Skildringer Af Naturvidenskaberne For Alle

1207 INSEKTLIVET I VORE FERSKE VANDE. 1208 simpelt den, at Vandkalvene foruden i det Hele at være lettere ond Vandet, tillige ere lettest ud mod Bagkroppens Spids, fordi de store Aande- rørsstammer med deres Beholdning- af Luft her indtage en langt betydeligere Plads end fortil. Som en Følge heraf staa Vandkalvene til en vis Grad paa Hovedet i Vandet, og denne skraa Stilling, som er saa bekvem for Dykningen, vedlige- holder Dyret derved, at det i Hvile fører de lange Bagben frem foran Kroppens Midtpunkt, hvorved Tyngdepunktet end mere lægges fortil. Naar Vand- kalven altsaa ikke svømmer, vil den paa Grund af sin større Lethed hæves op til Overfladen med Bagkropsspidsen op ad. For at undgaa dette, maa den enten stadigt være i Bevægelse eller, naar dette trætter den, maa den lægge sig for Anker. Heraf sees det, hvor nødvendige Kon- ferver og andre Vandplanter ere for Vandkalvenes Liv; thi foruden at hidlokke den nødvendige Næring tilbyde disse Ferskvandenes Skove Tilholdssteder i Ordets bogstavelige Betydning. Snart seer man Vandkalvene klamre fat om Stænglerne med For- benenes Sugeskaale eller Kløer, snart holde de sig nede ved blot at skyde Ryggen ind under et Blad, snart klattre de behændigt om mellem Konfervernes Traade, der for dem ere det Samme som Lianerne for Urskovens Aber. Der kommer dog altid et Tidspunkt, hvor det bliver nødvendigt for dem at søge op til Overfladen, og dette Tidspunkt indtræder, naar de have afiltet den Luft, som de fore med ned i Vandet under deres Vingedækker. Pludseligt seer man dem slippe den Gjenstand, hvortil de holde sig fast, og som en Ballon stige de hastigt op mod Overfladen, som de først uaa med Bag- kroppens Spids. I nogle Minuter blive de, øjen- synligt med stort Velbehag hvilende i denne Stilling, og undersøger man hvad der gaar for sig, laar man Forklaring paa disse periodiske Opstigninger. Saa snart Dyret har naaet Over- fladen, hæver det Vingedæksrandene noget og skyder det bageste Rygled noget' frem. Paa Grund af dettes silkeagtige Beklædning løber Vandet strås af, og Bagkroppens Spids er nu i umiddelbar Berøring med Luften. Dyret ud- steder forst den afiltede Luft, fylder derpaa sine Aanderor og ender med at indtage en Resorve- Luftbeholdning under sine Vingedækker, som slutte tæt sammen, idet Vandkalven iværksætter Dyk- ningen. Stundom skeer det, at Indaandingen har været saa kraftig, at der er kommen niere Luft i Trachésystemet og under Vingerne, end Dyret er i Stand til at fore ned under Vandet. Man seer derfor af og til Individer, især af Slægten Dytiscus, som ikke formaa at dykke ret dybt, selv om man jager dem, medens andre neppe kunne komme bort fra Overfladen, før de ved en ny Udaanding have skilt sig- ved den overflødige Luft. Paa den anden Side kunne Vandkalvene blive meget længe under Vandet uden at fornye deres Luftbeholdning, ja de større Arter, som overvintre i selve Vandet, sees svømmende under Isen nok saa kvikke uden at kunne komme i Berøring- med Luften. Da Individer, som holdes i tilfrosne Glas, heller ikke kvæles, maa man antage, at den under Vingedækkerno indesluttede Luft paany iltes af Vandet, saa at Respirationen derved bliver holdt vedlige. En stor Del mindre Arter, især af Slægterne Agabus, Ilybius og Hyda- ticus, forlade derimod Vandet hen ad Efteraaret og kravle paa Land. Her danne de sig et Leie ved Foden af Træstammer, under Løv, Mos og deslige, hvor man træffer dem i Vinterdvale, ofte i Selskab med Løbebiller, hvis Vandformer de kunne siges at være. De ganske smaa Arter (Haliplerne og Hydroporerne) dø derimod bort efter Efteraarsparringen, og deres Æg' synes at overvintre i Vandet for at udvikle sig i det kommende Foraar. De overvintrende Arter leve derimod en Sommer til og opnaa saaledes en Alder af to Aar. Saa snart Isen er gaaet bort fra vore Damme og Søer, tiltager Vandkalvenes Antal hver Dag med den voxende Grøde; thi Foraarstiden med dens Vrimmel af Larver og Vanddyr er disse Piraters fedeste Tid. Parringen finder Sted allerede i April og Mai, og saa løierligt det synes foregaar den nede i Vandet selv uden at lægge Hindringer i Veien for Svømningen. Alle- rede hos Løbebillerne see vi, at Hannens forreste Fodsaaler ere udvidede og svampede, et For- hold, der staar i Forbindelse med den Maade, hvorpaa Hannen fastholder Hunnen under Par- ringen. At denne maa frembyde særlige Van- skeligheder, naar den skal foretages under Vandet, er klart nok, og dobbelt stige disse, naar man betænker, at Vandkalvene paa Grund af deres Liv i Vandet ere glatte som Delfiner, og at deres haarde, hornagtige Skelet kun frembyder faa Holdepunkter. Da Parringen tilmed skeer paa den Maade, at Hannen sætter sine Fodsaaler paa Hunnens Forryg, Mellembenene paa Dæk- vingerne, medens Bagbenene hos begge Kjøn bevæges frit under en livlig- Omsvømmen, saa vilde det blive Hannens Lod at skylles bort af den ved Bevægelsen frembragte Vandstrøm, hvis den ikke var bleven udrustet med ganske særlige Tilhæftningsapparater, ofte uf en høist sammen- sat Bygning. Lettest og tydeligst see vi Forholdet hos vore store Arter, f. Ex. hos den saa alminde- lige »randede Vandkalv« {Dytiscus marginalis').