Skildringer Af Naturvidenskaberne For Alle

1203 INSEKTLIVET I VORE FERSKE VANDE. 1204 betydelig. Alle vore danske Arter ere Dag- og Solskinsdyr, som synes at nyde Livet i samme Maal, som Solstraalerne tiltage. Mærkeligt er det derfor at træffe en enkelt Art »den lodne Hvirvelbille« (Orectochilus villosus), som baade i sit Ydre og i sit Liv afviger fuldstændigt fra de andre. Den er nemlig en natlig Art, som hele Dagen igjennem holder sig skjult paa Under- siden af de Stene, der ligge langs Søbredden, ja, selv i Fangenskab skyer den Lyset, idet den hele Dagen gjemmer sig paa Bunden af sit Fængsel. Ved Solnedgang kommer den frem og svømmer i store Skarer om paa Overfladen af Vandet, men, mærkeligt nok, kun hvor Vandet danner store, sammenhængende Flader med Karak- ter af Indsø. Den mangler derfor i alle mindre Vande, og er her paa Sjælland kun funden i Furesø. Her synes den ikke at være nogen ualmindelig Gjæst, hvor vanskelig den end kan være at op- dage, naar den svømmer. Forlade vi Overfladen af vore ferske Vande for at undersøge de dybere Vandlag, stode vi strax paa en anseelig Familie, bestaaende af kraftige Svømmere, hvis mindste Repræsentanter i Størrelse stemme overens med Hvirvlerne, medens Familiens Kæmper opnaa en Længde af flere Tom- mer med en næsten tilsvarende Brede. Lægges hertil, at de have et stærkt udviklet Hudskelet, fortræffelige Svømme- og Flyveredskaber, kraftige om end mørke Farver og mægtigt udviklede Mund- dele, saa seer man, at denne Familie paa alle Omraader maa dominere Insektlivet i vore ferske Vande, hvor den overtager den Rolle, som Hai- erne spille i det aabne Hav, idet den ofte giver sig i Kast med Fjender, der overgaa den tidobbelt i Omfang og Styrke. Det danske Familienavn »Vandkalv« kontrasterer, som saa mange Trivialnavne, med disse Dyrs virkelige Leve- maade. Der er ikke det ringeste Drøvtygger- agtige hverken i disse »Vandkalves« Natur eller ydre Form, endnu mindre i deres Bevægelser, Beklædning og Farve. Familiens systematiske Navn passer derimod bedre. Det er hentet fra Slægten »Dytiscus«, der atter har taget Navn efter det græske »övtj/?«, som betyder en Dykker. Efterfølgende Figurer ville bedre end mange Ord give en Forestilling om disse »Svømme- dykkeres« almindelige Form og Udseende, idet man dog- bor erindre, at de talrige Arter, alt efter Svømmeevnen gjennemløbe alle Nuancer fra den fladtrykte 'Oval til det næsten kuglerunde. Typisk for de gode Svømmere, og derfor mest almindelig, er Baadformen, saaledes som den neden for gjenfindes hos Slægten Acilius. Den hele sluttede, sammentrængte Form med dens skarpe skærende Rande, dens glatte Overflade og stærkt udviklede Muskulatur røber ved første Oiekast den øvede Svømmer, der ikke længere er bestemt til rastløst at fare om paa Vandets Overflade, men til som »Dykker« at gjenneinskjære Vandet i Dybder, som ere meget betydelige i Forhold til Dyrets Størrelse. Alt i deres Bygning er derfor anlagt paa Vandbrydning og Fremskyd- ningskraft. Det korte, brede Hoved er dybt ned- sænket i et noget bredere Forbryststykke, der i Forbindelse med de fladt hvælvede Vingedækker alslutter Dyrets Oval, den gunstigste Form til at skjære Vandet. I Overensstemmelse hermed er Bugsiden ogsaa fladt hvælvet, glat og hele Drivkraften henlagt bagtil. Medens Forbenene ere smaa og under Svømningen trækkes ind undei borbryststykkets Rande, ere Mellembenene længere og besatte med Svømmehaar, hvorimod Bag- benene ere udviklede til et Par enorme Aarer, hvis Flader end yderligere forstørres ved en kraftig Fig. 5. Acilius fas- ciatus. (Han.) Fig. 7. Acilius fas- ciatus. (Hun.) Fig. 6. llydroporus confluens. Bræmme af Svømmecilier. Hos alle Vandkalve, med Undtagelse af en enkelt Gruppe, bevæges Bag- benene samtidigt saaledes, at de først paa skarp Kant rettes frem foran Kroppens Midtpunkt og derpaa med al Kraft føres tilbage med Bred- fladen mod Vandet. Svømningen foregaar altsaa i stødvise Sæt, men med stor Hurtighed og megen Energi. Kun hos en enkelt Gruppe med meget smaa Arter (H aliplini), som mest leve mellem Konferver og andre Vandplanter, have Bagbenene en saa spæd og-spinkel Bygning, at de trods deres Svøminehaar minde om Løbebillerne. Hos denne Gruppe, der paa en høist interessant Maade for- binder Løbebillernes Strandbredsformer (Omo- phrori) med de egenlige Vandkalves, bevæges Bag- benene skiftevis, saa at disse Former paa en vis Maade »træde Vande«. Tage vi altsaa Udgangs- punktet fra disse, som de sletteste Svømmere, idet Bagbenenes ringe Udvikling forbindes med et hoit hvælvet Legeme, komme vi gjennem en Række Overgangsformer til Familiens bedste Svømmere — de egenlige Vandkalve (Dytiscus)