen derimod er svagere og Vanddraaberne større, dannes der mere eller mindre regelmæssigt formede Hagl af storre eller mindre Gjennemsigtighed, lige som ved det andet, og tredie af Dufours Forsøg. Man kan altsaa forestille sig, at Haglet dannes paa føl- gende Maade: Et lille Snekorn synker langsomt ned gjennem .Uveirsskyen og afsætter paa sin Overflade den ene Regndraabe efter den anden, medens heftige op ad stigende Luftstrømme eller en elektrisk Spænding holder Kornet oppe i Skyen, indtil det har opnaaet en for stor Tyngde. Den forste Impuls til, at de overafkølede Draaber stivne i Uveirsskyen, hidrorer sandsynligvis oftest fra et oven fra kommende Korn af Sne eller Trindsne, og i Overensstemmelse hermed inde- holde Haglkornene næsten altid en snehvid Kjærne. Dog kan det vel ogsaa skyldes en elektrisk Udladning-, og navnlig i de Tilfælde, da Haglkornene ere store og bestaa af klar Is. De sneagtige Lag, som i de fleste Haglkorn afvexle med Lag af klar Is, dannes, i Folge